De store psykiatriske statshospitaler overgik i 1976 til de daværende amter, som gradvist afviklede hospitalerne som langvarige opholdssteder, og behovet for nye indsatser over for en del af psykiatriens klientel blev mere og mere påtrængende.
Et panel af ledende kommunale medarbejdere gjorde sig i 1991 nogle overvejelser om, hvordan en sådan indsats skulle se ud og forankres:
‘… Det er ikke muligt eller ønskeligt at udskille hverken disse mennesker eller de sociale tilbud til dem i en særlig kategori eller ’særforsorg’. Socialsektoren har ikke et ‘psykiatriområde’ at varetage, men nogle opgaver over for mennesker, hvoraf nogles behov for social bistand skyldes psykiatriske lidelser, hvis behandling indgår i den samlede indsats, eller hvor social bistand kan forebygge eller medvirke til at afværge psykiatriske lidelser’. (Psykiatriske lidelser og livskvalitet, Socialministeriet, 1991).
På trods af panelets advarsler udviklede der sig ikke desto mindre de følgende år et særskilt praksisområde, og begrebet ‘socialpsykiatri’ vandt indpas som den samlende betegnelse for særlige sociale tilbud for ‘ikke indlagte psykiatriske patienter’. Hvor begrebet socialpsykiatri sædvanligvis betegner et perspektiv eller en særlig tilgang inden for psykiatrien, der vægter sociale dimensioner højt i forståelsen og behandlingen af psykiske lidelser, blev ‘socialpsykiatrien’ i Danmark udskilt fra ‘behandlingspsykiatrien’, som en slags omsorgs- og opbevaringsindustri, der aftog de ‘færdigbehandlede’ klienter fra det psykiatriske hospitalsvæsen.
Et af regeringen nedsat psykiatriudvalg vurderer imidlertid i sin rapport fra 2014, at terminologien ikke er hensigtsmæssig, bl.a. med den begrundelse, at indsatsen i varierende grad består af både sundhedsfaglige og socialfaglige elementer – uanset om den foregår i den regionale psykiatri, praksissektoren eller i kommunerne, og at terminologien adskiller sig fra indsatsen for andre patienter/borgere, hvor man fx inden for kræftbehandling aldrig ville tale om ‘behandlingsonkologi’ og ‘socialonkologi’.
I bestræbelserne på at indføre en ny terminologi på området kan vi med fordel hente inspiration i det svenske begreb om psykosociale indsatser, der betoner, at det drejer sig om indsatser, der udformes i relation til den enkeltes psykologiske og sociale behov og situation.
I mit bidrag til bogen ‘Det sociales betydning for mennesker med sindslidelser’, der udkom tidligere i år, har jeg sat begreberne op over for hinanden – og det ser i min optik sådan her ud:
Hvor socialpsykiatrien er præget af en manglende egen faglighed og ‘lånte fjer’, kan de psykosociale indsatser være afsæt for faglige nydannelser.
Hvor socialpsykiatrien hæmmer en handicapfaglig og politisk tilgang, går de psykosociale indsatser godt i spænd med en dynamisk rettighedsbaseret handicapfaglig tilgang.
Hvor socialpsykiatrien forstærker et lægeligt behandlingsmonopol og en ensidig medicinsk behandlingstilgang, kan de psykosociale indsatser omhandle både forebyggelse, omsorg, habilitering, advokering og psykosocial behandling.
Hvor socialpsykiatrien fremstår som et vedhæng til og forsynes af ‘behandlingspsykiatrien’, er de psykosociale indsatser et åbent system, der kan udvikles tværsektorielt og spille sammen med lokalsamfundsbaserede netværksstrategier.
Og hvor socialpsykiatrien ofte skaber reservater og passiv brugeradfærd, og dermed hæmmer social inklusion, giver de psykosociale indsatser bedre muligheder for inklusion og medansvar for egen recovery.
Karl Bach Jensen er udviklingskonsulent i LAP, Landsforeningen af tidligere og nuværende Psykiatribrugere.
|
Deltag i debatten Hvad er den største udfordring i det socialpædagogiske arbejde med psykiatriramte borgere? Hvordan kan socialpædagoger være del af en faglig nyorientering fra en selvforståelse som socialpsykiatriarbejdere til aktører i udviklingen af nye psykosociale indsatsformer? |