Socialpædagogerne på folkemødet

• Email
• Print

På folkemødet i Allinge bager solen. Vi er søgt ud i mylderet af meningsmagere, politikere, journalister, lobbyister og helt almindelige borgere for at finde spor efter socialpædagogik og fagforening. Første stop er et hvidt telt af den type, der ofte bruges til sommerfest.  

Socialpædagogernes formand Benny Andersen står på scenen sammen med to tilsynschefer og en repræsentant fra LOS og fra LEV. Der er lagt op til debat om de nye socialtilsyn, og stolerækkerne er fyldt godt op med svedende og vanddrikkende tilhørere. Benny Andersen har lige fortalt, at de nye socialtilsyn i hans øjne er en gave, fordi de kan hæve kvaliteten i de sociale tilbud. For, som han siger, det er ikke nok at have brede skuldre og varme hjerter. Der skal også faglighed til.

Og så går debattens ordstyrer ham på klingen. Tilsynscheferne har lige fortalt, hvordan de i flere tilfælde har givet påbud – og i nogle tilfælde endog skærpede påbud – til steder, der fik stemplet ‘alt i orden’, da det var kommunerne, som førte tilsyn.

– Og hvordan kan du sige, at socialtilsynet er en gave, spørger ordstyreren.

– Det er jo dine medlemmer, der får at vide, at noget skal gøres bedre, og at målsætningerne fx flagrer.

– Ja, siger Benny Andersen, men jeg mener, at de nye socialtilsyn er en oplagt chance for hele vores arbejdsområde. Når man fagligt ser sig selv efter i sømmene, bliver man bedre. Hvis vi siger, at vi er gode til at arbejde med incestramte piger, så skal vi dokumentere, at vi kan gøre det. Hvis der er kritik, så skal vi stramme ballerne.

Brede skuldre og varme hjerter

– Ja, siger ordstyreren vedholdende, men du kom ikke rigtigt ind på de socialpædagoger, der selv synes, at de har gjort det godt nok og har brede skuldre og varme hjerter – og så bliver de vejet og fundet for lette.

– Det er der nogen, der gør, medgiver Benny Andersen.

– Men hvis jeg skal vælge mellem dengang, der ikke var de samme kvalitetskrav og krav om dokumentation, og den situation vi har i dag med de nye socialtilsyn, ja, så vælger jeg situationen i dag. Også selvom nogen får at vide, at de ikke gør det godt nok. For områdets skyld og for mit fags skyld kan jeg kun være interesseret i, at det skal blive bedre. Og derfor er socialtilsynet en gave for os.

Den helt store gevinst ved folkemødet er – som navnet siger – muligheden for at skabe et møde og en dialog, og det sker også i dette debattelt, hvor en tilhører stiller kritiske spørgsmål til de to tilsynschefer. Hvordan kan det være rimeligt, at man med den såkaldte whistleblower-ordning helt anonymt kan melde fx et opholdssted – og at opholdsstedet så ikke engang kan få at vide, hvad anklagen handler om?

– Nogle af dem, der er anbragt hos os, er anbragt under tvang, og det betyder, at vi har konflikt fra dag ét. Og når der så pludselig står nogle af jeres tilsynsfolk på dørtærsklen og siger, at de gerne vil på et uanmeldt besøg, kan jeg godt kæde det sammen med, at vi lige har fået en tvangsanbringelse, hvor mor måske er sur over, at der ikke er kerner i vores brød eller sådan noget… Men jeg kan ikke få at vide, om der har været en anmeldelse, eller hvad anmeldelsen i givet fald handler om, siger tilhøreren.

Kan gå til lovgiverne

Tilsynschef Mie Andresen tager ordet.

– Whistleblower-ordningen har givet anledning til rigtig meget debat, og det kan vi faktisk godt forstå. Men det er lovgivningsbåret, at vi ikke må sige, hvad en anonym henvendelse handler om, siger hun.

Hendes kollega, tilsynschef Ulla Bitsch Andersen, supplerer:

– Jeg kan godt forstå, at man som medarbejder og leder kan føle sig udsat, men så er det vigtigt at slå fast, at ingen er dømt, før de er dømt. Vi kan bruge en anonym henvendelse til at spørge ind til nogle ting, men en anonym henvendelse er ikke i sig selv nok til fx at give et påbud.

Og så beder også Benny Andersen om ordet.

– Hvis du havde spurgt, om der var noget ved de nye socialtilsyn, som jeg var betænkelig ved, ville jeg nævne det med whistleblower-ordningen. Jeg tænker, at vi skal give det lidt tid for at se, hvordan ordningen virker i praksis – og hvis der er nogle problemer, kan vi rette henvendelse til lovgiverne og prøve at få det ændret.

For politisk interesserede er folkemødet, hvad en slikbutik er for lækkersultne med penge på lommen: Det bugner med tilbud. Mens Benny Andersen diskuterer socialtilsyn, er Socialpædagogernes næstformand Verne Pedersen i gang med at debattere ligeløn. Det sker i en bygning, der normalt huser en restaurant – men nu er omdøbt til Folkets Hus med diverse fagforenings-relaterede aktiviteter. Bl.a. står flere forbundsformænd om aftenen i baren, så man kan få en uformel snak hen over fadøllen – og høre formandens yndlingsmusik.

Hvor ser du frisk ud

Ude foran, på den brostensbelagte gade, laver den lille LO-baserede a-kasse, Min A-kasse, en kærlighedstunnel. Med ens veste og halstørklæder har de stillet sig op på to rækker og hylder dem, der går imellem dem:

– Hvor ser du dog frisk ud!

– Flot hat, du har der!

– Sikke en pæn jakke!

Der bliver også klappet og hujet anerkendende, mens folk går igennem – og de fleste smiler, løfter skuldrene eller fremfører en lille sejrsdans, som var de sportsfolk til medaljeoverrækkelse. Pointen er, at man løftes af anerkendelse og opbakning – og at beskæftigelsessystemet burde indrettes efter samme princip.

Under ligelønsdebatten bliver humoren også taget til hjælp – i form af filmen ‘Det kan blive endnu bedre’, der er lavet i anledning af 100-året for kvindernes valgret. To børn skal have lommepenge som løn for diverse tjanser, og selvom de har lavet nøjagtig lige meget, får drengen 100 kr., mens pigen må nøjes med 93 kr. Og deres forsøg på at påpege uretfærdigheden bliver kun mødt af hånlatter fra forældrene: ‘Sådan er det bare!’.

Men sådan bør det ikke være, lyder det fra Socialpædagogernes næstformand Verne Pedersen. Hun påpeger, at det største ligeløns-problem udspringer af det kønsopdelte arbejdsmarked, hvor lønnen er lavere i omsorgsrelaterede fag med overvægt af kvinder. Og højere i fag med overvægt af mænd.

– Vi skal kræve retfærdighed. Det kan ikke være rigtigt, at en mandlig diplomingeniør ansat i kommunen skal have en væsentligt højere løn (100 kr. i timen) for at arbejde med byggesager og infrastruktur end en kvindelig socialpædagog, der er ansat i kommunen og har menneskers skæbner i hånden hver dag, siger hun.

En af metoderne kunne være et jobvurderingssystem, der gør det muligt at sammenligne forskelligt arbejde med samme værdi – målt ud fra fx krav til uddannelseslængde, arbejdsvilkår, anciennitet og ansvar.

– I 100-året for kvinders valgret må vi konstatere, at ligeløn ikke kommer af sig selv. Derfor har vi i Socialpædagogerne et tæt samarbejde med bl.a. BUPL og Dansk Sygeplejeråd i den fortsatte kamp for ligeløn, siger hun.

Snitsår i armen

På samme tid fortsætter debatten om socialtilsynene i det hvide sommertelt. En socialrådgiver blandt tilhørerne fortæller, hvordan tilsynet i hendes øjne har haft nogle negative konsekvenser. Hun arbejder på et anbringelsessted, hvor flere af de anbragte børn kommer fra belastede miljøer med fx kriminalitet. Tidligere fik børnene frataget deres mobiltelefoner, så de ikke så nemt kunne komme i kontakt med det miljø, de skulle skærmes fra. Så fik de telefonerne udleveret på særlige ringedage – ligesom de kunne bruge en fastnettelefon. Men den gik ikke, fastslog tilsynet. Børnene har ret til at have deres telefoner hele tiden. 

– Og i sidste uge resulterede det så i, at en 14-årig dreng arrangerede et møde med nogen, han havde gæld til. Han hoppede ud ad vinduet på sit værelse for tre timer senere at komme tilbage med trøjen revet i stykker og snitsår i armen, fortæller socialrådgiveren.

Tilsynschef Ulla markerer:

– Den slags cases bliver vi af og til præsenteret for, men lovgivningen af klar: Så længe der ikke er tale om en frivillig aflevering af telefoner, er det ulovligt – medmindre kommunens børne- og ungeudvalg har taget en beslutning om, at netop dén 14-årige dreng ikke må have mobil.

– Ja, men den slags afgørelser vil de ikke lave, indskyder socialrådgiveren.

– Nej, medgiver Ulla, og så må vi prøve at rådgive jer om, hvad I ellers kan gøre. Jeg siger ikke, at det er let, men vi kan ikke bare sige: Pyt med at noget er ulovligt, I gør det bare alligevel.

Tidlig indsats

I såvel ligelønsdebatten som debatten om socialtilsyn er Socialpædagogerne inviteret med i panelet – uden selv at være arrangør. Organisationen ville have arrangeret en såkaldt socialpolitisk boksekamp mellem rød og blå blok, men den blev aflyst på grund af valgkampen, der har medført afbud fra mange folketingspolitikere, der hellere vil føre valgkamp hjemme i kredsen. Til gengæld er Socialpædagogerne værter for en debat om tidlig indsats og økonomi i Folkets Hus, hvor Benny Andersen skal diskutere med Københavns overborgmester Frank Jensen og pensionsselskabet Skandias vicedirektør Peter Holm.

– Da jeg var lille dreng, havde jeg ikke drømt om, at jeg skulle arbejde i et pensionsselskab – og da jeg startede i pensionsselskabet, havde jeg ikke drømt om, at jeg skulle stå her og diskutere udenforskab med Socialpædagogerne, indleder Peter Holm – og forklarer, at pensionsselskabet altid har lagt vægt på at tage et samfundsansvar – det der i dag bliver kaldt corporate responsibility. Tidligere forskede selskabet fx i forebyggelse af brande, og i dag interesserer de sig for forebyggelse af sociale problemer. Pensionsselskabet har udviklet den såkaldte Skandia-model, der gør det muligt at beregne, hvor meget man kan spare ved at forebygge socialt udsathed, der jo fx kan medføre udgifter til anbringelser eller førtidspension.

– Modellen viser også, hvem der høster gevinsterne – altså hvordan de fordeler sig på henholdsvis kommune, region og stat. Og det er derfor et redskab til at tale om, hvem der skal investere hvor meget, forklarer han.

I panelet er alle tre enige om, at forebyggelse gennem tidlig indsats er en god investering, og Benny Andersen slår på tromme for en af Socialpædagogernes kongstanker: Indførelse af en social investeringsfond, der skal gøre det muligt at få økonomisk støtte til projekter, som først på længere sigt tjener sig ind.

Prisen på socialt udsatte

Lidt senere på dagen er også Socialpædagogernes næstformand Marie Sonne med i en debat med fokus på økonomi. Det sker i den del af folkemødet, der hedder Kæmpestranden: Her er et område, der normalt er parkeringsplads for strandgæster, omdannet til en markedsplads med et utal af debattelte. Der er kamp om opmærksomheden, så mange prøver at fange den med kreative tiltag. Eksempelvis skal en indkøbsvogn fyldt med øldåser og rødvinsflasker henlede opmærksomheden på børn i misbrugsfamilier – mens et stort whiteboard med farvestrålende tuscher skal få folk til at tænke over, hvad ‘ligeværd’ er for dem – og til at skrive det op.

Inde i et af de mange telte har SFI indbudt til debat under overskriften: ‘Hvor meget må det koste at hjælpe en udsat?’. Banen bliver kridtet op, da SFI refererer til en undersøgelse, som Danmarks Statistiks Indsamlingskontor lige har lavet med 2.000 medvirkende. Må økonomi spille en rolle, når samfundet hjælper mennesker med behov for hjælp, lød et af spørgsmålene – og her svarede 61 pct. ja og 38 pct. nej. Kun én pct. var i tvivl.

Socialpædagogernes næstformand Marie Sonne sidder i panelet, og hun argumenterer for, at der skal tænkes i økonomi på den måde, at man skal finde ud af, hvilke indsatser der virker bedst – og så sætte ind med det, der virker.

– Vi ved allerede nu noget om, hvad der virker, nemlig en tidlig indsats og den rette indsats. Men der er også behov for at indsamle mere viden. Hvis vi etablerer en større viden om, hvad der virker, er vi tættere på også at kunne give det til dem, der har behov, siger hun.

Bestyrelse på studietur

Om aftenen indfinder køligheden sig og med den en stemning, der er som taget ud af en turistbrochure: Her er både solnedgang, sild og skum på fadøllerne. I en skyggefuld have sidder nogle af bestyrelsesmedlemmerne i Socialpædagogernes Kreds Storstrøm og slapper af efter en lang dag.

– Vi har været rundt i to grupper og enten hørt oplæg om tillidsreform eller arbejdsmiljø, fortæller kredsformand Lisbeth Schou.

Oprindeligt var det meningen, at alle 11 i kredsbestyrelsen skulle afsted, og der var etableret kontakt til en række politikere, men møderne blev aflyst på grund af valget, og turen blev i stedet til en form for studietur med syv deltagere. 

– Vi har fx hørt et meget spændende oplæg om ytringsfrihed og stress – det giver stress, hvis man som offentligt ansat ikke må ytre sig om forholdene på arbejdspladsen, fortæller Dorthe Marland.

Lisbeth Schou slår fast, at formålet med turen er en undersøgelse af mulighederne for at sætte Kreds Storstrøm på dagsordenen.

– Turen skal give et udbytte, der gavner medlemmerne – ellers vil vi ikke gøre det igen. Så det skal vi evaluere på, når vi kommer hjem, siger hun.

Meninger uden på tøjet

Flertallet af bestyrelsesmedlemmerne har ens, røde t-shirts på med Socialpædagogernes logo, og på den måde har de noget til fælles med mange andre folkemøde-deltagere: Tilhørsforholdet markeres tydeligt på tøjet.

– Jeg er pædagog. Hvad er dine superkræfter, står der på en dames t-shirt. Og på en mands: 

– Lyt til en hjemløs. Det koster kun to ører.

Pia Grabe har bare sommertøjet på. Hun sidder ved Folkets Scene, hvor hun lige har været tilskuer til en debat, hvor bl.a. Socialpædagogernes næstformand Verne Pedersen talte om børns rettigheder. Til daglig arbejder Pia Grabe som socialpædagog på Center for Døvblindhed i Aalborg, men nu har hun ferie, og den er med vilje planlagt, så bornholmer-turen kan kombineres med folkemødet.

– Jeg synes, at folkemødet er en fantastisk mulighed for at få ny viden og møde en masse mennesker. Jeg har både spillet bingo med Ida Auken, hørt om elbiler og overværet Helle Thornings tale, fortæller hun.

– Og jeg har tænkt: Hvorfor er mit område, de døvblinde, ikke repræsenteret her? Måske kunne vi til næste år lave et arrangement, der satte fokus på det.