Godt og vel en pct. af alle danske 0-17-årige børn og unge er anbragt uden for hjemmet. Og sådan har det været i mere end 100 år. Efter strukturreformen i 2007 er der efter mange års stabilitet sket en forskydning i anbringelsesformerne, og i de senere år er 57-58 pct. af de anbragte børn og unge placeret i familiepleje, heraf 48,5 pct. i den såkaldte almindelige familiepleje.
Men giver disse gennemsnit et dækkende billede af forholdene for de socialt udsatte i det danske land. Det skulle man tro. Danmark er et lille land med knap 5,7 mio. indbyggere, og heraf er godt og vel 1,1 mio. mellem 0 og 17 år. Disse indbyggere er fordelt på 98 kommuner, der alle er undergivet en relativt detaljeret overordnet socialpolitik på dette område.
Foretager man analyser af andelen af anbragte blandt 0-17-årige – og af den del af dem, der anbringes i familiepleje – i de 98 kommuner, giver dette imidlertid et meget broget billede.
Andelen af anbringelser på landsplan er helt præcist på 1,04 pct. af alle 0-17-årige i 2013, men ser man på forholdene i de enkelte kommuner, svinger andelen fra at være 0,3 pct. i en kommune og 3,24 pct. i en anden. Og mellem disse poler er der store variationer, og det er samtidig et fåtal af kommunerne, der placerer sig i nærheden af landsgennemsnittet.
Et tilsvarende billede kan tegnes af variationen i hvilke anbringelsesformer, der vælges i de 98 kommuner. I en kommune er det 15,4 pct. af de anbragte børn, der anbringes i almindelig familiepleje, og i en anden kommune er det 78,1 pct. af anbringelserne. Der er igen relativt få kommuner, der ligger i nærheden af landsgennemsnittet på 48,5 pct.
Her ville de fleste tænke, at de danske kommuner jo også er meget forskellige, hvad angår størrelse, økonomi, befolkningssammensætning mv.
Men de store variationer i andelen af anbringelser og anvendelsen af forskellige anbringelsesformer kan ikke umiddelbart forklares ud fra sådanne forskelle. Det er ikke i storbyerne, der anbringes flest børn, og det er ikke i de rigeste kommuner, der anbringes færrest børn.
Der er ej heller fælles træk at spore blandt de kommuner, der især vælger at anbringe i almindelig familiepleje – dette gælder både små og store kommuner, by- og landkommuner samt kommuner med relativt høj og relativt lav andel af anbragte.
Forklaringen er kort sagt – det kommunale selvstyre!
De statistiske analyser med udgangspunkt i data fra Danmarks Statistik og Ankestyrelsen, der ligger til grund for ovenstående beskrivelser, er foretaget af forskningsassistent Sune Kring. Han er ansat på et større forskningsprojekt om dansk familiepleje på Aalborg Universitet under ledelse af forfatteren til dette indlæg.
Inge M. Bryderup er professor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet.
|
Deltag i debatten Hvordan er fordelingen på anbringelsesområdet i din kommune? Hvorfor er den lige sådan? Hvad tænker du om de store forskelle i anbringelsesmønsteret på nationalt plan? |