Seks millioner til Læs for Livet
Egmont Fonden har doneret godt seks mio. kr. til Læs for Livet, der arbejder for at styrke udsatte børn og unges læsning – bl.a. ved at donere biblioteker til fx anbringelsessteder
Da en pige på Orøstrand Skole- og behandlingshjem for nogle år siden fik bogen ‘Skammerens datter’ i hænderne, blev hun med lærer Line Engelbrech Kamps ord ‘simpelthen det lykkeligste barn meget længe’.
– Hun slugte bogen og lavede ikke andet end at læse i hele weekenden, fortalte Line Engelbrech Kamp dengang i nærværende fagblad.
Nu får endnu flere anbragte børn og unge mulighed for gode bogoplevelser, for nonprofitorganisationen Læs for Livet har netop modtaget en donation på godt seks mio. kr. til at styrke arbejdet med at fremme udsatte børn og unges lystlæsning.
Midlerne skal bruges til videreudvikling og udbredelse af organisationens arbejde med at opbygge skræddersyede biblioteker på fx krisecentre og døgninstitutioner, så bøger i højere grad bliver en naturlig del af udsatte børn og unges liv. Ikke som pligtlæsning i skolen – men som lystlæsning i fritiden.
Midlerne kommer Egmont Fondens Spireprogram, og direktøren for fondens Støtte- og bevillingsadministration, Henriette Christiansen, begrunder donationen sådan:
– Anbragte børn og unge klarer sig dårligere end andre børn og unge i skolen. Vi ved, at adgangen til lystbetonet læsning kan spille en afgørende rolle for børns sproglige udvikling og dermed deres muligheder for at klare sig godt i uddannelsessystemet og skabe sig et godt liv.
Det gode liv
Læs for Livet er stiftet af Rachel Röst, der er børnebogsforfatter med en kandidatgrad i litteratur – og også selv er tidligere anbragt.
I nærværende fagblad har hun tidligere beskrevet, hvordan bøger i hendes øjne har været nedprioriteret på anbringelsessteder – og også var det, da hun selv var anbragt. Men bøger bør i hendes øjne have en fremtrædende plads:
– Det er vigtigt, at børnene bogstavelig talt bliver omringet af bøger. Både så de kan bruge dem, men også fordi tilstedeværelsen af bøger siger noget om de mennesker, der er i rummet. Hvis der er bøger til rådighed, sender de at signal om, at: ‘Jeg forventer sagtens, at du kan læse. Selvfølgelig interesserer du dig for at læse’.
Læs artiklerne om Læs for Livet i Socialpædagogen nr. 15/2014 – og læs mere om projekt Læs for Livet på www.laesforlivet.dk