Det svenske socialvæsen er i knæ
Danmark kigger mod Sverige, når der skal findes løsninger på børne- og ungeområdet. Men virkeligheden på den anden side af Øresund er barsk: Socialrådgiverne flygter fra området, antallet af institutionsanbringelser stiger, underretningerne hober sig op, og et dødsfald i en slægtsplejefamilie har rystet samfundet
Der er svenske kommuner, hvor alt fungerer jättegodt. Det er alle enige om. Ikke at Borås nævnes med et ord af dem, som Socialpædagogen har talt med. Det kommer som en overraskelse for alle hinsidan, at en svensk kommune på denne måde har dannet forbillede for danske kommuners måde at gribe børne- og ungeområdet an på.
– Hvor sjovt. Der er måske noget, som jeg ville kunne lære af Borås, smiler Cecilia Grefve gennem telefonen.
Ikke at der er meget at smile af for Cecilia Grefve. I marts i år udpegede den svenske regering hende til at kulegrave det svenske socialvæsen, efter at både børneombudsmanden, Socialstyrelsen, Riksdagens tværpolitiske børnegruppe, fagforeningerne, kommuneforbundet SKL og repræsentanter for velgørende foreninger på et fællesmøde havde peget på, at noget måtte gøres.
Som national samordnare skal Cecilia Grefve rejse Sverige tyndt. Hun skal besøge 50 ud af Sveriges 290 kommuner (herunder Borås), og undervejs skal hun hver tredje måned rapportere tilbage til regeringen.
Baggrunden er dyster. Problemerne står nærmest i kø, og der er en bemærkelsesværdig enighed, når de skal beskrives.
Ingen opfølgning hos anbragte børn
Et af de alvorligste problemer er, at sagsbehandlerne flygter fra deres stillinger. Kristina Folkesson, der er socialpolitisk strateg i fagforeningen Vision (Socialpædagogernes søsterorganisation), formulerer det sådan her:
– Tidligere var det erfarne socialsekretærer, der arbejdede med børn og unge. I dag er det de unge og nyuddannede, og de får ikke den introduktion, de har brug for, så de laver fejl. Angsten for at lave fejl er frygteligt stor hos de unge, så også derfor stopper de igen så hurtigt som muligt. Personaleudskiftningen er enorm, så børnene og de unge får nye sagsbehandlere hele tiden.
Vision siger det, SKL siger det og Cecilia Grefve siger det: At manglen på sagsbehandlere betyder, at der er børn og unge, der ikke får den støtte, de har behov for. At der er mange meldinger om børn og unge, der ringer og ikke kan få fat på en sagsbehandler. At sagsbehandlerne ikke overholder lovens krav om udredninger i børnesager inden for tre måneder. At underretninger ligger alt for længe (og i øvrigt i sig selv er et problem, fordi der bliver flere og flere af dem). Og at der ikke sker den opfølgning hos anbragte børn, som de har krav på.
For parterne er der ikke én forklaring på, at socialvæsenet befinder sig i det, nogen har beskrevet som ‘frit fald’. Dårlig økonomi i kommunerne, stor kompleksitet i sagerne, mange dokumentationskrav, der sluger tiden, uoverskuelig lovgivning, forældede it-systemer, kortsigtede satsninger, mange omorganiseringer og et stigende antal underretninger presser alt sammen forvaltningerne.
Institutioner nødvendige
Et andet problem er, at anbringelsestallet stiger. I 1992 var der cirka 15.000 anbragte børn og unge, i 2013 var tallet ifølge SKL steget til 32.600. Flere og flere børn og unge bliver også anbragt på døgninstitution.
– Virkeligheden på anbringelsesområdet har ikke fulgt ambitionerne. Antallet af uledsagede flygtningebørn er steget voldsomt i Sverige, men det er ikke hele forklaringen. Det er svært at sætte fingeren på, hvorfor institutionsanbringelserne stiger. Men under alle omstændigheder må vi jo konstatere, at de foranstaltninger, der ligger før en institutionsanbringelse – forebyggelse eller familiepleje – ikke altid er lykkedes, og det er jo interessant, siger Solveig Freby fra Socialstyrelsen, der som myndighed følger udviklingen i anbringelsestallet.
Visions Kristina Folkesson supplerer:
– En af forklaringerne er sikkert, at behandlingsarbejdet i kommunerne tager mange af ressourcerne, så der bliver mindre tid til det forebyggende arbejde. Derfor udvikler en sag sig ofte til en krise, inden man griber ind. Og så kan en institutionsplacering være nødvendig.
Spørgsmålstegn ved familiepleje
Sverige har i årtier haft et socialpolitisk mål om at fremme familiepleje på bekostning af institutioner. Men mange svenske kommuner oplever alvorlig mangel på plejefamilier, og bekymringen vokser for, at børn anbringes i plejefamilier, der ikke er gode nok.
SKL kalder i en spritny handlingsplan fra juni på, at staten træder mere frem på scenen ‘samlet, kontinuerligt og langsigtet’. At man fx tager initiativ til en national rekrutteringskampagne, danner et nationalt center for familieplejespørgsmål og udvikler nye måder at kvalitetssikre familieplejen som anbringelsesform.
‘Men socialvæsenets stærke prioritering af familiepleje bør nok nuanceres’, skriver SKL i sin handlingsplan. Videre nævnes, at der er mange sammenbrud i familiepleje, og at når det går dårligere for unge på institution end for unge i familiepleje, så skyldes det måske, at der er tale om to forskellige målgrupper.
SKL peger også på, at forskerne Bo Vinnerljung og Tore Andreassen i 2015 har offentliggjort et forskningspapir, hvor de påviser, at der fortsat er store huller, når det handler om den samlede viden om familiepleje.
|
Fakta om Sverige Sverige har 9,8 mio. indbyggere. Landet er opdelt i 290 kommuner, organiseret i SKL, Sveriges Kommuner og Landsting. I marts 2015 udpegede regeringen Cecilia Grefve til national samordner for det sociale børne- og ungeområde – se www.socialbarnungdom.se I juni 2015 kom SKL med handlingsplanen ‘Styrkelse af beskyttelsen af børn og unge’ – se mere via www.kortlink.dk/gzdd |
Dødsfald i slægtspleje
Alle de svenske overvejelser handler dybest set om at forsøge at forbedre situationen for de mange børn og unge, der af den ene eller anden grund er udsatte.
– Socialvæsenet skal fungere som samfundets yderste beskyttelsesnet, og sådan er det ikke i alle tilfælde i dag, siger Cecilia Grefve.
De færreste siger det rigtigt højt i dag. Men ét dødsfald – et mord – ligger i baghovedet på mange af dem, der aktivt arbejder på at forbedre forholdene i socialvæsenet. Sidste forår døde 8-årige Yara af den mishandling, hun blev udsat for, mens hun boede hos sin morbror og moster, som Landskrona Kommune havde givet slægtsplejetilladelse.
Sagen fik stor mediebevågenhed. ‘Yara afslører et socialvæsen i en dyb krise’. ‘Svidende kritik af socialvæsenet i tilfældet Yara’, var blot nogle af overskrifterne i artikler om, at både politiet, skolen og sagsbehandlerne fejlede i det tragiske dødsfald. At politiet ikke ringede til socialkontoret, da de blev ringet op af en bekymret nabo. At skolen ikke indberettede, at pigen tit ikke kom i skole. At sagsbehandleren ikke talte nok med pigen inden anbringelsen og ikke undersøgte morbroren og mosteren godt nok, inden de fik pigen i slægtspleje.
Tilbage til forebyggelsen
For Cecilia Grefve handler de næste to års arbejde som national samordner bl.a. om en bedre inddragelse af de udsatte børn og unge selv. At de skal deltage, når deres forhold udredes af kommunen, at der skal være nogen i den anden ende, når de ringer, fordi de har det dårligt, og at også børn og unge i familiepleje og på institution forstår, at socialvæsenet er til for dem.
– Et stort arbejde, kalder hun det.
Og som en del af dette arbejde er der en ting, der ligger hende meget på sinde.
– Vi skal tilbage til det gode, sociale arbejde, hvor vi mødte familierne, før det gik galt, siger hun i mobiltelefonen fra et tog et sted i Sverige, hvor hun har besøgt endnu en af de 50 kommuner på sin liste.
Også derfor håber Cecilia Grefve, at de kommende mange måneders rundtur i de svenske kommuner vil vise, hvordan man på nationalt plan kan lære af de kommuner, hvor tingene fungerer.
Til den tid vil Borås måske komme på landkortet – også i Sverige.