‘Jeg håber ikke, det sker igen’
Der er fokus på selvbestemmelse – og manglen på samme – i ny norsk rapport, der lader 13 udviklingshæmmede fortælle deres version
’At bestemme over sit eget liv er en af de vigtigste forudsætninger for en positiv udvikling og for egen identitet. Forskning om mennesker med udviklingshæmning har både internationalt og i Norge bestået stort set af undersøgelser, der er baseret på information fra ansatte, familie eller fra observationer. De udviklingshæmmedes egne tanker og udsagn er kun i et lille omfang blevet hørt og har heller ikke været i fokus. Forskningen på området har en tendens til at dreje sig om og ikke med.’
Sådan konstaterer Karl Elling Ellingsen indledningsvist i rapporten ‘Selvbestemmelse og bruk av tvang og makt’, som han sammen med kollegaen Kim Berge på Nasjonalt Kompetansemiljø for Utviklingshemming har lavet for det norske Barne-, Ungdoms- og Familiedirektoratet.
I rapporten fortæller 13 voksne udviklingshæmmede, der har kunnet give frivilligt informeret samtykke, om deres oplevelse af selvbestemmelse, tvang og magt. Alle 13 har eller har haft det, der i Norge hedder ‘et kommunalt vedtag’ – det vil sige, at kommunen i deres konkrete sag har givet personalet tilladelse til at bruge en defineret grad af magt og tvang.
‘Alle de 13 personer, vi har interviewet, er i en situation, hvor de er prisgivet, hvad personalet mener og tror. Mange af dem har affundet sig med det og […] fremstår også trygge i deres eget liv […]. Andre er mere splittede og kan opfattes som værende i et modsætningsforhold til personalet. Dette modsætningsforhold fører til konflikter og indskærpelser fra kommunen’, hedder det i rapporten.
Ukendt – ikke inddraget
Faktum for de fleste af de interviewede er, at de ikke er informerede om indholdet og rækkeviden af det vedtag, der altså giver personalet tilladelse til at anvende magt og tvang over for dem. Og for alle 13 gælder det, at de ikke har været inddraget i udformningen af vedtaget til trods for, at det står nævnt i tre forskellige paragraffer i den norske lov for området.
Rapportens forfattere noterer sig, at det for alle de 13 interviewede gør sig gældende, at det står uklart for dem, at retten til selvbestemmelse er et retskrav, de har:
‘Begrebet selvbestemmelse er for flere af informanterne ukendt, mens det begreb, som de alle har et forhold til, er ‘at bestemme selv’. Alle fortæller de, at de kan lide at bestemme selv.’
Selvbestemmelse forstås af de interviewede som noget, der handler om tre ting: For det første, at alle kan lide selv at bestemme. For det andet, at de fleste områder, hvor de bestemmer, handler om relationer til andre. Og for det tredje, at personalet har vetoret i de sager, der betyder noget for de interviewede.
Ikke noget fald
Forfatterne konstaterer også, at de af de interviewede, der har været udsat for fysisk tvang eller magt, bruger nogle af de samme ord, når de skal beskrive, hvordan oplevelserne har været. Det er ord som ‘ondt’, ‘bange’, ‘ulækkert’ og ‘jeg håber ikke, det sker igen’.
For nogle af de interviewede synes der at være en sammenhæng mellem voldsomme oplevelser, de har haft, og det vedtag, de har fået fra kommunen:
‘Flere af disse livsbegivenheder er – som de bliver forklaret af de interviewede – optakten til, at de har fået et vedtag om brug af tvang og magt’.
Rapporten peger også på, at der trods de senere års erklærede ambitioner om at nedbringe brugen af magt og tvang ikke er sket et fald i antallet af kommunale vedtag, og at der heller ikke er sket et fald i antallet af personer, der har et vedtag. Rapportens forfattere slutter derfor med en række anbefalinger, der skal øge fokus på og viden om selvbestemmelse. Det handler bl.a. om øget fokus på dokumentation af brugen af magt og tvang, højere til krav uddannelsesniveauet og udviklingen af en netbaseret kompetenceudviklingsmodel om forholdet mellem selvbestemmelse og tvang og magt.
Find hele rapporten på www.naku.no./node/1494