Forældre i konflikt – hvad med barnet?
Vi kan som hjælpere, ligesom børnene, komme til at tage en forælders angst på os – men hvis vi ‘accepterer’ konfliktrelationer, der er uacceptable for børn, svigter vi barnet og bidrager til dets frygtbilleder
Hvordan hjælper vi forældre og børn, når der er fysisk og psykisk vold mellem forældrene? Når børns indre billeder af en ellers elsket forælder er blevet skræmmende fra voldsomme episoder mellem forældrene? Når børn er bange for, at den ene forældre gør den anden skade eller bortfører dem?
Børn bliver bange og utrygge, når den ene forælder er vred på eller bange for den anden forælder. Når dem, der skal beskytte dem, selv har brug for beskyttelse. Det stiller særlige krav til os som fagpersoner og hjælpesystemer. Hvordan forholder vi os, når forældrenes konflikter er så voldsomme at de ikke formår at samarbejde, og den ene ikke ønsker, at barnet skal have samvær med den anden?
Mit fokus er på de forældre, der begge kan tage vare på deres børn, men hvor konflikten mellem forældrene kan bidrage til samværsafbrydelse. Ikke på de forældre, hvor det kan være skadeligt for barnet at have kontakt. Vi må som fagpersoner ikke opgive og ‘acceptere’, at et barn mister kontakten til den ene forælder grundet forældrekonflikt. Med barnet i fokus må vi vedholdende og omsorgsfuldt fastholde forældrene i deres forældreansvar.
At høre begge forældre
Som børnesagkyndige taler vi om, hvor skræmmende det ville være, hvis vi kun havde hørt den ene forælders version. Vi hører ofte vidt forskellige beskrivelser af objektivt set samme situation. Hvis vi kun havde hørt den ene, ville vi tænke, at den anden var ‘bindegal’. Når vi så hører den anden, ville vi tænke det samme, hvis vi ikke havde talt med den ene først. Beskrivelserne er som i øst og vest. Konflikterne kan forstås ved, at begge forældre har følt sig krænket, misforstået og afmægtige. Så afmægtige, at det har udmøntet sig i fysisk og psykisk vold. Ordsproget ‘Der er ikke langt fra kærlighed til had’, kan desværre bekræftes i disse sager. Dette oftest hos to ellers fornuftige voksne.
Det er altid uacceptabelt at krænke og slå. Samtidig har jeg erfaret, hvor vigtigt det er at anskue konflikter og voldelige hændelser relationelt. Som noget der udvikler sig mellem forældrene. Ved tale med børn, der har oplevet voldsomheder mellem forældrene, bliver det klart, hvordan disse hændelser fæstner sig dybt i deres krop og sind. De bidrager til indre frygtbilleder om, at det kan ske igen. Børn kan så begynde at ville beskytte forældrene – især den, de oplever som den svageste, for at forhindre, at det sker igen.
Samværsafbrydelse
Som børnesagkyndig gennem mange år for Statsamt og Retterne har jeg i flere sager oplevet samværsbrud mellem den ene forælder og barnet. Dette ofte i sager, hvor der gennem længere tid har været højt konfliktniveau og fysisk og psykisk vold mellem forældrene. Mor og barn er måske kommet på krisecenter, og der kan både fra moderens og fra fagpersoners side være anbefalet samværsafbrydelse. Det kan skabe umiddelbar ro for både mor og barn ikke at have kontakt til faderen, da der så er pause i konflikterne.
Men samtidig eksisterer parallelt hermed en indre utryghed hos barnet, især hvor den ene forælder er bange for den anden. Her er det en falsk ro, idet barnets indre frygtbilleder stadig eksisterer, hvis barnet ikke får afmonteret disse.
Heling af barnet
Samtale og terapi med barnet alene kan lette barnet, men fratager det sjældent de indre frygtbilleder. Hvis den ene forælder er bange for den anden, er barnet altid i klemme og vil i en vis udstrækning blive ‘bærer’ af den pågældende forælders angst. Ægte tryghed skabes ud fra min erfaring primært ved, at barnet får vished om, at forældrene kan være sammen, uden at barnet behøver frygte. Altså ved, under betryggende forhold med erfarne fagpersoners tilstedeværelse, at være sammen med begge forældre og erfare, at det ikke er farligt. Dette ofte over flere gange. Vi må turde indgå i forældrenes konfliktrelation, motivere forældrene til at tale sammen og inddrage børnene, når forældrene er klar hertil. Vi må fastholde, at de er nødsaget til at kunne tale sammen – af hensyn til deres barn. Dette også når vi møder den enes eller begges modstand, og når den ene er bange for den anden. Hvordan vil en forælder kunne betrygge barnet, hvis de selv er bange? Frygt reduceres og fratages ved, at frygten gradvist konfronteres under beskyttende forhold.
Fagpersoners indsats
Forældres voldsomme og ofte langvarige konflikter kan bidrage til, at selv erfarne fagpersoner og hjælpesystemer kan blive afmægtige. Så afmægtige, at forældre rådes til ikke at samarbejde og have kontakt. Det kan både være i sager, hvor fagpersoner direkte har siddet med de stridende forældre, men også hvor de kun har hørt sagen fra den enes side. Hvor den anden forælder reelt kan være en udmærket forælder over for barnet.
Samværsbrud kan øge konfliktniveauet. At få meddelt, at man ikke må se sit barn, er en stor følelsesudløser. Det kan medvirke til uhensigtsmæssige reaktioner fra den frakoblede forælder og desværre blive til en ‘bekræftelse’ af, at det er bedst, at mor og barn får ro. En ond cirkel er i gang.
Børn kan tage afstand fra en elsket og savnet forælder, når de over tid mærker den anden forælders frygt og modstand mod samvær. Nogle børn giver direkte udtryk for, at de ikke vil se den anden forælder. Ikke fordi de ikke ønsker at være sammen med og savner denne, men fordi konflikten er så belastende, at de føler sig nødsaget dertil. Børn kan tage afstand fra en forælder både for at beskytte sig selv, den anden forælder og forældrerelationen. ‘Hvis jeg ikke ser far, så sker der ikke mor noget, og de kommer ikke op at skændes eller slås igen’.
Moderens frygt og modvilje over for faderen kan ubevidst få fagpersoner til at give frygten ‘næring’. Jeg har ved møder med forældre set bisiddere og advokater være overbeskyttende over for mødre på en måde, der mere svækker end styrker oplevelsen af at kunne mestre eget liv. Vi kan som hjælpere, ligesom børnene, komme til at tage en forælders angst på os. Vi må støtte forældre i, at vi tror på, at de kan klare at mødes med den anden forælder. De har trods alt fået børn sammen og skal være forældre gennem barnets liv.
At reparere relationer
Vi må støtte forældre i at ville reparere og genoprette deres relation. Det er vigtigt for børn, at dette sker, for at de ikke skal leve med indre negative billeder af den anden forælder. Yderligere aktiverer samværsbrud ofte oplevelse af svigt og af at føle sig glemt og uelsket af den forælder, som barnet ikke ser mere.
Børn har det sjældent bedre, end deres forældre har det med hinanden. Dette gælder også efter en skilsmisse. Forældrenes indbyrdes forhold er fortsat kernen i børns trivsel. Det går dybt ind på børns selvfølelse, når de personer, der betyder mest for dem, er uvenner. Børn oplever sig let som kilden til forældres konflikt, tavshed og skænderier.
Vi har som fagpersoner et stort ansvar for at få forældre i konflikt til at samarbejde. Dette uanset forældremyndighed, bopæl og samvær. Børn kan ikke udvikle sig optimalt, når de lever i vredesrelationer, usikkerhed og frygt. Vi må ikke svigte børnene og ‘acceptere’ konfliktrelationer, der er uacceptable for børn. Dette også, hvor mor og far ikke ser hinanden. Børn mærker det.
Jane Bækgaard er psykolog og børnesagkyndig.