Handlingslammet af psykiatrisproget
Socialpædagogikken skal frigøre sig fra psykiatriens sprogbrug, lyder det fra en praktiker. På retspsykiatrisk afsnit P5 i Middelfart har socialpædagogerne fået en central rolle – alligevel kan det knibe med kollegial forståelse for deres arbejde, siger en af de ansatte socialpædagoger
– Hvorfor har Socialpædagogerne valgt at kalde publikationen for ‘Socialpædagogikken inden for psykiatrien’? Hvad betyder det? Hvilke associationer giver det til det socialpædagogiske arbejde? Ingen.
Ordene kom fra konstitueret souschef på Platangården, Lisette Kaptain – og så var de 130 socialpædagoger, der deltog i Socialpædagogernes ‘Identitetskonference’ i pilotprojektet ‘fagligt selskab om mennesker med sindslidelse’, sat i gang.
Hæftet, som Lisette Kaptain omtalte, var det i konferencemappen omdelte ‘Socialpædagogik i psykiatrien’, der blev udgivet for nogle måneder siden, og som beskriver forskellige socialpædagogiske arbejdspladser inden for psykiatrien.
Lisette Kaptain var blevet bedt om at tale om sine erfaringer på Platangården, og hun blev i programmet præsenteret som en, der så ‘psykiatrien gennem praktikerens blik’.
– Hvilket sprog taler man ind i, når man anvender ordet psykiatri? Mine associationer er helt klare: Læger, sygeplejersker, diagnoser, medicin og psykiatrilov. Alt det, som andre faggrupper er specialister i. Men jeg har ikke en eneste association, der går i retning af socialpædagogik.
Og det er der ifølge Lisette Kaptain en grund til: Man kan nemlig ikke finde noget som helst om socialpædagogik i de psykiatriske begreber.
– Psykiatrisproget handlingslammer socialpædagogikken, siger hun og giver sine bud på, hvorfor socialpædagoger og deres faglige organisation alligevel anvender det ord:
– Min hypotese er, at socialpædagogikken søger en selvstændig anerkendelse og måske derfor naturligt læner sig op af psykiatrien. Vi låner lidt af psykiatrien, for måske smitter status herfra af på socialpædagogikken.
|
Faglige selskaber Socialpædagogerne har søsat to pilotprojekter, der skal afprøve mulighederne i faglige selskaber, der kan være samlingspunkt og forum for vidensdeling for medlemmer, som arbejder inden for samme felt. Det første selskab er for pædagoger, der arbejder i socialpsykiatrien og for hospitalspædagoger ved somatiske og psykiatriske afdelinger og ambulatorier. Det andet af de to pilotprojekter bliver for alle medlemmer, der arbejder med anbragte børn og unge – her starter aktiviteterne i begyndelsen af 2016. Læs mere på fagligeselskaber.sl.dk |
På egne ben uden psykiatrisproget
Men det er en god idé at forlade psykiatrisproget og stå på egne ben. Den erfaring har man gjort sig på Lisette Kaptains arbejdsplads. På Platangårdens Ungdomscenter i Vordingborg modtager man unge med spiseforstyrrelser og var oprindelig en tæt integreret del af behandlingspsykiatrien. Men samarbejdet ophørte i forbindelse med kommunalreformen for fem år siden, og Platangården skulle herefter finde sin egen selvstændige profil, som ikke læner sig op af behandlingspsykiatriens sprog, begreber og faglighed.
– I og med at vi skulle stå på egne ben, var det ganske vanskeligt at opretholde psykiatrisproget, hvis det skulle have en vis substans. Vi blev langsomt opmærksomme på, at psykiatrisproget ikke fortalte os noget om, hvordan vi skulle arbejde pædagogisk, og vi manglede en pædagogisk referenceramme i forhold til at samarbejde med de unge i hverdagslivet, i samspillet og i relationen.
Platangården kom gennem udviklingen og har uddannet og udviklet sig i en anden retning, fortæller Lisette Kaptain.
– Vi arbejder med psykosocial rehabilitering kombineret med en systemisk, netværksbaseret tilgang.
Det har været en god proces at komme igennem, fortæller hun.
– Det har styrket vores faglighed og fokus på, hvad der er vores opgave, hvad vi er gode til, og hvad vi lader andre om.
Ansigt til ansigt
Hun fremhæver også, at Platangårdens nye fokus har givet grobund for et kvalificeret samarbejde med fx behandlingspsykiatrien.
– Fordi det bliver tydeligt både for dem og os, hvad vi kan bidrage med.
Lisette Kaptain har endnu et budskab, som deltagerne kan lade sig inspirere af: Recoverybegrebet kalder højt og tydeligt på socialpædagogikken.
Hun henviser til, at recoveryforskning viser, at det ofte er støtte fra enkeltpersoner, som gør en forskel, når en person skal komme sig efter en psykisk lidelse.
– Det er her, den klassiske position som socialpædagog har sin helt særlige berettigelse. Recovery handler om den enkeltes vej til et bedre fungerende hverdagsliv, og det er socialpædagogerne, der er til stede i dette hverdagsliv. Det er så at sige socialpædagogikkens speciale.
Det at være til stede i beboernes hverdag er noget, som socialpædagogerne på Retspsykiatrisk Afsnit P5 i Middelfart kender til, fortæller socialpædagog Pernille Fraulo deltagerne på konferencen.
Hun er en af de syv socialpædagoger, som i 2003 blev ansat på P5, da det blev besluttet at tildele dem en central rolle i rehabiliteringsarbejdet med patienterne. Socialpædagogerne udgør således en tredjedel af medarbejderstaben, der bl.a. tæller sygeplejersker og psykiatere.
Der er 14 patienter på afdelingen, og de har alle fået en behandlingsdom og lider af psykiatriske lidelser som fx kroniske psykoser og personlighedsforstyrrelse.
Men på trods af socialpædagogernes centrale placering kan det være svært i den psykiatriske verden at skabe respekt om og kendskab til deres arbejde, fortæller Pernille Fraulo. Derfor tog hun sagen i egen hånd og producerede en film, som illustrerer, hvordan socialpædagoger arbejder.
Det hjalp, men der er stadig lang vej endnu.
– Vi arbejder tværfagligt, men mange af mine kollegaer har stadig modstand mod os socialpædagoger. Men vi prøver at gøre det klart og tydeligt, hvad vi kan, og viser vores faglighed.
Menneske til menneske
Da socialpædagogerne blev ansat på P5, valgte de som noget af det første, at de ikke ville læse journalerne.
– Vi ville møde patienterne menneske til menneske, fordi vores vigtigste funktion er at skabe en relation, så vi kan flytte dem fra A til B.
Socialpædagogerne starter dagen med en patient med at give ham hånden til hilsen.
– Det har givet positiv respons, at vi i det første møde skaber en god relation. En anden regel for os er, at vi overholder de aftaler, vi laver. Fx en aftale om at gå på biblioteket.
Pernille Fraulo forklarer, at det for patienterne er vigtigt med faste aftaler og struktur i hverdagen. Desuden er det vigtigt, at aftalerne overholdes.
– De fleste patienter er vant til i det her system, hvor de har været i mange år, at aftalerne ikke overholdes.
Socialpædagogerne arbejder miljøterapeutisk med patienterne i hverdagen. Det kan fx være omkring tøjvask, og der bliver talt meget med dem om, hvilke tanker og forventninger de har til fremtiden.
Socialpædagogerne forsøger mest muligt at være i miljøet, hvor patienterne opholder sig. Det betyder, at de, modsat de øvrige faggrupper, ikke så ofte befinder sig i det såkaldte glasbur, hvor man fx kan læse journaler.
– Vi forsøger at placere os uden for glasburet, når vi er sammen med patienterne. Mange af dem har svært ved at være sociale og kommunikere, så vi skal hele tiden sørge for, at patienterne indbyrdes ikke kommer i en udsat position, når de er sammen, fortæller Pernille Fraulo.
Socialpædagogens rolle er at følge patienterne i hverdagen. Hvis de fx sidder på terrassen kan det være en god ide at sætte sig ved siden af dem og hjælpe dem med, at der ikke opstår uro. Socialpædagogerne er også synlige fx ved aktiviteter i motionsrummet.
– Vi lytter meget til patienterne og forsøger at tilrette hverdagen ud fra deres behov og ud fra deres kompetencer og færdigheder. Det handler om at få dem tilbage på livets vej, siger Pernille Fraulo.
Læs mere om de to arbejdspladsers praksis i publikationen ‘Socialpædagogik i psykiatrien’, som kan downloades her.