Af Birgitte Vange
Nej, jeg taler ikke åbent med borgerne. Jeg kører mere efter princippet ‘lukket monolog’. Sådan vil man næppe høre mange socialpædagoger sige om deres eget arbejde. Forfatteren bag denne bog indleder med at fortælle, at når hun fortæller om sit arbejde med åben dialog, siger andre fagfolk ofte noget i stil med: Åben dialog? Jamen det bruger vi da også. Men, slår hun efterfølgende fast, ‘åben dialog-tilgangen har mange konsekvenser og indebærer, at du bruger dig selv som menneske på en anden måde i mødet med dem, du arbejder for at hjælpe. Du bliver nødvendigvis mere åben, fordomsfri og påvirkelig i dit møde med andre, hvis du tager åben dialog til dig. Du må slippe kontrollen og se i øjnene, at du i reglen ikke kan ‘fikse’ andre menneskers problemer’. Kernen i ‘åben dialog’ er en særlig form for netværksmøder, hvor fx en patient eller bruger mødes med sit private og professionelle netværk – uden at der er en dagsorden. Formålet er at tale om det, der er væsentligt og relevant for deltagerne og først og fremmest hjælpsomt for hovedpersonen. Bogen henvender sig til medarbejdere inden for psykologi og socialvæsen. Forfatteren er speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri.
Akademisk Forlag. 288 sider. 299 kr.