Skal fremtidens socialpædagogiske leder være socialpædagog? Ja, hvorfor egentlig ikke?
Så sent som i september måned afholdt KL sit ledertræf. Også her blev det påpeget, at der er behov for faglig ledelse og stærke faglige miljøer.
Det mærker lederne også i dagligdagen ved en stor interesse fra kommunernes side for, hvad der foregår på det enkelte socialpædagogiske tilbud – og heldigvis for det. Det forventes, at der i samarbejde med den enkelte borger er sat mål for det socialpædagogiske arbejde, og at vi kan dokumentere, hvilke resultater vi har opnået, og ikke mindst hvordan vi har opnået dem.
Og socialtilsynet har fokus på de faglige indsatser og metoder, og på om der findes den socialpædagogiske viden både hos ledere og medarbejdere, som er nødvendig for at kunne sikre kvaliteten.
På KL’s ledertræf pointerede en af oplægsholderne dog, at det ikke er nødvendigt med fag-faglig ledelse! Onde tunger kunne påstå, at fag-faglig ledelse alene dækker over den rene fagchauvinisme. Den pointe er jeg ikke enig i. Når jeg tager de ledelsesmæssige briller på, så ser jeg flere fordele ved, at lederen inden for det socialpædagogiske arbejdsfelt har en socialpædagogisk uddannelse. En af fordelene er, at lederne qua deres socialpædagogiske uddannelse kan medvirke til at understøtte det store fokus, der er på fagligheden og kvaliteten, da vi kender til målgruppen og de metoder, der kan anvendes i det socialpædagogiske arbejde.
Vi skal ligeledes huske på, at socialpædagogiske ledere ikke længere kun har en socialpædagogisk uddannelse, men også en ledelsesmæssig efteruddannelse, for socialpædagogiske ledere vil også gerne dygtiggøre sig i forhold til de krav, der stilles til offentlige ledere i al almindelighed.
Vi er dermed langt fra den sjakbajstankegang, som i tidernes morgen blev lanceret inden for ledelsesteorier, hvor ledelseskriteriet alene var at være den dygtigste socialpædagog blandt ligemænd. I dag skal den socialpædagogiske leder, ud over at være garanten for, at der skabes udvikling eller fastholdelse af den enkelte borgers færdigheder, også være garanten for økonomi, udvikling af tilbuddene, innovation mv.
Jeg glæder mig derfor til lederkonferencen, som Socialpædagogerne og Lederlandsudvalget er vært for her i næste uge, hvor vi sætter fokus på den socialpædagogiske ledelse. Der er for mig at se ingen grund til at så tvivl om socialpædagogikkens muligheder – heller ikke i et ledelsesmæssigt perspektiv. For vi må som ledere aldrig komme så langt væk fra kerneopgaven, at vi glemmer den borgergruppe, som er hele omdrejningspunktet for den ledelse, der skal udøves.
Birgitte Wold er forstander for fire tilbud i Køge Kommune og formand for Socialpædagogernes sektion for ledere og mellemledere.
Deltag i debatten
|