Når arbejdsmiljøet er derhjemme
På familieplejernes landskonference var der fokus på arbejdsmiljøet. Det handlede blandt meget andet om egne børn, udhængning på nettet – og et opgør med brokkekulturen
– Jeg plejer altid at sige, at et godt arbejdsmiljø, det er ikke noget, man har krav på. Det er noget, man bidrager til. Og så burde det jo være nemt, når man arbejder alene: Så skal man bare skabe et godt arbejdsmiljø for sig selv. Men så nemt er det ikke…
Sådan indledte foredragsholder Georg Ørskov sit oplæg på familieplejernes landskonference 2015, hvor der var fokus på arbejdsmiljøet. Familieplejere har nemlig nogle helt særlige udfordringer, som Socialpædagogernes kasserer Kaj Skov Frederiksen udtrykte i sin velkomsttale:
– Jeres arbejdsmiljø adskiller sig jo fra alle andre medlemmer i Socialpædagogerne, idet arbejdsmiljøet og alt, hvad det indeholder, er at finde på jeres egen matrikel, i jeres egne stuer og blandt jeres egne familiemedlemmer. I kan jo ikke tjekke ud, ikke afspadsere og ikke køre hjem, ej heller når det driller.
Blandt de mange emner, der blev belyst på landskonferencen, var da også relationen til egne, biologiske børn, problemer i forhold til facebook og andre sociale medier – samt den ånd, man møder arbejdet med. En af foredragsholder Georg Ørskovs vigtigste pointer var nemlig, at det gælder om at undgå en surekultur, hvor alting ses gennem de mørkeste briller.
– Jeg har selv været familieplejer, og jeg var ualmindelig slidt, da jeg holdt op. Jeg var alt for meget alene, og når jeg var sammen med andre familieplejere, blev vi enige om, at vi var ofre. Det føltes naturligt i øjeblikket, men vi kom ingen vegne med det. Vi skal passe på med erfa-grupper, hvor vi sidder og bliver enige om, at det er så synd for os. Hvad har vi tilbage? Vi har kun det, vi mangler.
Klynk nytter ikke
I stedet opfordrede han til at have fokus på muligheder og undgå det, han kaldte kanin-ord.
– Jeg kalder dem kanin-ord, fordi de breder sig som kaniner. Som når folk fx går og siger: ‘Jeg har så travlt, så travlt. Har du også travlt?’. ‘Ja, jeg har så travlt, så travlt’. Så er det svært at sige: ‘Jeg går rigtig og nyder livet’.
Georg Ørsteds foredrag blev tilsyneladende modtaget positivt – i hvert fald af den lille flok, der bagefter stod i toiletkøen og lo af sig selv.
– Ja, han har jo ret. Det nytter ikke, at vi klynker i kor.
En af de andre foredragsholdere var psykolog Lasse Gulstad, der har skrevet bogen ‘Egne børn – en bog om biologiske børn i familier med plejebørn’. Også han talte med udgangspunkt i personlige erfaringer, idet hans forældre havde plejebørn og senere et opholdssted. Det kom bl.a. frem som eksempel under en debat om, hvorvidt familieplejernes egne børn har ret til at kende plejebørnenes historie:
– Jeg kan huske dengang, da jeg som 8-årig var på besøg på et andet opholdssted, hvor jeg fandt ud af, at de drenge, jeg sad og talte med, havde dræbt deres forældre. Med en økse. Da må jeg bare sige, at det kunne jeg godt tænke mig at have fået at vide på voksen-måden – frem for på børnemåden.
Omvendt pointerede Lasse Gulstad også, at der kan være problemer med tavshedspligt, hvis man informerer egne børn om plejebørnenes forhold.
Ud over hans egne erfaringer byggede Lasse Gulstads foredrag bl.a. på en række interviews med familieplejernes egne børn – samt international forskning.
– Der er ingen præcise tal for hvor mange anbringelser, der bryder sammen, for det opgøres på forskellig vis. Men et forsigtigt skøn er, at det gælder hver tredje – og undersøgelser viser, at halvdelen af sammenbruddene hænger sammen med familieplejernes egne børn. For hvis der er noget, der kan få plejeforældre til at sætte foden ned og bremse plejeforholdet, så er det, hvis de oplever, at det går ud over deres egne børn.
Vildbasser til barnedåb
Fra salen kom familieplejerne også selv med mange eksempler på de dilemmaer, der kan opstå, når man både skal tage hensyn til plejebørn og egne børn. Nogle havde fx voksne børn, der ikke var glade for, at der altid kom en helt flok vilde plejebørn, når der var familiesammenkomst som fx barnedåb. En anden fortalte, at de delte sig op, så den ene forælder blev hjemme med plejebørnene, og den anden fx tog til arrangementer på eget barns skole. Og en tredje bød ind med en anden problematik, nemlig den sorg egne børn oplevede, da de mistede et plejebarn, der flyttede hen på et opholdssted – efter at de havde følt sig som brødre og søstre i otte år.
– Ja, sagde Lasse Gulstad.
– Midlertidighed er et vilkår i plejefamilier. Og det skaber et dilemma: Skal man forberede sine egne børn på, at det kan være, at plejebørnene flytter igen – og risikere, at de involverer sig mindre? Eller skal man lade være og så risikere, at det bliver meget hårdt, hvis det slutter?
Lasse Gulstad havde ikke entydige svar på de forskellige dilemmaer – men hans hovedbudskab var, at man aktivt skal forholde sig til spørgsmålene omkring egne børns forhold i en familie med plejebørn.
Hængt ud på nettet
På landskonferencens første dag blev de omkring 75 deltagere opdelt i små grupper, der diskuterede forskellige spørgsmål med relation til arbejdsmiljøet. Det drejede sig om alt fra samarbejdet med den biologiske familie til muligheder for fritid og aflastning samt hjemmet og familien som arbejdsplads. I gruppen om ‘trusler, vold og sociale medier’ blev der bl.a. talt om risikoen for at blive hængt ud på internettet.
En af deltagerne har haft en meget udadreagerende dreng i pleje, og når han blev vred, fór han direkte til tasterne og skældte ud på facebook.
– Og så er vi bare nogle fucking idioter, og så skal vi krafteddeme bare slås ihjel. For fem år siden havde en dreng som ham måske stukket af ud af hoveddøren, men nu stikker han i overført betydning af ved at skrive på facebook – og så kan man ikke længere holde konflikten inden døre.
– Nej, supplerede en anden, og så kommer bølgerne pludselig til at gå meget højere, end de ellers ville have gjort.
Gruppen talte også om en lille filmoptagelse, der har kørt rundt på facebook. Med sin mobiltelefon havde en mor filmet en familieplejer, der bar hendes grædende barn ud i bilen – og kommentarsporene på facebook var meget voldsomme i stil med: ‘Han skulle skydes’.
Alle var enige om, at det vil være meget ubehageligt at blive hængt ud på den måde, og at man sagtens kan lave en film, der giver et mærkeligt indtryk, hvis en episode er revet ud af sin sammenhæng.
Gruppens anbefaling til Socialpædagogerne var derfor, at der bliver lavet nogle klare retningslinjer: Hvad har man som familieplejer ret til i en sådan situation? Og hvordan kan sagen håndteres?
– For det er jo faktisk noget, der kan ske for os alle sammen… I morgen, sagde en af deltagerne.
I gruppearbejdet blev der også talt om positive aspekter ved de sociale medier, og her var de enige om, at fx facebook kan give plejebørnene mulighed for at dyrke kontakter til den biologiske familie, der ellers dør ud – hvis de fx kan følge lidt med i livet for kusiner og fætre.
Læs mere om oplæggene på landskonferencen i familieplejernes nyhedsbrev Fanny som du finder på www.sl.dk/fanny