icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Afsked

Kaj Skov Frederiksen takker af

Forbundets kasserer gennem 24 år genopstillede ikke på kongressen

  • Af Jens Nielsen
  • 19-2016 /

I 24 år – siden 1992 – har Kaj Skov Frederiksen siddet i Socialpædagogernes ledelse som forbundskasserer, men nu er det slut: Kaj Skov Frederiksen stillede ikke op til genvalg på kongressen, og da han blev fejret med en billedkavalkade og en tale fra forbundsformand Benny Andersen, var det med en stor anerkendelse af Kaj Skov Frederiksens mangeårige indsats på en række områder.

Som forbundskasserer har han haft det løbende ansvar for forbundets samlede økonomi og stået i spidsen for a-kassen. Derudover har han været involveret i bl.a. det internationale arbejde, ikke mindst i regi af International Børnesolidaritet.

– Du har om nogen hele tiden stillet dig i spidsen, når noget i organisationen har skullet forandres og udvikles. Det var dig, der så behovet for en professionalisering af forbundets sekretariat. Det var dig, der stod i spidsen for en ny central a-kasse, så vi fortsat kunne honorere de stigende krav og levere den bedste service. Og det var dig, der stod i spidsen, da vi skulle ændre organisationen fra 15 amtskredse til de nuværende ti kredse, opremsede Benny Andersen bl.a. – og tilføjede hver gang: ‘Du er lykkedes’.

Benny Andersen fremhævede også Kaj Skov Frederiksens ligefremme og tillidsvækkende natur og hans evne til at tænke politisk.

– Hvis der er nogen, der tror, at det med løsningsfagbevægelsen er noget, jeg har fundet på, så tager de fejl. Det er Kaj. Du har så mange gange sagt, at vi skal huske på, at politikerne dybest set har den interesse, at der skal komme noget ud af det for de borgere, vi arbejder for og med. Ellers gider de ikke høre på os, sagde Benny Andersen.

Selv takkede Kaj Skov Frederiksen af med at understrege styrken i fællesskabet og vigtigheden af hele tiden at være parat til at udvikle og ændre organisationen.




Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Kongres, Forbund og a-kasse