Uledsagede børn en særlig udfordring
Hvordan opbygger man tillid på kort tid – og hvordan håndterer man børnenes traumer og giver dem tro på fremtiden? En ny international rapport fra AIEJI beskriver udfordringer og tilgange til socialpædagogisk arbejde med uledsagede flygtningebørn i forskellige lande
De er flygtet uden deres forældre, de har en usikker livssituation, er helt alene – og kommer med bagagen fuld af traumer og tab. Ikke siden anden verdenskrig har der været så mange mindreårige flygtninge, som der er i dag – en udvikling, der stiller store krav til socialpædagogers arbejde både i Danmark og andre lande.
Men hvad er god socialpædagogisk praksis – og hvordan støtter man bedst denne både sårbare og stærke gruppe, der først og fremmest tæller børn og unge fra Syrien, Afghanistan og Somalia? Det forsøger en ny rapport fra den internationale organisation for socialpædagoger, AIEJI, at give svar på.
Rapporten ‘Socialpædagogisk arbejde med mindreårige flygtninge, der søger asyl’ beskriver forskellige landes tilgange til socialpædagogisk arbejde med uledsagede flygtningebørn og er baseret på kvalitative interviews med socialpædagoger i lande som Danmark, Italien, Israel og Spanien – samt interviews med uledsagede flygtningebørn af forskellig nationalitet.
– Vi håber, at rapporten giver anledning til at reflektere og stille spørgsmål om den situation, som unge uledsagede flygtningebørn befinder sig i, og kaster lys over det socialpædagogiske arbejde. Vi står med en opgave, der er så fuldstændig afgørende for disse børn og unge, og som samtidig er en kæmpestor udfordring for vores fag, siger Benny Andersen, der udover at være formand for Socialpædagogerne også er præsident i AIEJI.
Hjælp til at leve i nuet
En af de problemstillinger, særligt de danske socialpædagoger fokuserer på i rapporten, handler om, hvorvidt de unge skal opfordres til at sætte ord på deres traumer – eller om de hellere skal støttes i at lære at leve i nuet. Som en af de interviewede danske socialpædagoger udtrykker det:
‘Jeg er nødt til støtte dem, mens de befinder sig i en venteposition. Hver dag – hvis jeg kan tale med børnene om noget andet, hvis jeg kan distrahere dem og lede deres tanker væk fra det, de kommer fra… Når vi har grinet og pjattet i bare ti minutter, så har jeg en god følelse.’
Et andet sted i rapporten udtaler en dansk socialpædagog:
‘Det er min opfattelse, at det ikke er godt at åbne op for fortiden. Der er ingen til at samle dem op efterfølgende. Derfor spørger jeg aldrig ind til det.’
Som de to citater viser, arbejder danske socialpædagoger i et vist omfang ud fra tanken om, at nutiden og barnets behov her og nu er i fokus. De mindreårige befinder sig i en venteposition, og socialpædagogerne oplever at have en vigtig opgave i at give dem støtte til at kunne håndtere livet i denne venteposition.
Tillid tager tid
Men socialpædagogerne giver samtidig udtryk for, at det kræver tid, ro og terapeutisk kompetence at starte på et forløb, hvor traumer bearbejdes og liv analyseres – og dette kan være vanskeligt at kombinere med det at være i transit i måske ganske kort tid. Udfordringen består derfor i, at systemet skaber rammer, hvor barnet og den unge bliver hørt og respekteret, hvor socialpædagogerne er opmærksomme på den unges behov, og hvor det sikres, at der professionelt tages vare på barnet – også ved hjemsendelse eller overflytning.
Det fremgår også af rapporten, at socialpædagoger på tværs af landegrænser oplever, at mindreårige flygtninge har svært ved at tage imod hjælp, at de har svært ved at turde stole på deres omgivelser – og at det er en stor udfordring at nærme sig en bearbejdning af børnenes traumer. Manglende tillid bliver nævnt flere gange i rapporten – og fordi oplevelsen af svigt, farer, løgn og risici har præget børnene og de unge, ligger den helt store opgave i at opbygge tillid og få de unge til at stole på, at de voksne vil dem det godt, og at de holder, hvad de lover.
De interviewede socialpædagoger betoner også vigtigheden af at udvise tålmodighed, respekt og tolerance – og ikke at have medlidenhed med børnene og de unge. Samtidig har mange af de uledsagede flygtningebørn en selvudslettende adfærd, der kan være medvirkende til, at socialpædagoger overser de ressourcer, som børnene har. Derfor er det vigtigt i det socialpædagogiske arbejde at fokusere på, at de unge har levet med at tage ansvar for sig selv, hvilket kræver en helt særlig styrke – og disse ressourcer skal socialpædagogen bruge aktivt i støtten til barnet eller den unge.
Læs rapporten på www.aieji.net/ under publikationer.