Af Bo Hejlskov Elvén og Sophie Abild
På mange socialpsykiatriske bosteder og psykiatriske afdelinger er hverdagen præget af uro og magtesløshed. Personalet bruger tid på at håndtere konflikter, så alle på afdelingen eller bostedet kan have en tryg, rolig og værdig hverdag. Omvendt reagerer patienter og beboere ofte med råben og skrigen, når de føler, at de ikke kan bestemme over sig selv. Den beskrivelse er indgangen til en praktisk guide skrevet af et helt særligt makkerpar: En psykolog med speciale i adfærdsproblemer på bl.a. det sociale område og i psykiatrien, og hans datter, der som tidligere patient i psykiatrien og på socialpsykiatriske bosteder bidrager til bogen med mange års brugererfaring. Bogen fortæller ud fra 11 grundprincipper om, hvad konflikter er, hvorfor de opstår, og hvordan man som personale håndterer konflikter i hverdagen og minimerer magtanvendelse. Samtlige principper indgår i den praksis, der kaldes low arousal. Bogen er ifølge forfatterne et forsøg på at råde bod på den uvidenhed, der findes i psykiatrien om, hvordan man på en effektiv og professionel måde håndterer adfærdsproblemer. Og første skridt er, at man begynder med at ændre sin egen praksis.
Udkommet på Dansk Psykologisk Forlag. 156 sider. 279 kr.