Hun er en del af institutionens DNA
Afdelingsleder Birthe Nymann går på efterløn, og med hende slutter en æra på døgninstitutionen Posekær. Men hendes viden og erfaring bliver. ‘Jeg er ikke træt af arbejdet, men på et tidspunkt skal jeg tage den beslutning – og nu er det så nu’, fortæller hun
Da afdelingsleder Birthe Nymann fortalte ledelsen, at hun ville gå på efterløn fra sit job på døgninstitutionen Posekær, var man klar over, at der var fare for, at vigtig viden og erfaring ville forsvinde sammen med hende.
– Hun er noget af institutionens DNA, og man kan jo ikke downloade al den viden og erfaring, som Birthe har, siger hendes leder Syrén Mortensen, der er institutionsleder på børnehandicapområdet i Aabenraa Kommune.
Og dog.
Birthe Nymann går på efterløn nu. Men allerede for et år siden gav hun ledelsen besked, så den i god tid kunne finde hendes afløser. De efterfølgende måneder er således også blevet brugt på – om man så må sige – at tappe Birthe Nymanns viden, så den også efter hendes afgang vil eksistere og leve videre på Posekær. Og som den efterfølgende artikel fortæller, blev det en lang og grundig proces, hvor alle 80 medarbejdere, kommunens HR-afdeling og Arbejdstilsynet blev inddraget. Målet var både at bevare viden, men også at blive klar over, hvilke kvalifikationer man ønskede, at en ny leder skal besidde.
– Birthe efterlader et tomrum både kultur- og vidensmæssigt. Hun har været med til at bygge det hele op og skabe den ånd, der er på stedet. Hun har en meget løsningsorienteret og involverende ledelsesstil. Hun går ind i alting, så der aldrig bliver konflikter. Og hun tør stå frem, når der fx er forældre, der ikke er helt enige i nogle af vores beslutninger. Hun er meget empatisk og har en god evne til at favne det hele, så der er plads til alle, siger Syrén Mortensen.
Posekær er den ene af to døgninstitutioner under børnehandicapområdet i Aabenraa Kommune og modtager børn og unge med multiple funktionsnedsættelser – også kaldet børn med multihandicap. De 24 børn på Posekær kommer fra mange forskellige kommuner
Vi talte ikke så meget om stress
Birthe Nymann er nu 62 år og havde arbejdet nogle år som støttepædagog i en børnehave, da den nyetablerede døgninstitution Posekær åbnede i 1989. Da hun gerne ville prøve noget nyt, søgte hun en af de mange pædagogstillinger, der var opslået. Hun blev ansat, og sammen med den øvrige personalegruppe var hun med til at bygge institutionen op.
Efter 10 år som almindelig socialpædagog blev hun i 1999 spurgt, om hun i et år ville være konstitueret stedfortræder for lederen.
At valget netop faldt på Birthe Nymann, kan hun af gode grunde kun gisne om, for hun havde ikke selv ambitioner om at blive leder.
– Jeg tror bl.a., at jeg blev spurgt, fordi jeg igennem en del år var institutionens tillidsrepræsentant. En del af lederens opgaver var at indberette løn, og som tillidsrepræsentant havde jeg styr på overenskomster og var desuden en kendt person i hele huset. Medarbejderne respekterede mig, og jeg havde deltaget i mange forskellige samarbejdsgrupper.
De første år som tillidsrepræsentant brugte hun megen tid på at forstå arbejdstidsreglerne på døgninstitutionsområdet. Hun husker også en hændelse fra tiden, før hun selv blev tillidsrepræsentant.
– Medarbejderne overvejede at strejke, fordi vi ikke havde de hjælpemidler, som var nødvendige. Men da de fleste var tjenestemænd og derfor ikke kunne strejke, ville en strejke ikke føre meget med sig, så problemet blev løst på anden vis.
Ellers fyldte arbejdsmiljøet ikke særlig meget.
– Dengang gik man ikke så højt op i arbejdsmiljøet, og der var ikke meget tilsyn udefra. Der var ikke noget, der hed stress. Vi talte i hvert fald ikke om det. Der er heldigvis sket gode arbejdsmiljømæssige forbedringer. Både fagforeningen og kommunerne vurderer arbejdsmiljøet højere i dag. Dengang havde vi ingen trivselsundersøgelser, det har vi i dag.
Teamstrukturen giver ansvar
Da lederen, som Birthe Nymann vikarierede for, ikke kom tilbage, fortsatte hun i stillingen. Posekær hørte under det daværende Sønderjyllands Amt, og i 2004 var amtet begyndt at sammenlægge de ledelsesmæssige funktioner på børneområdet til større enheder. Det var en udvikling, som fortsatte efter kommunesammenlægningen i 2007, hvor Posekær blev indlemmet i Aabenraa Kommune.
Posekær blev en afdeling under børnehandicapområdet med Birthe Nymann som afdelingsleder.
– Sammenlægningen betød, at vi som afdelingsledere fik væsentligt flere ledelsesmæssige opgaver, fordi lederen kom længere væk.
Før sammenlægningen drøftede man, om der skulle være en afdelingsleder i hver bo-gruppe på Posekær, eller om man skulle fortsætte uden afdelingsledere.
– Det var en lang proces. Medarbejdernes protest mod en afdelingsleder i hver afdeling var stor, og da de hidtil havde klaret opgaverne godt, valgte man at fremme teamstrukturen.
Birthe Nymann havde som menig medarbejder selv arbejdet i team og var stor fortaler for den struktur. Og det er hun fortsat.
– Medarbejderne er meget ansvarlige, og de klarer selv mange opgaver.
Birthe Nymann var her til sidst i arbejdslivet afdelingsleder for i alt 80 medarbejdere, der er inddelt i seks team.
Min opgave er at snakke
Hvis Birthe Nymann kan nå det, så starter hun altid sin arbejdsdag med at gå en tur rundt i huset for så vidt muligt at hilse på alle medarbejdere og beboere.
– Det er vigtigt, at man som afdelingsleder ved, hvad der foregår og kan samle op omkring det pædagogiske arbejde.
Dem, hun ikke når at hilse på, ser hun formentlig til det daglige kaffe-møde fra kl. 9 til 9.30. Her har alle medarbejdere mødepligt. Det er også her, at vigtige informationer kan videregives.
– Vi prioriterer højt, at man får set hinanden på tværs af teams. Vi er et stort hus, og det enkelte team må ikke lukke sig om sig selv. Med det daglige kaffe-møde undgår vi også, at en ny medarbejder kan være her i månedsvis uden at kende de andre i huset.
En af Birthe Nymanns opgaver er at få hele institutionen til at fremstå som et samlet hele og som en positiv arbejdsplads, der vil det pædagogiske arbejde. Hun skal bakke op og give personalet mulighed for at arbejde selvstændigt, forklarer hun.
– Jeg forsøger at være synlig hele tiden og er mindst muligt væk fra institutionen. En af mine vigtigste opgaver er at være til rådighed, så det er jeg stort set altid. Ledelsen er med til at guide og forme vejen, vi skal gå ad.
Mange af medarbejderne har mange års erfaring, men der kommer hele tiden nye ind.
– Hvis vi skal fastholde den måde, vi arbejder på, skal der være nogen til at guide de nye.
I det enkelte team er der områdeansvarlige, som bl.a. tager sig af vagtplanerne og har udvalgsposter og ansvarsområder.
Der er en flad ledelsesstruktur, og alle 80 medarbejdere refererer direkte til Birthe Nymann.
Når hun møder andre fagfæller og fortæller om Posekærs teamstruktur, er den umiddelbare kommentar næsten altid, at det ikke kan lade sig gøre at uddelegere så meget ansvar til de forskellige team. Hendes svar er, at det kan det, hvis man har alle funktioner beskrevet. Og det har de på Posekær.
– Vi har fx beskrevet, hvordan man arbejder i team, med handleplaner og med pårørende. Vi har pædagogisk udvalg, hvor vi tager forskellige områder op og fx diskuterer det pædagogiske arbejde.
Medarbejderne får et løntillæg for at arbejde i team, og der er afsat tid til teamarbejdet.
– Som medarbejder skal man yde en ekstra indsats for at følge med i det, der sker.
Men alt er selvfølgelig ikke kun rosenrødt, fortæller Birthe Nymann. Som leder skal man også være god til at få sagt de mindre rare ting på en ordentlig måde.
– Men man bliver faktisk næsten aldrig mødt af medarbejdere, der ikke vil tale om det, hvis noget ikke er, som det skal være.
At det er sådan, hænger måske i den grad sammen med Birthe Nymanns personlighed og ledelsesstil. Syrén Mortensen siger:
– Birthe ser medarbejderne og ser også, hvis der er ved at være skred i en aftale. Det er en god evne at have, når du arbejder med så mange medarbejdere med forskellig faglig baggrund. Som leder kan man blande sig for hurtigt, men man må heller ikke lade det køre så langt, at teamet bliver usikkert, eller medarbejderne bliver kede af det. Birthe evner at være til stede uden at gå i vejen, og hun har timing. Medarbejderne har en tryghed ved hende. Står hun over for et problem – selv om det er nok så stort – er hendes svar altid ‘Det finder vi en løsning på’ – og det gør hun så.
Så er det tid til afgang
Birthe Nymann har bl.a. valgt at gå på efterløn, fordi ægtefællen allerede har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet.
– Jeg er ikke træt af arbejdet, men på et tidspunkt skal jeg tage den beslutning. Og nu er det så nu.
Hun kan med alderen nogle gange mærke, at lederjobbet også er en stor opgave, og selv med hendes mange års erfaring kan det føles som en belastning.
– Vi er rigtig heldige, at vi har en del medarbejdere med mange års erfaring, og vi har ikke været igennem store besparelser.
Men det sidste er måske ved at være historie. For der kommer færre børn til institutionen, og den situation har man aldrig tidligere stået i.
– Vi har aldrig manglet børn, konstaterer Birthe Nymann.
Men nu er der tomme pladser. Om det skyldes, at kommunerne vælger billigere løsninger, eller der reelt er færre børn, som har brug for Posekærs specialiserede tilbud, er ikke klarlagt.
Birthe Nymann er bange for, at den nye situation kan komme til at gå ud over det fagligt dygtige arbejde, som Posekærs medarbejdere leverer.
– Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det er godt, jeg ikke skal være i det.