Manglende undervisning, for dårlig feedback – og praktikinstitutioner med kritisable normeringsforhold, som presser den studerende ud i grænseoverskridende situationer. Det er nogle af de udfordringer ved den nye pædagoguddannelse, som vi oplever i PLS.
Tilbage i 2010 gennemførte vi i PLS en timetalsundersøgelse, som viste, at de pædagogstuderende i gennemsnit får 8,5 reelle timers undervisning om ugen.
Den nye uddannelse har set dagens lys, og de første studerende har et år på studie-bagen. PLS har tidligere på denne plads dumpet uddannelsen på grund af den tidligere specialisering, flere prøver og eksamener og pædagogikkens udskiftning til fordel for læringsperspektivet.
PLS er bekymret for, at behovet for at måle den studerende med flere prøver og eksamener tages fra undervisningen. Derfor kigger vi den nye pædagoguddannelse efter i sømmene igen. I år vil vi derfor udarbejde en ny timetalsundersøgelse.
Er vi så de eneste, der ser et problem i den minimale undervisning de pædagogstuderende får? Nej!
Vores mange dygtige og kompetente undervisere sætter en ære i at uddanne pædagoger. At udfordre vores måder at forstå samfundet på og vores rolle heri. De inddrager os i undervisning, der strækker sig fra hård og tung teori, der opererer med sociologi tæt forbundet af historikkens vigtige afsæt og kulturelle forankring, til praksisvidenskab, indsamlet empirisk, hvor menneskers handlinger analyseres med hjælp fra psykologiens og filosofiens mange svarmuligheder.
Det er ikke bare uddannelsen, der er kritisabel. I den seneste tid har PLS fået mange opkald fra medlemmer, som har været studerende i praktik, og som har modtaget en fyreseddel eller har måttet afbryde praktikken på grund af stress. Det pædagogiske råderum er skåret ind til benet, og normeringerne er presset til bristepunktet. PLS mener ikke, at udhulede normeringer er et forsvar for at presse de studerende ud i at varetage uddannet pædagogisk personales opgaver. Det er for tungt et ansvar for de studerende, der endnu ikke er professionelle pædagoger.
Da jeg mødte PLS første gang, fik jeg at vide, at vi som pædagoger er bærende søjler i velfærdssamfundet – hvem har ikke været i berøring med en pædagog? Vores søjles fundament er blevet ustabilt.
Vi er blevet ‘passere’, og standardskema-dokumenterende-produkt-udøvende servicemedarbejdere. Vores institutioner bliver mere og mere en opbevaringsplads. Vi passer bare børn og borgere, vi tørrer bare røv og skifter ble og vi drikker jo bare kaffe…
Men efter denne deprimerende opsang, hvad kan du og jeg så gøre? Vi kan og skal skabe et modspil!
Vi kan organisere vores kræfter, kritik og vrede i faglige fællesskaber og selv sørge for, at vores faglighed er intakt. Ved at organisere os; ved at arrangere oplæg med ny viden; ved at kræve, at vi får vores feedback på de opgaver, vi afleverer, og ikke stopper før målet er nået; og ved at samarbejde med underviserne og prøve at skabe pres fra neden. Her er det PLS, du kan organisere dig igennem.
Du står ikke alene, og dette er ikke kun din kamp. Men det er en kamp, det er vigtigt, at du tager aktiv del i, for ellers vil du en dag stå og se ned på dit eksamensbevis og tænke ‘hvad er det egentlig, jeg kan med min uddannelse?’.
Gør en forskel – også på dit studie!
Kira Angelbo Christensen er faglig sekretær i PLS. Denne Prik er skrevet i samarbejde med Camilla Louise Merrild Knudsen, som er aktiv PLS’er fra Aarhus.
|
Deltag i debatten
|