Fagligt løft til nyuddannede
Tre ugers målrettet, intensiv undervisning fulgt op af fire til otte ugers praktik. Det er indholdet i et nyt forløb, som Socialpædagogerne henover efteråret udbyder til dimittender i fem kredse
Anbragte unge, gadeplansarbejde, psykiatrien eller uledsagede flygtningebørn på asylcentre. Det er nogle af de arbejdsområder, der er i spil, når et helt nyt traineeforløb for ledige nyuddannede socialpædagoger om kort tid skydes i gang i Socialpædagogernes Kreds Storkøbenhavn og Kreds Nordsjælland.
Målet er at ruste ledige på dimittendsats til at varetage socialpædagogisk arbejde med udsatte børn og unge. Det sker ved, at de først får tre ugers intensiv undervisning om socialpædagogiske metoder – og derefter mulighed for at anvende teorien i praksis gennem fire til otte ugers praktik på et opholdssted, en døgninstitution eller en anden arbejdsplads, hvor man arbejder med udsatte børn og unge.
Traineeforløbet, der er finansieret af statslige midler, blev præsenteret for omkring 20 nyuddannede på et informationsmøde i København den 17. august, hvor jobkonsulent Nina Jensen bød velkommen.
– I bliver lidt prøveklude, for det er allerførste gang i Socialpædagogernes historie, at vi afprøver denne model. Men vi er i fuld gang med at finde arbejdspladser til praktikforløbet og gør alt for at sikre, at vi får skabt det helt rigtige match, hvor jeres ønsker og kvalifikationer passer til praktikpladsen, sagde Nina Jensen til de fremmødte dimittender.
En af de nyuddannede socialpædagoger, som har søgt om at deltage i forløbet, er Cecilie Mejlvang. Hun blev uddannet i juni og har allerede haft sit første møde med jobcentret.
– Jeg har lynhurtigt opdaget, at man som nyuddannet pædagog hurtigt bliver kædet sammen med job i vuggestuer eller børnehaver. Men mit ønske er at arbejde med udsatte unge – gerne opsøgende og forebyggende arbejde – og derfor giver det rigtig god mening med det her forløb, hvor man uddannes mere målrettet. Jeg håber, at det for mig kan være et springbræt til at komme hurtigt i gang med det, jeg gerne vil, siger Cecilie Mejlvang.
Praksisnær undervisning
Traineeforløbet tilbydes ud over i Storkøbenhavn og Nordsjælland også i tre andre kredse: Nordjylland, Østjylland og Lillebælt. I de to jyske kredse fokuserer undervisning og praktik på opkvalificering inden for neuropædagogik og neuropsykologi og er rettet mod arbejdet med bl.a. demente, borgere med udfordrende adfærd, autisme, erhvervet hjerneskade og psykiatriske problemstillinger. I Kreds Lillebælt er forløbet, ligesom i Storkøbenhavn og Nordsjælland, målrettet arbejdet med udsatte børn og unge. Her har Socialpædagogerne allieret sig med SPUK, Socialt og Pædagogisk Udviklings- og Kursuscenter, som står for undervisningen.
– Jeg oplever et kæmpe behov for større faglig viden blandt socialpædagoger, og det her forløb giver mulighed for, at man virkelig kan gå i dybden og styrke sin faglighed. I løbet af de tre ugers undervisning får deltagerne en faglig viden og ballast, som de målrettet kan bruge i praksis i deres socialpædagogiske arbejde, siger Klaus Goldschmidt Henriksen, der er partner og chefkonsulent i SPUK.
I undervisningen skal deltagerne i høj grad arbejde med konkrete cases.
– Det er ikke et langhåret forløb med en hel masse opgaver. Det er praksisorienteret undervisning under overskriften ‘Systematisk hverdagspædagogik’, hvor deltagerne bliver klædt rigtig godt på til at arbejde med udsatte børn og unge i mange forskellige sammenhænge, siger Klaus Goldschmidt Henriksen.
Opdateret værktøjskasse
Den store udfordring er lige nu at finde tilstrækkeligt med arbejdspladser, der siger ja til at få de nyuddannede ud i et kortere praktikforløb. En del arbejdspladser har takket nej, fordi de i forvejen har flere praktikanter, eller fordi de finder det svært ved at tilbyde et forløb, der rent fagligt giver mening for de nyuddannede over så kort tid. Men interessen er der, fastholder Nina Jensen.
– Vi favner rigtig bredt i forløbet her, og vi er i dialog med mange forskellige typer arbejdspladser lige fra asylcentre, døgninstitutioner og bosteder til gadeplansarbejde i udsatte boligområder, specialskoler eller familiecentre. Og deltagerne er naturligvis også velkomne til selv at gå på jagt efter en egnet praktikplads, siger hun.
Et godt argument over for arbejdspladserne er ifølge Klaus Goldschmidt Henriksen, at netop disse praktikanter kommer med en helt opdateret værktøjskasse.
– Efter tre ugers målrettet uddannelse står de nyuddannede endnu stærkere til at byde ind på arbejdspladsen med ny viden og redskaber, der matcher den konkrete socialpædagogiske indsats – og de vil have lettere ved at deltage på lige fod med de ansatte. Målet er jo, at deltagerne kommer styrket ud af forløbet og bliver klogere på sig selv undervejs, siger han.
Og det er da også, hvad nyuddannede Maria Hass forventer.
– Jeg håber, at jeg får opbygget relevant praksiserfaring i forløbet, samtidig med at jeg bliver fagligt stærk på det område, jeg allerhelst vil arbejde med. Og det er i mit tilfælde børn i specialklasser, unge hjemløse eller unge i psykiatrien. Så jeg er meget glad for at få mulighed for at deltage i traineeforløbet, siger Maria Hass.
Socialpædagogernes traineeforløb har i alt plads til omkring 60 dimittender, og kører i løbet af efteråret i de fem involverede kredse.