Hvem skal til psykolog?
Et forløb hos en psykolog er ofte første valg for borgere med psykiske lidelser, når borgeren giver problemer for de professionelle. Men et mere effektivt alternativ er kortvarig og målrettet vejledning og supervision til de professionelle omkring borgeren
Jeg blev ringet op af en bostøttemedarbejder, der helt sædvanligt havde fået bevilliget 10 timers psykologsamtale til en borger, Bodil, der er en lettere autistisk og psykisk udviklingshæmmet kvinde i 20’erne.
– Det går ikke så godt med Bodil på arbejdspladsen, lyder beskeden i det, der er en typisk casebeskrivelse:
Bodil var startet som praktikant på en arbejdsplads og havde i lang tid klaret sine arbejdsopgaver yderst tilfredsstillende. Efter seks måneder var hun blevet ansat på arbejdspladsen, og over noget tid begyndte hun at hundse rundt med og daske ud efter såvel andre borgere, der var i beskyttet arbejde, som ansatte medarbejdere.
Efter flere nyttesløse henstillinger og snakke med Bodil havde arbejdspladsen set sig nødsaget til at fyre hende.
Efter at Bodil var blevet fyret, havde hun fået et nyt beskyttet arbejde, hvor hun arbejdede hver dag fra 9.00 til 14.00. Hun var meget glad for sit nye arbejde, hun udviste ingen aggression på arbejdspladsen og der var stor tilfredshed med Bodils pligtopfyldende og omhyggelige indsats.
Men til trods herfor kunne Bodil ikke slippe sin vrede i forhold til den tidligere arbejdsplads. Efter fyringen var Bodil begyndt at ‘stalke’ noget af personalet, hun tog hen til arbejdspladsen og stod og råbte efter dem, når de gik fra arbejde, og selvom arbejdspladsen kontaktede politiet, og Bodil fik polititilhold i forhold til medarbejderne, blev hun ved med at opsøge arbejdspladsen.
Hvem har brug for hjælp?
Bostøttemedarbejderen ringede til mig med det håb, at nogle samtaler hos en psykolog ville kunne hjælpe Bodil af med sin vrede.
Men uagtet Bodils eventuelle behov for at komme til psykolog for at få arbejdet med sin vrede, så er der nogle bostøttemedarbejdere og en arbejdsplads, som har brug for at finde ud af, hvad det er for nogle ændringer på arbejdspladsen, som frustrerer Bodil, og som skaber en ændret adfærd hos hende.
Så i stedet for at bede om at få tilsendt en henvisning og starte et samtaleforløb op med Bodil spurgte jeg:
– Kan I få bevilliget et par timer til, at jeg taler med jer om, hvad der er foregået på den arbejdsplads? For så er jeg sikker på, at jeg med min viden om autisme og udviklingshæmning kan hjælpe jer – og arbejdspladsen, hvis de er interesseret – med at forstå hvilke forhold på arbejdspladsen, der udløser vrede hos Bodil.
Kvalificer arbejdet
En uge senere mødtes vi i min konsultation og efter halvanden times samtale med bostøttemedarbejderen sagde han:
– Det er blevet helt tydeligt for mig, at Bodil i forbindelse med sin fastansættelse – selvom det er gjort i den bedste mening – er blevet udsat for alt for store krav, når man tager hendes kompetencer og forudsætninger i betragtning. Da hun gik fra at være praktikant til at være medarbejder, oplevede hun, at hun fik et helt andet ansvar i forhold til at skulle kunne organisere, planlægge og skabe overblik over såvel arbejdsopgaver som over fordelingen af arbejdet blandt kolleger.
– Det er også blevet tydeligt for mig, at det fungerer godt på den nye arbejdsplads, fordi de stiller krav til hende, som passer til hendes forudsætninger. Det er gået op for mig, at jeg ikke ved tilstrækkeligt om autisme til at kunne gennemskue hvilke forudsætninger og kompetencer, Bodil skulle være i besiddelse af for at kunne leve op til de nye krav. Med din viden har du hjulpet mig til at blive meget skarpere på, hvordan vi skal tilrettelægge et arbejde fremover, så Bodil ikke bliver presset derud.
– Jeg tænker nu, at hvis vi havde tilbudt Bodil at komme i terapi, så ville vi give Bodil en oplevelse af, at det var hende, som var forkert.
Det betaler sig
Når borgeren giver problemer for de professionelle, som arbejder omkring vedkommende, betaler det sig både menneskeligt og økonomisk, at den henvisende part – sammen med arbejdspladsen, ydelseskontoret, jobcenteret, bostedet, uddannelsesinstitutionen eller hvem eller hvilken institution, det nu drejer sig om – starter med at få et par timers konsultation hos en fagkyndig psykolog, i stedet for at starte med at tilbyde borgeren et terapiforløb på 10 timer.
Det er dyrt og sjældent effektivt, og de professionelle lærer ingenting, mens de krydser fingre for, at psykologen kan lede borgeren på rette vej igen.
I værste fald bliver de 10 timer til årelange bekostelige forløb hos forskellige psykologer og andre forskellige former for behandlingsmæssige foranstaltninger, for ikke at tale om de omkostninger, der ofte følger med i form af klagesager, nedbrudte sagsbehandlere og forskellige former for administrationsomkostninger.
De menneskelige omkostninger for borgeren overgår selvfølgelig alle de andre omkostninger; her taler vi om mennesker, der risikerer at bliver mere og mere nedbrudte, der risikerer at tabe deres funktionsevner og som følge heraf risikerer at blive livsvarigt afhængig af de selvsamme systemer, som er sat i verden for at hjælpe disse borgere til størst mulig livsduelighed.
Få sat ord på
Selvom bostøttemedarbejderen i den beskrevne case havde fået større indsigt i hvordan arbejdet skulle tilrettelægges med henblik på at sikre, at der fremover ville blive stillet passende krav til Bodils forudsætninger og kompetencer, så var Bodil højst sandsynligt blevet efterladt med en oplevelse af at være blevet meget uretfærdig behandlet, og hun havde sikkert svært ved at forstå, hvorfor hun var blevet fyret.
Efter første samtale kom bostøttemedarbejderen derfor sammen med Bodil i min konsultation. Konsultationen handlede ikke om at give Bodil terapi, men handlede derimod om:
at sikre, at Bodil fik sat ord på og fortalt til sin bostøttemedarbejder, hvad der skal til for, at hun trives på en arbejdsplads,
at sikre, at Bodil fik sat ord på og fortalt sin bostøttemedarbejder, hvilke forhold hun mistrives under, og som kan føre til, at hun bliver meget vred,
at sikre, at Bodil oplevede sig forstået af den bostøttemedarbejder, som i det daglige spiller en vigtig rolle i at sikre en tryg og god hverdag for Bodil i de forskellige sammenhænge, hun indgår i.
Bostøttemedarbejderen var en uundværlig samtalepartner, da jeg som psykolog hjalp Bodil med at få sat ord på sine oplevelser. Hans kendskab og gode relation til Bodil var afgørende vigtig, når Bodil ikke forstod mine spørgsmål, eller når jeg kom til at udfordre hende lidt for meget. Så vendte hun sig om og kiggede hen på sin bostøttemedarbejder, der ganske umærkeligt var med til at skabe samtalen og genetablere trygheden imellem os.
Gensidig mediation
Bostøttemedarbejderen var på den måde lige så meget en mediator i samtalen mellem Bodil og mig, som jeg var mediator for samtalen mellem Bodil og bostøttemedarbejderen.
At inddrage bostøttemedarbejderen i samtalen kvalificerede ikke blot min samtale med Bodil, men var i sig selv også med til at styrke den tillidsfulde relation mellem Bodil og bostøttemedarbejderen. Og i hverdagen er det jo ikke relationen til psykologen, der er afgørende vigtig for Bodil, men netop relationen til bostøttemedarbejderen og andre mennesker, der spiller en betydningsfuld rolle i hendes hverdag.
Efter samtalen skrev bostøttemedarbejderen til mig: ‘Jeg kan se, at Bodil har fået meget ud af samtalen – hun så lettet og glad ud, da jeg sagde farvel til hende. Jeg tror, at hun lige så stille kommer til at forstå mere og mere. Hun er overraskende åben, tænker jeg, og det føles som om, at vreden hos hende kommer til at fylde mindre’.
Louise Juul er cand.psych.aut. og indehaver af Louise-Juul.