Af Benny Lihme
Sociale omstændigheder og relationelle forhold kan være afgørende for en bedre livskvalitet for selv mangeårige psykiatriske patienter. De seneste 20 års forskning i recovery har dokumenteret, at sindslidende mennesker, som kommer sig efter deres sygdom, kommer sig af mange andre grunde end den psykiatriske behandling. I dag er der efterhånden ved at opstå en mere ligeværdig relation mellem de lægelige indsatser og de sociale, hvilket ifølge bogens forfatter i høj grad skyldes, at der ikke findes medicinske vidundermidler. Det er nogle af pointerne i denne bog, hvor et hold af danske, svenske og norske fagfolk giver et bud på den betydning, som professionelt socialt arbejde inden for socialpsykiatrien har haft for mennesker med sindslidelse. Det handler om tilgange som psykosocial behandling, åben dialog, netværksmøder, anerkendelse, udviklingsstøttende relationer og social responsivitet. Den røde tråd i bogen er betoningen af personlig faglighed og professionel dømmekraft, hvor brugeren/borgeren med brug for hjælp altid sættes før metoden. Bogen henvender sig til socialpædagoger, socialrådgivere, sosu’er og ergoterapeuter.
Akademisk Forlag. 312 sider. 299 kr.