icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Kommentar

Finanslovforslaget rammer handicapområdet

Regeringen har afsat 1,7 mia. kr. til forhandlingerne – og nogle af de penge skal øremærkes til handicapområdet

  • Af Marie Sonne, forbundsnæstformand
  • 20-2015 /

Finansloven 2016 forhandles i disse dage på Christiansborg, efter at regeringens finanslovsforslag blev fremlagt sidst i september. Regeringen lægger op til at prioritere sundhed og ældre, mens der ikke tilføres flere midler til mennesker med handicap.

Faktisk bliver der samlet set færre penge til handicapområdet. For gennem det såkaldte omprioriteringsbidrag pålægges kommunerne nemlig at barbere deres budgetter med én pct. og sende pengene retur til statskassen. En del af de penge, kommunerne skal spare, vil altså ryge fra handicapområdet. Derefter skal pengene bruges på at finansiere regeringens andre prioriteter, som fx er stigende medicinpriser og nedsættelse af afgifter til erhvervslivet.

Regeringens finanslovsforslag viser tydeligt, hvad regeringen opfatter som kernevelfærd – altså den helt centrale velfærd. Og det er desværre ikke handicapområdet. To andre områder har det største fokus; nemlig sundhedsområdet og ældreområdet. Også vigtige områder, men jeg opfatter selvfølgelig handicapområdet som en helt central del af kernevelfærden. At skabe velfærd for de borgere, der har allermest brug for hjælp fra fællesskabet, fordi de har få eller ingen muligheder for selvforsørgelse – dét er kernevelfærd i min optik.

Med det her finanslovsforslag bliver der færre midler til at yde den socialpædagogiske kvalitet, vi ved, er helt afgørende for at levere resultater for og med mennesker med handicap. Når der er nedskæringer, så betyder det, at vores medlemmer får ringere mulighed for at folde den socialpædagogiske faglighed ud og sætte fokus på mennesket, vi arbejder med. 

Regeringen lægger også op til store besparelser på uddannelsesområdet. Pædagoguddannelsen ser ikke ud til at gå fri, eftersom regeringen foreslår, at alle uddannelsesinstitutioner skal spare to pct. om året de næste fire år. I forvejen er timetallet på pædagoguddannelsen ikke imponerende, og jeg kan godt frygte, at besparelserne vil gå hårdt ud over kvaliteten.

Forhandlingerne pågår, mens disse linjer skrives, og derfor både håber og forventer jeg fortsat, at Dansk Folkeparti går til forhandlingsbordet og sikrer handicapområdet, som partiet flere gange tidligere har meldt ud, at det gerne vil. Regeringen har afsat 1,7 mia. kr. til forhandlingerne – og nogle af de penge skal øremærkes til handicapområdet.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Debat