Nytænkning på vej til handicapområdet
Herning-modellen breder sig – også i Herning, hvor nogle af erfaringerne fra omlægningen af socialområdet nu også skal anvendes på handicapområdet
Samtidig med, at andre kommuner med midler fra Satspuljen kan tage ved lære af Herning Kommunes omlægning af socialområdet, går Herning Kommune nu selv skridtet videre med begyndelsen til en omlægning af handicapområdet. Projektet er i sin spæde start, men kan fx komme til at handle om at finde alternativer til anbringelse af handicappede børn og større inddragelse af forældre og netværk.
Det fortæller Charlotte Jensen, der er centerleder for Handicapcenter Herning – Herning Kommunes tilbud til børn og unge med nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne.
Hun siger:
– Vi er helt klart inspirereret af, hvad der sker på socialområdet. Vi kan ikke forebygge på samme måde, for vi kan fx ikke forebygge os ud af, at et barn er født med multiple funktionsnedsættelser eller gennemgribende udviklingsforstyrrelser – men vi kan tænke i, hvordan omgivelserne rustes bedst muligt til at støtte barnet.
Som en start gennemførte centret for et års tid siden en fokusgruppeundersøgelse blandt forældrene på to døgnafdelinger og én aflastningsafdeling, hvor spørgsmålet bl.a. lød: Hvordan kunne vi have hjulpet jer på en bedre måde?
Og her var essensen af forældrenes svar ifølge Charlotte Jensen, at de gerne ville have haft hjælp tidligere – og at de gerne ville have haft en målrettet støtte til at håndtere det at have et meget handicappet barn.
– Samtidig lavede Metodecentret i Region Midtjylland et litteraturstudie for os, og det viste, at der godt nok ikke er noget dansksproget litteratur om, hvordan man kan forebygge anbringelser af handicappede børn – men en hel del engelsksproget. Og den viser ret entydigt, at forældrene skal tilbydes hjælp hurtigere, og at der skal være fleksible aflastningstilbud samt tilbud om familiebehandling, og det stemmer jo godt overens med forældrenes udmelding, siger Charlotte Jensen.
Projektplan i 2016
Engang i det nye år skal der efter planen ligge en projektbeskrivelse for, hvordan handicapområdet kan omlægges, og Charlotte Jensen ved endnu ikke, hvad den kommer til at indeholde.
– Men vi forestiller os eksempelvis, at det kan indebære arbejdet med at finde en metode til screening af forældre med handicappede børn, sådan at vi kan sige noget om, hvor stor belastningsgraden er – og på den måde sætte tidligere ind med hjælp til dem, der er meget belastede. I dag er det nemlig vores erfaring, at hvis man sætter ind for sent, så forældrene når at knække af belastning, ja, så knækker de helt, og så kan de ikke overkomme mere. Men hvis man sætter tidligere ind med støtte, kan forældrene måske stadig overkomme at gøre meget.
Et tiltag kan blive mere forældrerådgivning – herunder rådgivning i at bevare parforholdet på trods af udfordringerne ved at have et meget handicappet barn. Og så skal der formentlig eksperimenteres med mere fleksible løsninger som alternativ til traditionel anbringelse eller aflastning.
– Vi har allerede rigtig god succes med en klub for 14- til 18-årige med gennemgribende udviklingsforstyrrelser, der mødes til socialt samvær 40 eftermiddage om året samt 10 lørdage og fem kolonidøgn fordelt over to perioder. Det har vist sig at være et rigtigt godt alternativ til aflastning, hvor det ligger i kortene, at de unge skal overnatte hver gang – for tit er det slet ikke det, forældrene har behov for, og for de unge kan det være alt for grænseoverskridende at sove uden for hjemmet. Det er en indsats, som i kroner og øre koster under halvdelen af, hvad traditionel aflastning koster, og som faktisk bedre tilgodeser behovet, og fra 1. september har vi udvidet tilbuddet til børn mellem 10 og 14 år, fortæller Charlotte Jensen.
Inspiration fra Sverige
Ligesom holdet bag Herning-modellen på socialområdet har også Charlotte Jensen og en række kollegaer hentet inspiration i Sverige, hvor de har været på flere studieture. Her fik Charlotte Jensen øjnene op for, at meget kan gøres anderledes end i Danmark.
– Eksempelvis har svenskerne en anden opfattelse af, hvad forældreansvaret indebærer, og mens danske børn med handicap fx typisk bliver hentet i taxa, når de skal på aflastning, kørte de svenske forældre selv deres børn til aflastning. Jeg ved ikke, om netop det vil give mening i en dansk sammenhæng – men pointen er, at vi gerne vil undersøge, hvordan vi i højere grad kan inddrage forældrene, siger hun.
Svenskerne har efter Charlotte Jensens opfattelse også nogle mere fleksible tilbud, end vi har tradition for i Danmark, sådan at der fx i højere grad tilbydes aflastning i hjemmet – og nataflastning på institution, så forældrene kan få sovet.
– Og så er svenskerne også mere helhedsorienterede i deres tænkning. I Danmark er der fx en tilbøjelighed til at sige, at hvis man har fået noget fra en bestemt, kasse kan man ikke få noget fra en anden – sådan at man fx mister nogle barnepigetimer, hvis man får aflastning. I Sverige er de mere tilbøjelige til at sige, at det måske netop er en kombination af de to ting, der skal til, hvis familiens behov skal tilgodeses – og en anbringelse undgås.
Socialpædagogernes formand Benny Andersen er positiv over for de spæde tanker i handicapprojektet.
– Enhver forælder vil helst have sit barn hjemme, og ethvert barn vil helst blive hos sine forældre – så hatten af, hvis det ved hjælp af udvikling af bl.a. den socialpædagogiske faglighed kommer til at lykkes. Det er bare vigtigt, at der hele tiden bliver et fokus på det enkelte barn og den enkelte families individuelle behov.
Han er som udgangspunkt ikke bange for, at det kommer til at koste arbejdspladser.
– Den socialpædagogiske faglighed er jo ikke knyttet til mursten som noget, der fx nødvendigvis behøver foregå på et botilbud – fagligheden skal bare ud at virke der, hvor det rykker, og det kan godt være i hjemmene.