icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Tillidsreform

Ambassadøruddannelse gør visionerne konkrete

De syv principper, der er omdrejningspunktet i tillidsreformen, skal omsættes til konkret handling på arbejdspladserne. Det er målet med tillidsambassadøruddannelsen, som nu skal udbredes til alle Socialpædagogernes 10 kredse

  • Af Tina Løvbom Petersen
  • 15-2015 /

Når den offentlige sektor præges af tillid, vil der være bedre service til borgerne, større kvalitet i arbejdet, øget trivsel og mere enkle arbejdsgange. Det er essensen i den tillidsreform, som regeringen, de faglige organisationer og arbejdsgiverne blev enige om i 2013. Aftalen bygger på syv principper for modernisering af det offentlige arbejde (se boks).

Men en ting er principper og målsætninger. Noget andet er at omsætte visionerne til daglig praksis og konkret handling på arbejdspladserne, og det er netop, hvad et pilotprojekt om en tillidsambassadøruddannelse har forsøgt at gøre. I projektet, som Socialpædagogerne har gennemført i samarbejde med Offentligt Ansattes Organisationer, OAO, er ledere og tillidsrepræsentanter fra 10 forskellige socialpædagogiske arbejdspladser blevet rustet til at arbejde med tillid som omdrejningspunkt på arbejdspladsen.

– Tillidsreformen kommer jo ikke af sig selv. Den skal skabes ude på arbejdspladserne, og her er nøglepersonerne ledere og tillidsrepræsentanter. Det er dem, der i praksis skal klædes på til at oversætte de syv principper i tillidsreformen, og derfor er det så god en idé at uddanne tillidsambassadører, siger Socialpædagogernes formand, Benny Andersen.

I pilotprojektet deltog fem arbejdspladser fra Kreds Nordjylland og fem fra Kreds Storstrøm. Men det blev før sommerferien besluttet, at tillidsambassadøruddannelsen nu skal udbydes i samtlige kredse.

– Vi tror på, at det er den rigtige måde at gøre det på, hvis vi skal have tillidsreformen til at virke ude på arbejdspladserne. Derfor har vi nu besluttet, at tillidsambassadøruddannelsen skal være landsdækkende, så alle kredse kan få glæde af konceptet med at uddanne tillidsrepræsentanter og ledere i fællesskab, siger Benny Andersen.

Syv principper for samarbejde om modernisering


Aftalen om samarbejde om modernisering af den offentlige sektor – også kaldet tillidsreformen – bygger på følgende syv principper:

  1. Styring i den offentlige sektor skal fokusere på mål og resultater.
  2. Dialog, åbenhed og klare mål skal være udgangspunkt for opgaveløsningen.
  3. Ledelse og styring skal tage afsæt i tillid og ansvar.
  4. Udvikling og fagligt handlerum skal bygge på velbegrundet dokumentation.
  5. Opgaveløsningen skal baseres på viden om, hvad der virker.
  6. Ledelse og engagement skal fremme innovation.
  7. Offentlig service skal inddrage borgernes ressourcer.

 

Positive erfaringer

Erfaringerne fra pilotprojektet har været positive, viser evalueringen. På de ti arbejdspladser, der deltog i perioden fra december 2014 til februar i år, har forløbet været med til at skabe dialog, styrke samarbejdet og givet et fælles fundament for forandring på arbejdspladsen.

– En af styrkerne ved tillidsambassadøruddannelsen er, at al undervisning på de tre moduler tager udgangspunkt i deltagernes virkelighed og de udfordringer og problemer, de står med i hverdagen. På hvert modul har vi arbejdet med meget konkrete problemstillinger, og deltagerne fra de ti meget forskellige arbejdspladser har haft stor glæde af at videndele og udveksle erfaringer, fortæller Christina Borries, konsulent i OAO.

Hun har været med til at udvikle uddannelsen, som skal styrke deltagernes kompetencer i forhold til at kunne arbejde konkret med tillidsreformen og omsætte de syv principper til praksis.

– Vores evaluering viser, at deltagerne er stolte over den ambassadørrolle, de har. De føler, de er en del af en større bevægelse, hvor det helt overordnede mål er, at tillid skal præge hele den offentlige sektor. Men forandringer skal jo sættes i gang ude på den enkelte arbejdsplads, og som tillidsambassadører har deltagerne nu fået nogle meget konkrete værktøjer til at arbejde mere systematisk med forandringer – og til at sætte tillid på dagsordenen i organisationen, siger Christina Borries, som mener, at det er helt afgørende, at netop tillidsrepræsentanter og ledere uddannes sammen.

– Når disse to grupper samarbejder til dagligt, handler det jo ofte om at forhandle sig frem til et resultat. Men i det her forløb træder ledere og tillidsvalgte ligesom ud på en fælles platform, hvor de i fællesskab skal være med til at skabe gode forandringer, forbedret dialog og øget tillid på arbejdspladsen. De skal så at sige spille hinanden gode, siger Christina Borries.  

Tillidsambassadøruddannelse – fra principper til praksis


Tillidsreformen er aftalt centralt. Den skal gennemsyre den offentlige sektor fra top til bund – og ikke mindst virke lokalt på arbejdspladserne. Derfor udbyder Socialpædagogerne i samarbejde med Offentligt Ansattes Organisationer, OAO, en tillidsambassadøruddannelse, hvor deltagerne lærer, hvordan de kan omsætte principperne for tillidsreformen til konkret handling på arbejdspladserne.

På tillidsambassadøruddannelsen bliver deltagerne bl.a. introduceret til:

  • Hvordan man kan opbygge en tillidsbaseret arbejdsplads.
  • Hvordan der kan tænkes nyt i forhold til styring, ledelse og samarbejde, så det understøtter arbejdet med kerneopgaven.
  • Redskaber til at kortlægge problemstillinger og fokusere en indsats.
  • Redskaber til at inddrage medarbejdere og andre i at finde løsninger på problemstillingerne.
  • Redskaber til at implementere og forankre en forandring på arbejdspladsen.

Uddannelsen har arbejdspladsen som omdrejningspunkt og er målrettet ledere og tillidsrepræsentanter, som regnes for at være nøglepersoner i forhold til at skabe forandring på arbejdspladsen. I løbet af uddannelsen, der består af tre moduler, prøver deltagerparrene metoderne af i praksis ved at arbejde sammen om en konkret forandring på arbejdspladsen.

Hvad er tillid?


Tillid er, når vi har positive forventninger til hinanden og accepterer risikoen for, at den anden ikke lever op til forventningerne. Som når ledelsen løsner kontrollen af medarbejderne i forventning om, at medarbejderne gør deres bedste for at løse arbejdsopgaverne. Eller når medarbejderne har tillid til, at ledelsen tager beslutninger, som varetager det fælles bedste.

Tillid handler også om at have en positiv indstilling til andre mennesker. At man som udgangspunkt tror, de er kompetente, gode eller ærlige.

Tillid er ikke det modsatte af ledelse og styring, men en anden form for ledelse og styring, der består i ‘besluttet risiko’.

Tillidsfyldte relationer mellem medarbejdere og mellem medarbejdere og ledelsen er en værdifuld kapital på lige fod med økonomi og maskiner. Virksomhederne er afhængige af denne sociale kapital for at løse deres kerneopgaver.