icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Misbrug

Behandling med lovende resultater

Andelen af unge, der bruger rusmidler, falder – og behandlingen ser ud til at have en positiv indflydelse på andre forhold i de unges liv. Det viser en evaluering af tre behandlingsmodeller

  • Af Tina Løvbom Petersen
  • 17-2015 /

Det kan have alvorlige konsekvenser for unge, hvis de kommer ud i et misbrug af hash eller andre euforiserende stoffer. En stor andel af unge med misbrug forsømmer skolen, bliver involveret i kriminelle aktiviteter eller har en psykiatrisk diagnose. SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd har derfor evalueret tre forskellige behandlingsmodeller udviklet netop til unge under 18 år med rusmiddelproblemer for at undersøge metodernes effekt på både de unges rusmiddelforbrug, deres trivsel og hverdagslivet generelt.

De tre behandlingsmodeller er henholdsvis MST-SA (afprøvet i Aarhus og Herning Kommune), U-turn (afprøvet i Horsens og Helsingør Kommune) og U18 (afprøvet i Odense og Aalborg Kommune) – og fælles for de tre indsatser er, at de alle ser ud til at give resultater, viser SFI’s vurdering.

– Vi kan se, at de unge generelt ryger mindre hash, er bedre til at passe skolen og har et bedre psykisk helbred efter behandlingen. Og de unge giver selv behandlingen en stor del af æren for den positive udvikling, siger seniorforsker og projektleder i SFI Jan Hyld Pejtersen, som er en af forfatterne bag rapporten ‘Unge i misbrugsbehandling – en evaluering af tre behandlingsindsatser’.

Andelen af unge, som har røget hash to eller flere gange om ugen, falder ifølge rapporten fra 59 til 26 pct. efter behandlingerne, og samtidig er andelen af de unge tilknyttet MST-SA og U-turn, som passer deres skole dagligt, steget med omkring 20 pct. ved udskrivning efter behandling.

Relationer gør forskellen

Den gruppe unge, der indgår i evalueringen, har det til fælles, at de har et problematisk forbrug af rusmidler. Cirka to ud af tre er drenge – og knap 90 pct. af de unge angiver hash som deres primære problemgivende rusmiddel.

Evalueringen viser, at der for alle tre behandlingsmodeller sker en ændring for de unge, mens de modtager behandling – både i forbindelse med vennekontakt, skolefravær, kriminalitet og psykisk velbefindende. De unge begynder at være sammen med venner, som ikke tager rusmidler, og de får lettere ved at koncentrere sig og huske. Desuden sker der ved alle tre metoder en reduktion i andelen af unge, der har begået kriminalitet den seneste måned.

Ifølge SFI-rapporten nævner alle de unge relationen til behandleren, når de skal pege på afgørende faktorer for deres udbytte og motivation. 


De tre behandlingsmodeller er afprøvet og evalueret i perioden 2011-2014. Læs rapporten på www.kortlink.dk/h7q4

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Dokumentation, Misbrug, Børn og unge