De er jo også teenagere
I Lundens bofællesskab er otte unge udviklingshæmmede i botræning. Ud over rengøring, tøjvask og personlig pleje skal de unge også lære, at de har ret til selv at bestemme, og hvordan de bruger den ret uden at skade sig selv eller andre
Tom Jørgensen på 19 år har boet i Lundens bofællesskab i Faaborg-Midtfyn Kommune i omkring et år. I dag har han hjemmedag, og på dagens program står rengøring af værelset og tøjvask. Derudover har han sagt ja til at give Socialpædagogen en rundvisning på Lunden.
– Det er fint at bo her. Mit mål er at komme ud at bo i min egen lejlighed. Jeg ved ikke hvor, men det skal være på Fyn, fortæller Tom Jørgensen.
Ligesom de syv andre unge i Lundens bofællesskab er Tom blevet henvist af sin kommune til Lunden, for at han kan træne helt almindelige hverdagskompetencer som rengøring, tøjvask og sociale færdigheder.
De unge bor typisk i bofællesskabet i et til tre år, og derefter skal socialpædagogerne på stedet give kommunen deres vurdering af, hvor selvhjulpen den unge er blevet.
Tom Jørgensen har aldrig tænkt over, at han ikke kunne bestemme selv.
– Jeg har ikke oplevet, at der var nogen, der prøvede at bestemme over mig. Jeg bestemmer inde på mit værelse. Det er lederen, der bestemmer over botilbuddet, siger han.
De unge, som flytter ind i Lundens bofællesskab, kommer enten hjemme fra deres forældre eller som Tom fra en institution for børn.
Derfor er de vant til, at det enten er forældrene, som har ansvaret for dem og bestemmer, eller personalet på institutionen, fortæller Helle Johannsen, som er afdelingsleder på bofællesskabet.
– Mange af dem er slet ikke vant til selvbestemmelse. De bliver meget overvældede af at blive spurgt, hvad de synes, fortæller hun.
En vigtig opgave for socialpædagogerne i Lundens bofællesskab er at støtte de unge mennesker i at lære at tage beslutninger selv og i at forstå konsekvenserne af deres beslutninger og valg.
Ansvar for madlavning
I bofællesskabet afholdes der et ugentligt beboermøde. Tom Jørgensen fortæller, at det er her, man fortæller, hvilke planer man har for den kommende uge.
– Så skriver man det op på tavlen. Du kan se, at i dag står der, at jeg har hjemmedag, forklarer han og peger på det store whiteboard, som hænger i bofællesskabets køkkenalrum.
På beboermødet er det bl.a. blevet besluttet, at man er to beboere, der har ansvar for at lave mad i en uge ad gangen. Selvfølgelig med støtte fra en af socialpædagogerne.
En del af botræningen handler nemlig også om, at de unge skal lære at lave mad. Og forstå hvad der sker, hvis de ikke laver mad.
– Så kan det godt være, de kommer en dag og siger: ‘Vi gider ikke lave mad’. Og det er fint nok. Så er der bare ikke noget aftensmad den dag, og så skal de selv forklare deres kammerater, at de må nøjes med leverpostejsmadder til aftensmad, fortæller afdelingsleder Helle Johannsen.
Socialpædagog og tillidsrepræsentant i bofællesskabet Lene Jensen forklarer, at netop det at lade de unge tage beslutninger og selv erfare konsekvenserne er en vigtig socialpædagogisk metode i bofællesskabet.
– Vi kan ikke pakke dem ind i vat. De må også gøre sig nogle erfaringer selv, påpeger hun.
– Selvfølgelig er det en knivskarp balance, for de unge må jo heller ikke være til fare for sig selv.
Socialt liv kræver rent tøj
De unge skal også trænes i almindelige dagligdagsting som at vaske tøj og gøre rent. For at forstå vigtigheden af tøjvask taler socialpædagogerne med de unge om, hvorfor rent tøj er en forudsætning for at klare sig.
– Så vil vi forsøge at tydeliggøre det ved eksempler. For at du kan være sammen med dine venner, så er du nødt til at have noget rent tøj. Beskidt tøj kan komme til at lugte, og så gider folk ikke være sammen med dig, fortæller socialpædagog i bofællesskabet Maria Svensmark.
Hun startede på Lunden i marts måned i år, og hun fortæller, at hun har været igennem en omstillingsproces, fordi bofællesskabet har så meget fokus på selvbestemmelse.
– Som pædagog skal du arbejde rigtig meget med dig selv. Mange pædagoger har nok sådan et hjælpegen, men vi skal lægge beslutningerne over til de unge selv. Mange af dem vil gerne have, at vi beslutter ting for dem. Men det skal de selv lære, forklarer hun.
To af de unge i bofællesskabet har fx fundet ud af, at det tog for lang tid for dem at få ordnet og rengjort deres badeværelser. Så de har besluttet at hyre et rengøringsfirma.
– Botræningen går ud på at blive så selvhjulpen som muligt, men de kan selvfølgelig frit vælge at hyre rengøring. Lige som du og jeg også kan beslutte at få en rengøringsdame, siger Helle Johannsen.
Bestilling fra kommunen
Når de unge bliver henvist til Lundens bofællesskab, så følger der en såkaldt bestilling med fra kommunen.
I den står de færdigheder, som den unge og sagsbehandleren vurderer, at den unge har brug for at få trænet. Der kan også være ting, som kommunen gerne vil have en afklaring på – fx om en borger kan lære at begå sig i trafikken, eller hvor stort behov den unge har for støtte om natten.
Når de unge flytter ind, er de selv med til at udarbejde deres egen pædagogiske handlingsplan. Her er mål for botræningen beskrevet, og den unge bliver inddraget i, hvordan han eller hun vil arbejde med sine mål.
Tom Jørgensens mål er at komme ud at bo i egen lejlighed. Han mener selv, at den største hindring for det er, at han får kontanthjælp og derfor ikke har råd.
– Det med rengøring og tøjvask går ret godt. Jeg har også ansvar for at slå græsset sammen med Georg (pedel på Lunden) og for at fodre fuglene, fortæller han.
Han synes, at især rengøring er ret kedeligt og ville egentlig helst have, at nogle andre gjorde det for ham. Men at fodre fuglene og slå græs er han glad for.
– Det er sjovt, fordi du lærer en ny opgave, siger han.
Bærbar computer er låst inde
I bofællesskabet ligger der en stor socialpædagogisk opgave i at lade de unge gøre deres egne erfaringer og støtte dem i at finde løsninger på de ting, de ikke kan håndtere.
– Vi har fx en ung mand, som er rigtig god til it. Han sad meget med sin bærbare computer og surfede på nettet, også gerne om natten. Problemet var, udover at han ikke fik sovet, at han havde en meget krænkende adfærd på nettet. Og det var særlig slemt om natten, fortæller Lene Jensen.
Det gav problemer i et stykke tid, og derfor foreslog Lene Jensen ham, at de kunne låse computeren inde om natten – velvidende at det kunne hun ikke bestemme.
– Han flejnede fuldstændig ud. Jeg skulle ikke komme og begrænse ham og låse hans ting inde, fortæller hun.
Så problemet kørte og blev værre.
– Vi talte løbende med ham om, hvad vi kunne gøre. Hvordan han kunne undgå at komme til at gøre ulovlige ting på nettet. Og til sidst foreslog han selv, at computeren blev låst inde om natten, så det er den nu. Men det måtte han selv komme frem til. Vi har ikke beføjelser til at tage hans udstyr fra ham, fortæller Lene Jensen.
Beboermøde besluttede alkoholpolitik
På et tidspunkt besluttede beboermødet i bofællesskabet en alkoholpolitik, fordi der var nogle beboere, som ikke brød sig om, at der blev drukket i hverdagen.
– Aftalen er, at man ikke drikker alkohol i hverdagen, og i weekenderne aftaler man det, hvis der skal drikkes, fortæller Helle Johannsen.
Nogle af de unge har desuden aftalt, at man maks. drikker én genstand, når man fx er til koncert, fordi de havde problemer med en, der ofte blev meget fuld, når de var til koncert.
Hvis en ung gerne vil med i byen, men ikke er i stand til at transportere sig selv, så er det altid en ledsager fra kommunen, som tager med – ikke en pædagog fra bofællesskabet.
– Det er bare meget bedre, hvis de kan gå selv. De er udviklingshæmmede, men de er jo også teenagere, og skal ikke have en voksen på slæb hele tiden, siger Lene Jensen.
Forældre skal give slip
Samarbejdet med forældrene fylder rigtig meget i bofællesskabet.
– Meget ofte er forældrene vant til at have styr på alt. Og de unge er vant til, at forældrene kan hjælpe dem med alt. Men her skal vi jo netop lære de unge at blive mere selvhjulpne. Det kan være svært for forældrene at give slip, fortæller Maria Svensmark.
Derfor gør personalet i bofællesskabet meget ud af at holde et grundigt opstartsmøde med forældrene og den unge. Her er der fokus på forventningsafstemning i forhold til, hvem der gør hvad.
Når den unge er flyttet ind, er samarbejdsmøder med den unge og forældrene desuden højt prioriteret. I starten kan der være den type møder et par gange om måneden, hvis det er nødvendigt for at sikre et godt samarbejde.
– Det kan være svært for nogle forældre at forstå, at man godt kan gå ud i byen i kondibukser. Eller at man godt må gå på værtshus, supplerer Lene Jensen.
Personalet sørger for at være forstående over for forældrene og imødekomme deres bekymringer, men samtidig gøre det klart, at de som personale ikke kan bestemme, hvilket tøj en beboer skal have på, eller om han eller hun skal gå på værtshus.
Fokus på uhensigtsmæssige rutiner
Når en ung er færdig med botræningen, vil han eller hun ofte skulle ud og bo i et botilbud for voksne. Lene Jensen har været ude at besøge en del botilbud sammen med unge, som skulle vælge et nyt sted at bo.
– For nylig var jeg ude med en ung mand og besøge et sted. Der var simpelthen så meget hjælp og støtte. Fx blev der bagt boller om morgenen og lavet mad til dem om aftenen. I bofælleskabet havde den unge mand trænet alle de her færdigheder, og han var faktisk blevet rigtig glad for at lave mad. Så det ville ikke give mening, at han skulle derhen at bo. Der var simpelthen for meget hjælp, fortæller hun.
Det var hun og den unge mand enige om.
Lene Jensen vurderer ud fra de besøg, hun har været på sammen med de unge, at en del botilbud for voksne har indbygget mange hjælperutiner, som nogle af de udviklingshæmmede i virkeligheden godt kunne varetage selv.
– Der kunne det måske være sundt at revurdere, om der er behov for så meget hjælp og støtte, eller om man med fordel kan støtte beboerne i selv at varetage opgaverne, understreger hun.