Husk pædagogerne i ‘den svenske model’
Den svenske model kommer ikke til at fungere, hvis ikke den pædagogiske praksis bliver medtænkt – og nytænkt
Den har fyldt godt i spalterne, ‘den svenske model’, i dagpressen og i fagmedierne det seneste år. Socialstyrelsen og KL har i den grad taget takterne fra modellen til sig – og har omformet dem til danske anbefalinger med fokus på forebyggende og tidlige indsatser.
Mindst en tredjedel af de danske kommuner er – eller har planer om at gå – i gang med en omstilling af børne- og ungeindsatserne i tråd med tænkningen fra Sverige. Også Dansk Socialrådgiverforening har svært ved at få hænderne ned; modellen indebærer nemlig bl.a. ansættelse af flere sagsbehandlere i børnefamilieafdelingerne.
Det, som i medierne er blevet til en ‘svensk model’, er i virkeligheden nogle principper for de socialfaglige indsatser i den lille by Borås, 60 km øst for Göteborg – afdækket af KREVI i 2010 og 2011.
Borås-modellen – som den måske mere præcist skulle benævnes – er det nye socialfaglige sort i Danmark. Årsagen er, at de fleste sympatiserer med de grundlæggende takter i modellen, og den forekommer intuitivt rigtig. Derfor tilfører tankegangen ny energi og inspiration til et område, der ofte er udfordret af komplicerede sager, sparsomme ressourcer, der kan være svære at styre, en krævende lovgivning og utålelige pressehistorier – for at sige det direkte.
Det store fokus på sagstal og en ny sagsbehandlerrolle betyder, at tænkningen fra Borås i høj grad er blevet et ‘myndighedsprojekt’.
Men tænkningen baserer sig ikke kun på en mere proaktiv og insisterende sagsbehandlerrolle. Den handler også om en ny pædagogisk praksis på tværs af hele tilbudsviften, for ellers går kabalen ikke op. Det forsvinder lidt i debatten.
I Københavns Kommune er vi også blevet inspireret af tænkningen fra den lille svenske kommune. Satsningen på de tidlige, forebyggende og netværks-baserede indsatser har været en central del af prioriteringerne i København i en årrække. Pr. 1. januar 2015 igangsatte vi en stor og ambitiøs omstilling af den samlede ungeindsats i Socialforvaltningen. Målet er at øge den sociale mobilitet for unge, udsatte københavnere.
Tæt på familien
Vi kalder omstillingen for ‘Tæt på Familien’, fordi fagpersonalet rykker tættere på familien, og i højere grad samskaber relevante løsninger sammen med den unge, familien og netværket. Udgangspunktet er, at de unge, så vidt muligt, skal være en del af det almindelige fællesskab i lokalområdet og dermed ikke ‘tages væk’ fra kendte rammer, skole, venner og familie.
Med omstillingen ønsker vi, at den unge og familien skal opleve:
At der er en tættere kontakt og dialog mellem sagsbehandler, den unge og familien.
At der opbygges og fastholdes støttende relationer mellem den unge, familien og personer i familiens omgangskreds.
At den unge inkluderes i det almindelige samfund gennem skole, fritidsjob og en aktiv fritid.
At indsatsen er sammenhængende og passer til de behov, som den unge og familien har.
Gennem kompetenceudvikling på tværs af myndighedsenheder og tilbudsviften og massiv inddragelse af medarbejderne, de unge og deres familier, har vi igangsat en række udviklingsprojekter, hvor vi afprøver, hvordan principperne fra Borås-tænkningen kan omsættes til københavnsk praksis. Det er en eksperimenterende tilgang, hvor vi udfordrer eksisterende praksis og har ambitioner om at udvikle next practice i tæt samspil med de unge og familierne.
Det drejer sig altså ikke om at rulle en færdig model ud eller om at implementere et færdigt koncept, som har vist sig at være virksomt andre steder. Det handler om, at vi lader os inspirere og udfordre af andres erfaringer – og så afprøve og udvikle vores egne løsninger.
En ny pædagogisk praksis
Et af de områder, hvor vi virkelig mangler gode erfaringer i forhold til denne tænkning, er den pædagogiske praksis – især på det specialiserede institutionsområde. For hvis vi skal lykkes med omstillingen, skal pædagogerne nemlig gøre noget andet i morgen, end de gjorde i går.
Tænkningen fordrer et nyt socialpædagogisk mindset. For blot at nævne tre ting:
For det første skal institutionerne blive langt bedre til at arbejde aktivt med familien og netværket både inden en evt. anbringelse og i forbindelse med, at den unge skal hjem til familien.
For det andet skal vi gentænke selve relationsarbejdet; relationen mellem pædagogen og den unge er ikke et mål i sig selv, men et middel til at facilitere stabile og konstruktive relationer omkring den unge. Det handler derfor i høj grad om at styrke den unges relationer til egen familie og omverden.
For det tredje skal vi blive meget bedre til at tænke i samskabende processer – både som institutioner og som pædagogisk personale. Vi skal åbne institutionerne op og byde lokalsamfundets parter indenfor. Og som pædagogisk personale skal vi blive bedre til at aktivere både den unges, men også andre relevante aktørers ressourcer.
Fremtidens pædagog er derfor faciliterende, understøttende og opsøgende. Der vil være pædagoger, der allerede arbejder med en eller flere af disse tilgange, men samlet set er der tale om en ny retning i det socialpædagogiske arbejde.
Risikovillighed og mod
Hvis vi skal skabe positiv forandring for og med de unge, kræver det også, at vi rykker tættere sammen myndighed og foranstaltning imellem; spiller hinanden gode og finder nye veje – sammen. Vi skal indgå i et meget tættere og gensidigt forpligtende professionelt fællesskab omkring den unge, hvor der i højere grad end tidligere bliver plads til – og behov for – at det pædagogiske personale bringer deres socialfaglighed i spil i en dialog om hvilken indsats, der er den bedste for den unge.
Den svenske inspiration vil også få konsekvenser på et mere strukturelt plan. Det vil betyde mindre brug af døgnpladser og øget brug af netværks- og familiepleje, når der er behov for længere anbringelser.
Når det er sagt, vil der stadig være brug for specialiserede institutioner, som kan støtte de børn og unge, som har komplekse sociale og psykiatrinære problemstillinger – også over længere tid. Det, vi har brug for, er at udvikle en mere tidssvarende institutionsmodel, hvor den unge er i kortere tid, som del af et forløb mod en mindre indgribende foranstaltning.
Vi skal altså tænke i mere fleksible og kombinerede løsninger, hvor vi sammen med familie og netværk skaber udviklingsforløb, som giver den unge de bedste muligheder for at få et liv, som minder så meget som muligt om et almindeligt ungdomsliv uden for institutionen.
Så derfor: Vi skal huske at prioritere og investere i nytænkning af den pædagogiske praksis, når vi kigger på det specialiserede børne- og ungeområde med svenske briller fra Borås.
Vi har brug for at afprøve nye institutionsformer og skabe et klarere billede af, hvordan den ‘nye’ pædagog ser ud, og hvilke kompetencer, der er brug for. Det kræver risikovillighed, udviklingsorientering og mod hos det pædagogiske personale og institutionsledelserne. Det kræver tydelig opbakning fra forvaltningsledelserne og fag- og interesseorganisationerne. Og så kræver det, at vi tør invitere børnene, de unge og familierne inden for i udviklingsarbejdet.
Hallur G. Thorsteinsson er programchef ved Borgercenter Børn og Unge i Københavns Kommune.