Fortsat fald i antallet af anbragte
Flere tvangsanbringelser og sammenbrud i anbringelser, viser tal fra Ankestyrelsen
Færre sager om anbringelser og antalsmæssigt færre anbringelser. Flere tvangsanbringelser. Flere anbringelser i plejefamilier. Og store kommunale forskelle. Sådan lyder nogle af overskrifterne i Ankestyrelsens anbringelsesstatistik for 2014.
Den viser, at landets kommuner behandlede færre sager om anbringelser af børn og unge end året før. 2.048 gange blev der i 2014 truffet afgørelser om at anbringe 0-17-årige uden for hjemmet – et fald på 10 pct. i forhold til 2013 og godt en tredjedel lavere end i 2010, hvor tallet var på 3.154.
I perioden 2010 til 2014 er antallet af anbragte børn og unge i alt faldet fra 12.681 til 11.127. Men i samme periode er antallet af 0-17-årige i Danmark dog også faldet, så andelen af anbragte ligger fortsat tæt på én pct. af alle børn.
Antallet af frivillige anbringelser har været fortsat faldende gennem de seneste fem år, viser opgørelsen. I 2010 skete 87 pct. af alle anbringelser med samtykke, mens det i 2014 gjaldt for 79 pct. Omvendt er antallet af tvangsanbringelser logisk nok steget i samme periode og udgjorde i 2014 11 pct. af alle anbringelser.
De resterende anbringelser i statistikken udgøres af ungdomssanktioner, afsoninger, varetægtssurrogater og de såkaldte formandsafgørelser, hvor formanden for kommunens børn- og ungeudvalg har truffet afgørelse om en anbringelse.
Efter nogle års fald skete der fra 2013 til 2014 tillige en stigning i antallet af sammenbrud i anbringelser, viser opgørelsen.
Ser man på aldersfordelingen blandt de anbragte børn og unge, bliver der fortsat anbragt langt flest teenagere. Andelen af 0-3-årige er uændret fra 2010 til 2014, mens flere 4-11-årige bliver anbragt.
Tallene viser også, at stadigt flere børn og unge anbringes i plejefamilier, der i 2014 var mål for 38 pct. af alle anbringelser mod 32 pct. i 2010. Mens antallet af anbringelser på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder procentuelt er stort set uændret i perioden, er der sket et fald i anbringelser i eget værelse, på kollegium eller kollegielignende opholdssteder fra 13 til 9 pct.
Ankestyrelsens tal viser også, at der både er meget stor forskel på, hvor mange sager kommunerne behandler og afgør, og på hvor mange anbragte børn og unge kommunerne har.
Find anbringelsesstatistikken via www.kortlink.dk/hz9b