Giv dem nu en overenskomst
Esbjerg Kommune og Kreds Sydjylland har indgået en aftale, der sikrer de kommunale familieplejere en række basale rettigheder. Nu må kommunerne give familieplejerne en overenskomst, lyder det fra Socialpædagogerne
Vi mener, at familieplejere burde stilles som kommunalt ansatte. Ordnede forhold vil have stor betydning for at kunne rekruttere kvalificerede familieplejere, og kvalificerede familieplejere har afgørende betydning for de mange børn, der er anbragt i familiepleje.’
Sådan lyder det i et åbent brev, som Socialpædagogernes formand Benny Andersen i slutningen af juni sendte til alle landets borgmestre.
Anledningen til endnu en gang at opfordre til at sikre familieplejerne ordentlige forhold og en overenskomst er den aftale, som Esbjerg Kommune og Socialpædagogernes Kreds Sydjylland har indgået, og som sikrer de kommunale familieplejere i Esbjerg ansættelse på en kontrakt, der bl.a. giver dem pension og forbedret opsigelsesvarsel.
I brevet til borgmestrene henviser Benny Andersen til den aktuelle debat om social dumping:
‘I en tid, hvor der er fokus på social dumping og ordentlige arbejdsforhold fx for ansatte ved flyselskaber som Ryanair og for udenlandsk arbejdskraft, er det helt uforståeligt, at landets familieplejere ikke har acceptable ansættelsesvilkår’, skriver han.
Socialpædagogerne støtter protesten mod Ryanair, men mener altså, at det burde få kommunerne til at ‘se indad og sørge for ordentlige arbejdsforhold for en gruppe, der hver dag yder en stor kommunal indsats’, hedder det i en udtalelse i anledning af brevet:
– Landets familieplejere løfter hver dag året rundt en stor opgave på anbringelsesområdet. De har ansvar for omsorg og udvikling af en stor gruppe anbragte børn og unge. Hvis vi skal sikre de her drenge og piger en stabil og tryg opvækst, så skal vi starte med at sikre de voksne, der er deres primære kontakt. Vi mener derfor, at familieplejere burde stilles som kommunalt ansatte, siger Benny Andersen.
Skæv til Esbjerg
Men indtil der kan laves en decideret overenskomst, bør landets øvrige kommuner skæve til Esbjerg, mener han:
‘Indtil vi i det etablerede aftalesystem sammen med KL kan finde en holdbar løsning, er der inspiration at hente i Esbjerg Kommune’, hedder det således i brevet.
Den aftale, som Socialpædagogernes Kreds Sydjylland og Esbjerg Kommune har indgået, sikrer som nævnt de kommunale familieplejeres ansættelse i kommunen og en kontrakt, der giver dem pension og et ordentligt opsigelsesvarsel.
Aftalen er lavet med baggrund i et fælles ønske om at sikre arbejdsvilkår, som giver de bedste rammer for de kommunale familieplejeres arbejde. Med kontrakten vil Esbjerg Kommune fokusere på at sikre en professionel opgaveløsning og samtidig sikre mulighederne for at rekruttere kompetente medarbejdere. Kommunen har bl.a. særlig fokus på de kommunalt ansatte familieplejeres kompetenceudvikling i form af videreuddannelse og supervision.
Og kredsformand Michael Madsen er da også ganske tilfreds med aftalen:
– Vi kunne godt have ønsket os endnu flere punkter i aftalen, men det her er faktisk en god aftale. Vi vil forsøge at få bredt denne form for aftale ud i andre kommuner, siger Michael Madsen, der ser aftalen som en murbrækker i forhold til andre kommuner.
– Det her er klart et bedre grundlag for, at kommunen kan rekruttere dygtige familieplejere, og samtidig løfter vi fagligheden, siger han.
Fremadrettet
Ligesom Michael Madsen er forbundsformand Benny Andersen tilfreds med aftalen, skriver han i brevet til landets borgmestre:
‘Vi synes, det er en konstruktiv og fremadrettet aftale. Og vi håber, at andre kommuner vil finde inspiration i aftalen og kopiere den. Vi har fx med tilfredshed hæftet os ved, at den nye aftale mellem Esbjerg Kommune og de kommunale familieplejere sikrer familieplejerne pension og et forbedret opsigelsesvarsel. Aftalen indeholder også, at der er fastsat en nedre grænse for den supervision, kommunen er forpligtet til at tilbyde. Og det er positivt. Aftalen rummer en ansvarsforsikring for barnet og aftalte forhold omkring aflastning. Det er væsentlige forbedringer af deres vilkår’, hedder det i brevet.
‘Vi er overbevist om, at Esbjerg Kommune ved at honorere og understøtte den enkelte familieplejer sikrer en professionel opgaveløsning: Ligesom aftalen også vil gøre det nemmere for kommunen at rekruttere nye kompetente familieplejere og fastholde de dygtige, de har. Aftaler som denne giver gode muligheder for at udvikle arbejdet med at sikre familieplejerne gode arbejdsvilkår og faglighed. Og det vil sikre en god indsats for de drenge og piger, det hele jo i virkeligheden handler om’, hedder det videre.
Rigtig OK, tak
Men Benny Andersen peger på, at aftaler som den i Esbjerg kun skal være en trædesten på vejen mod en egentlig overenskomst for plejefamilierne:
– Vi mener, en overenskomst med familieplejere ikke bare vil sikre den så væsentlige faggruppe. Den vil også betyde, at kommunerne i langt højere grad kan rekruttere og fastholde dygtige familieplejere. Og i sidste ende betyder det en bedre indsats over for de her sårbare drenge og piger, siger Benny Andersen.
– Men indtil vi får en egentlig overenskomst på området, så opfordrer vi til, at kommunerne lader sig inspirere af Esbjerg Kommune, hvor de har indgået en konkret aftale med deres familieplejere, som sikrer nogle af de forhold, vi gerne ser i en overenskomst, siger Benny Andersen.
Læs det åbne brev til borgmestrene via www.kortlink.dk/h2b3