Pionerer i praktik
Fagbladet Socialpædagogen følger tre pædagogstuderende, der er blandt de første på den nye social- og specialpædagogiske linje. Nu er de tilbage fra første praktik på specialiseringen – og det har været en udviklende oplevelse for dem alle. Både på det pædagogiske og det personlige plan
|
Det skal de studerende lære Til praktikeksamen skal de studerende vise, at de gennem praktikken har tilegnet sig følgende: Den studerende kan kommunikere professionelt i relation til målgruppe og kollegaer og kan på den måde gennemføre pædagogiske aktiviteter på et etisk forsvarligt grundlag. Herunder skal den studerende vise, at hun/han kan:
|
Jeg bearbejdede løbende min praktik
Line Andersen var i praktik i en børnehave med ‘specialbørn’ med særlige vanskeligheder. Hun fokuserede løbende på at indfri de færdighedsmål, der skal nås i praktikken
‘Hej, skal vi to lege sammen i dag?’. Sådan sagde femårige ‘Ella’ tit, når Line Andersen mødte om morgenen. Pigen befandt sig lidt i periferien af børnefællesskabet og havde svært ved at komme med i legen.
Line Andersen bruger eksemplet til at vise, hvordan hun indfriede et af de fem mål, der skulle nås i løbet praktikken – nemlig målet om at ‘etablere og indgå i professionelle relationer med målgruppen’.
– Selvfølgelig skal vi som pædagoger være sammen med børnene, men det er også vigtigt at støtte barnet i at få en ligeværdig relation med de andre børn. Derfor arbejdede jeg målrettet med at sætte aktiviteter i gang for Ella og nogle andre børn og så trække mig, når jeg kunne se, at børnene kunne lave aktiviteten uden mig. Det kunne fx være en leg med spande ude i skoven. Og til praktikeksamen brugte jeg så bl.a. noget teori om ‘det fælles tredje’, der var med til at etablere relationen mellem børnene, fordi de havde noget at være sammen om, siger hun.
For Line Andersen var praktikeksamen en positiv oplevelse.
– For mig fungerede det rigtig godt, at jeg vidste, at jeg til sidst skulle til eksamen og dokumentere, at jeg havde nået målene. Det gjorde, at jeg løbende fik bearbejdet min praktik og fx kunne tænke: Nå, nu har jeg nået det første mål, så skal jeg have fokus på de andre, fortæller hun.
Specialbørnehave
I børnehaven bliver ‘specialbørn’ med særlige vanskeligheder som fx spastisk lammelse inkluderet i en almindelig børnegruppe, men Line Andersen arbejdede næsten ikke med specialbørnene.
– Jeg tror kun, at børnehaven var godkendt som praktiksted på den social- og specialpædagogiske linje, fordi der manglede praktikpladser, og jeg fik ikke så meget ud af det på det rent specialpædagogiske plan. Men jeg er sikker på, at jeg også kan bruge meget af det, jeg har lært, på en socialpædagogisk arbejdsplads. Fx marte meo-metoden. Men jeg håber da, at jeg i næste praktik kommer på en socialpædagogisk arbejdsplads, siger hun.
Også på det personlige plan udviklede Line Andersen sig.
– Jeg tror godt, at jeg kan være lidt forsigtig – men nu har jeg i højere grad fået mod på bare at springe ud i noget. Jeg har simpelthen fået en større selvtillid.
Jeg tog fejl af målgruppen
Lise Christiansen troede ikke, at arbejdet med udviklingshæmmede var noget for hende – indtil hun kom i praktik på et botilbud
Arbejde med udviklingshæmmede? Det er nok ikke lige noget for mig. Sådan tænkte Lise Christiansen, inden hun kom i praktik på et botilbud.
– Jeg har svært ved at forklare hvorfor – det var bare en følelse, jeg havde. Men nu har jeg fundet ud af, at det måske netop er noget for mig. Det var nogle rigtig dejlige mennesker at arbejde med, for de gav i meget høj grad udtryk for glæde og taknemmelighed, fortæller hun.
Et skår i glæden var dog manglen på ressourcer.
– Der var en hel del ældre, plejekrævende beboere, og derfor gik der meget tid med hygiejnesituationer, mens der fx ikke var så meget tid til at lave social træning med de yngre beboere, fortæller hun.
Bl.a. derfor ærgrer Lise Christiansen sig over, at man får løn i praktikken – i stedet for SU.
– Når vi indgår i normeringen, er der jo brug for vores arbejdskraft til at løse nogle helt bestemte opgaver, men jeg ville også gerne have haft tid til at prøve noget andet. Sådan at jeg fx kunne lave et forløb med social træning for at se, hvor langt vi kunne nå på fx en måned.
Eksamen i køkkenet
På den nye pædagoguddannelse skal de studerende bestå praktikken med en eksamen, og her skrev Lise Christiansen opgave om en af beboerne og hendes ‘strukturtavle’.
– Min pointe var, at strukturtavlen godt kan bruges meget mere, end de gør i dag. I dag står der kun nogle helt overordnede aktiviteter, som fx at beboeren får lommepenge om tirsdagen. Men jeg tror, det kunne hjælpe beboeren, hvis man skrev nogle flere, mindre aktiviteter på som fx ‘gå tur’, ‘se tv’ eller ‘høre radio’. I dag virker hun tit forvirret og spørger: ‘Hvad skal jeg’, og derfor tror jeg, at det kunne hjælpe hende, hvis det blev helt klart for hende, hvornår hun skulle hvad.
Også på det personlige plan fik Lise Christiansen stort udbytte af praktikken.
– Jeg er måske nogle gange lidt hurtig, men i arbejdet med udviklingshæmmede er man nødt til at tage tingene i et lidt mere stille tempo, så man fx ikke stjæler sætningerne fra beboerne. Det er jeg blevet bedre til.
Jeg har lært at stå fast
Emil Blok Olesen var i praktik på et botilbud for udviklingshæmmede. Han lærte bl.a. noget om sine egne grænser
Hvad har det her med pædagogik at gøre? Sådan tænkte Emil Blok Olesen i begyndelsen af praktikforløbet på et botilbud for udviklingshæmmede, hvor han skulle bruge meget tid på hygiejnesituationer.
– Men når man kommer ind i det, opdager man, at okay, man er faktisk nødt til at tænke lidt pædagogisk. Fx var der en, der ikke ville have børstet tænder, og så gjaldt det om at finde en måde at gøre det på uden at krænke ham. Jeg kiggede meget på hans reaktioner og fandt ud af, at jeg godt kunne stikke børsten ind og børste lidt – og når han så reagerede på en bestemt måde, var det fordi, han ville have en pause, fortæller Emil Blok Olesen.
Også på andre måder blev han klogere i løbet af de seks måneder.
– En af beboerne har virkelig behov for faste strukturer og ro, når han skal spise. Og på videooptagelser kunne jeg se, at det nogle gange var mig selv, der skabte den forstyrrelse, der gjorde, at han slet ikke kunne koncentrere sig om at spise. Fx fordi jeg indledte en samtale med en af de andre beboere. Så på den måde blev jeg opmærksom på, at jeg selv skulle sidde og være helt stille. Andre skulle behandles helt anderledes, så for mig var den vigtigste læring nok, at alle beboerne skal behandles forskelligt.
Etik og selvbestemmelse
Emil Blok Olesen blev udfordret, fordi han ikke altid var enig med det faste personale. Konkret handlede en konflikt fx om en beboer, der ikke ville hen til dagtilbuddet.
– Jeg blev bedt om at give hende jakke på, selv om hun sagde: ‘for helvede nej’ og ‘blive hjemme’, og så sagde jeg: ‘Hvis I vil have, at hun skal af sted, må I altså selv give hende jakke på. For jeg kan ikke se, at der er nogen som helst pædagogisk grund til, at hun skal af sted, når hun siger, hun ikke vil’.
Efter Emil Blok Olesen opfattelse skabte det modvilje hos personalet, der så ham som ‘doven’. Men han er selv glad for, at han sagde fra.
– Man er nødt til at stå fast på sine egne grænser. Hvad kan man acceptere – og hvad kan man ikke acceptere?
Senere belyste Emil Blok Olesen episoden i sin praktikopgave, der handlede om magt, etik og selvbestemmelse.