Dilemmaer til Mads & Panelet – og dig
Dilemmaer er der masser af i en leders hverdag, og Socialpædagogernes lederkonference åbnede derfor med en særudgave af Mads & Monopolet, hvor et panel kom med deres bud på fem konkrete dilemmaer – hvad ville du gøre?
Skal jeg ansætte djøf’eren eller socialpædagogen som ny leder? Hvad pokker stiller jeg op med den fodslæbende medarbejder, der ikke følger med i den faglige udvikling? Og hvad gør jeg i en situation, hvor mine medarbejdere vil gå til pressen i en møgsag?
Sådan lød tre af de dilemmaer, der kom til debat, da Socialpædagogernes lederkonference blev skudt i gang med en særudgave af det populære radioprogram ‘Mads & Monopolet’. Programmets vært Mads Steffensen havde sammen med konferencearrangørerne forberedt en række dilemmaer, som så helt i programmets stil blev præsenteret for et panel, der bød ind med deres bud på løsninger og udveje.
Radioens kendis-panel var dog til lejligheden skiftet ud med tre personer med indsigt i både socialpædagogik og ledelse: Fra scenen kom de skarpe replikker og gode råd fra Tina Wahl, kontorchef for Center for Social og Sundhed i KL, Kim Normann Andersen, professor ved CBS, hvor han bl.a. forsker i fagprofessionelle lederes arbejdsvilkår, og så Verne Pedersen, næstformand i Socialpædagogerne.
Nedenfor gengiver vi tre af de fem dilemmaer, panelet forholdt sig til, men i stedet for at referere deres debat, kan du, kære læser, nu selv forholde dig til dilemmaerne. Alene eller – hvis du er velsignet med sådan nogle – sammen med kollegerne. Hvad ville du og I gøre som leder?
Dilemma 1: Djøf’er eller socialpædagog?
Jeg er nyansat socialchef i en kommune, hvor der er en lang tradition for at ansætte socialpædagogiske ledere i de større socialpædagogiske tilbud. Lige nu har vi en chefstilling, der skal besættes på en stor socialpædagogisk arbejdsplads med 250 medarbejdere.
Vi har kigget ansøgningerne igennem – og traditionen tro er der i ansættelsesudvalget lagt stor vægt på faglighed hos ansøgerne. Men jeg er faktisk i tvivl om, hvorvidt en leder med socialpædagogisk baggrund kan leve op til de krav, vi stiller til en leder i dag med hensyn til økonomistyring, strategi og eksekvering – ikke mindst fordi vi står overfor en større forandringsproces, hvor institutionen skal lægges sammen med et stort regionalt tilbud. Oven i det har vi også søgt støtte til et stort europæisk projekt, der løber over fem år – og det vil den nye leder også skulle stå i spidsen for.
Vi har holdt ansættelsessamtaler – og ansvaret er nu mit. Men jeg er i tvivl, fordi de to profiler, jeg skal vælge imellem, er så forskellige. Så hvem skal jeg vælge som ny leder?
- En socialpædagog med en master i socialpædagogik, flere års erfaring her i kommunen og nu ansat i et mellemstort tilbud med helt samme målgruppe. Hun nyder stor anerkendelse blandt både medarbejdere og politikere i kommunen. Hun lever op til vores forventninger og de krav, vi stiller – og når det handler om økonomien, så har hun også tidligere vist, at hun med lidt hjælp kan fremvise fine tal på bundlinjen.
- En cand.scient.pol. med tre års erfaring i kommunen. Han har flere gange fremvist gode resultater i sit arbejde med kommunens strategi på det sociale område, og han arbejder dagligt med mål- og rammestyring. Han har super gode anbefalinger med sig fra sin tidligere arbejdsplads – en kommune, hvor han nærmest reddede deres økonomi på området og også fungerede som coach for kommunens socialpædagogiske ledere. Han kender med andre ord området og er i sin fritid også engageret i frivilligt arbejde med udsatte grupper. Han går dog for at være lidt at en hård hund ledelsesmæssigt – flere medarbejdere ansat i den kommune, hvor han sidst var ansat, har givet udtryk for, at han er mere optaget af tal, end han har forståelse for deres faglige udfordringer.
Dilemma 2: Den tunge medarbejder
Jeg er afdelingsleder på et mindre kommunalt tilbud for voksne udviklingshæmmede med to afdelinger. Vi har netop fået at vide, at kommunen næste år skal spare i alt otte pct. på budgettet. Meldingen er, at det kommer til at ske efter grønthøstermetoden – og at der samtidig er indført totalt ansættelsesstop i kommunen.
Mit dilemma handler om en konkret medarbejder. Han har været ansat i nogle år, men han bidrager ikke rigtig til at udvikle det faglige miljø hos os. Han har svært ved at følge op på de mål og beslutninger, vi træffer – og jeg har flere gange fået klager over ham fra de øvrige medarbejdere. Jeg har haft adskillige samtaler med medarbejderen og været meget åben omkring situationen, men desværre har det ikke rigtig hjulpet. Jeg har derfor besluttet, at der ikke er anden udvej end at fyre ham – og jeg er ret overbevist om, at jeg godt kan lande en fornuftig aftale med fagforeningen i den her sag.
Nu er der så indført ansættelsesstop, og det ændrer jo på situationen. For nu kan jeg ikke genbesætte stillingen, hvis jeg afskediger ham. Derfor står jeg nu over for et konkret valg.
- Skal jeg beholde medarbejderen og bruge ressourcer på at få ham opkvalificeret på trods af, at jeg kan være meget i tvivl om, hvorvidt det vil sætte ham i stand til at udfylde sin rolle og få opbakning i teamet?
- Eller skal jeg holde fast i min beslutning om at fyre ham, selvom det medfører, at jeg vil få problemer med at få dagligdagen til at hænge sammen og vagtplanen til at gå op?
Dilemma 3: Hvem tager vi hensyn til?
I vores kommune blæser der nye vinde på børne- og ungeområdet. Kommunen har indført en ny indsatstrappe, hvor fokus i arbejdet med børn og unge er, at der skal gribes mindst muligt ind i barnets liv.
Jeg er selv leder på en døgninstitution, og her står vi lige nu med en konkret sag, hvor forvaltningen har besluttet, at et af de børn, vi har anbragt hos os, skal overføres til en mindre indgribende foranstaltning. Vi taler om en dreng på seks år, som ifølge forvaltningen skal hjemgives til sin mor om fire uger. Det er en afgørelse, som vi rent fagligt har svært ved at bakke op om, og vi har derfor indstillet til forvaltningen, at de venter – og at vi i stedet vil inddrage moderen noget mere.
Lige nu hjemgives drengen til sin mor hver weekend – og vi oplever, at han har det rigtig skidt, når han kommer tilbage. Det påvirker personalet meget, og der er stor bekymring for, hvad der vil ske med drengen, hvis han nu skal hjem og bo fast hos sin mor.
Situationen er så anspændt, at flere medarbejdere truer med at gå til pressen med sagen – ikke mindst vores tillidsrepræsentant, som holder på sin ytringsfrihed. Jeg har som leder forsøgt med både supervision og coaching af de involverede medarbejdere – men mit personale græder. Samtidig oplever jeg et massivt pres fra kommunen. Jeg har dagligt sagsbehandleren i røret og fornemmer, at moren er rasende på os.
Vi har på alle måder forsøgt at gøre vores professionelle stemme gældende – vi har skrevet indstillinger og talt med alle, der vil høre på os. Hvad gør jeg nu?
- Jeg tager jeg hensyn til systemet og accepterer, at forvaltningen hjemgiver drengen? Og så sørger jeg ellers for at hjælpe og støtte mine medarbejdere bedst muligt, så de undgår at blive for påvirkede at situationen.
- Jeg står sammen med mit personale og går til pressen for at gøre opmærksom på situationen – af hensyn til barnets tarv og den faglige integritet i vores arbejde?