Når Karl Bach Jensen (i Socialpædagogen nr. 19/2015) mener, at begrebet socialpsykiatri er skruet uheldigt sammen på grund af den uheldige dominans fra den behandlende psykiatri, er han på højde med en af arkitekterne bag begrebet, nemlig tidligere socialoverlæge Preben Brandt, der for nogle år siden var i Randers, hvor han på Psykiatriens Dag undskyldte højlydt, at han imod egen intuition havde fået blandet begreberne social og psykiatri sammen. Undskyld, sagde han. Den lægefaglige dominans var ikke til at overse: ‘socialpsykiatri som begreb var mislykkedes’. Preben Brandt mente altså, her 30 år efter, at eneste meningsfulde behandling var at separere de to selvstændige domæner, og sådan som jeg husker hans bud, så var det noget i retning af ‘psykosocial rehabilitering’.
Sidst vil jeg referere til noget af ‘ånden’ i Prebens oplæg. Socialpsykiatri var tænkt som et sted, mennesker med forskellige typer af sindslidelser kunne gå hen uden at risikere at blive behandlet, diagnosticeret og set skævt til. Ja, sådan kom det ikke til at gå.