Det skal være den rigtige redningskrans
Kvalitet på alle niveauer og behov for mere sikker viden om de forskellige indsatser og for at bringe praksisviden mere i spil – sådan lød nogle centrale budskaber på Socialpædagogernes faglige selskabs konference om ‘Den gode anbringelse’
Der var fuldt hus med 200 deltagere, da ‘fagligt selskab om anbragte børn og unge’ 1. marts holdt sin allerførste konference i Middelfart med overskriften ‘Den gode anbringelse – nye mønstre, ny praksis’. Fuldt af familieplejere, familieplejekonsulenter og af ansatte på døgninstitutioner, familiehuse og opholdssteder – praktikere fra det brede socialpædagogiske arbejde med anbragte børn og unge, der alle skulle være med til at skyde sig ind på, hvad det er, man taler om, når man siger ‘den gode anbringelse’, og hvad det så kræver af socialpædagogerne som fag og som fagprofessionelle, hvis det enkelte anbragte barn skal have det bedst mulige voksenliv.
– At vokse op uden sine forældre er vel noget nær det værste, man kan forestille sig som barn. Og det er jer, der kaster redningskransen. For langt de fleste er anbringelsen det, der forhindrer barnet eller den unge i helt at miste fodfæstet. Jeg ved, hvad der skal til – og I ved det: En tidlig indsats, og den rette indsats, sagde forbundsformand Benny Andersen i sin velkomst.
Og den rette indsats handler om at ramme det enkelte barns behov, sagde han:
– Det er ikke bare et spørgsmål om, at der skal være varer på hylderne – der skal være målrettede, individuelle tiltag: For én er det familiepleje, for en anden er det en døgninstitution, og for andre er det korte døgnophold og en netværksanbringelse.
Gennem årene er brugen af de forskellige anbringelsestyper skiftet en del, og konferencen havde netop fokus på de nye anbringelsesmønstre, som fx Sveriges- eller Herningmodellen, der opererer med kortere forløb og mere differentierede indsatser, men Benny Andersen sagde, at også her skal fagligheden være på plads:
– Vi kan og skal lære meget af Herningmodellen – ingen tvivl om det, for der er meget, der er flot og godt i den model – men det er afgørende vigtigt med faglighed og kvalitet på alle niveauer. Og så er det vores opgave – os, der er her i salen – at gøre det, vi ved, der virker. Fagligheden i indsatsen skal udvikles og styrkes – og det er I som praktikere på området en central brik i at sikre.
Manglende viden
Og så overlod Benny Andersen scenen til det, man kunne kalde det store talshow: Professor Inge Bryderup, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet, tog over og gennemgik de næste tre kvarter 100 års udvikling i tendenser og mønstre på anbringelsesområdet. Hun startede med det, der vel kan betegnes som et godt spørgsmål: Hvorfor er anbringelsesområdet så fyldt med myter?
Og Inge Bryderup svarede selv:
– For det første fordi det er et forskningstyndt felt, hvor vi ved alt for lidt, og hvor der derfor er åbent for både fordomme, dogmer og fortolkninger. For det andet fordi det er et meget politisk styret område, hvor den vidensindsamling, der foregår gennem fx SFI og Ankestyrelsen, er styret af forskellige politiske interesser
Dernæst rettede Inge Bryderup det lange lys mod de sidste 100 års anbringelser:
– Man må konstatere, at der er en omfattende konstans på området: Andelen af anbragte børn har gennem 100 år ligget på omkring én pct. af de 0-17-årige. Og de relative udgifter til anbringelser har ligget konstant gennem mange, mange år. Ændringerne i socialpolitikken har haft begrænset betydning for området. Der har stort set ikke været nogen effekt af forsøgene på at spare på området samlet set, konstaterede Inge Bryderup.
I et lidt kortere tidsperspektiv er der sket en vis, men ikke en dramatisk, ændring, hvis man ser på anbringelsestallene for de forskellige aldersgrupper: Der er blevet anbragt lidt flere 0-5-årige og lidt færre 12-18-årige.
Nogle af de største udsving kan ses, hvis man kigger på antallet af tvangsanbringelser: Mens det i 1984 kun var 1,4 pct. af alle anbringelser, der skete uden samtykke, var tallet i 2009 steget til 18 pct., altså næsten hver femte.
Et andet stort skred er sket i valget af anbringelser i hhv. familiepleje og på døgninstitution siden 1980’erne:
I 1980 var 15 pct. af alle anbragte børn og unge i familiepleje og sådan havde det været i de foregående 25 år – i 2014 var det tal steget til 60 pct. Omvendt er det gået for døgninstitutionerne, hvor antallet af anbragte børn og unge er faldet støt fra slut 80’erne til at være 20 pct. i 2014.
Alene fra 2009 til 2014 steg andelen af børn anbragt i familiepleje fra 43 til de nævnte 60 pct.
Længere anbringelser
I sin gennemgang inddrog Inge Bryderup både tal fra sin egen forskning – der bl.a. omfatter et stort igangværende forskningsprojekt på familieplejeområdet, et projekt, der ventes færdig i slutningen af året – og også det store tal- og analysemateriale, som Rockwool Fonden siden 2010 har lavet om anbringelsesområdet.
Fondens forskere har bl.a. set på den gennemsnitlige længde af anbringelserne, og her er der siden 1985 sket en markant forlængelse af anbringelsesperioden – fra 13 måneder i 1985 til 36 måneder i 2010. Her kan man, noterede Inge Bryderup sig, så glæde sig over, at fondens analyser også viser, at de længste anbringelser giver de bedste resultater for de anbragte børn og unge: Længerevarende anbringelser giver bedre liv i form af flere i beskæftigelse og færre ledige.
Men hvorfor er anbringelserne blevet længere, når alle snakker om forebyggende indsatser? Antallet af børn, unge og familier, der modtager forebyggende foranstaltninger, har ikke udviklet sig meget: Mens man i 1932 gav forebyggende foranstaltninger til fire pct. af alle børn og unge, var andelen i 1953 på 3,7 pct. og i 2000 var den på 3,6 pct.
– Siden 2000 er der sket en række ændringer i love og regler på området, som gør det teknisk meget svært at sammenligne antallet af børn, unge og familier, der modtager forebyggende foranstaltninger, men der synes at være en svagt stigende tendens indenfor de senere år, sagde Inge Bryderup.
Store kommunale udsving
Udgifterne på anbringelsesområdet bliver jo ellers ofte betegnet som værende steget med raketfart, men i sine historiske analyser har Inge Bryderup konstateret, at udgifterne har været rimelig konstante set i forhold til de samlede sociale udgifter i hele 1900-tallet – dog svagt faldende sidst i perioden. Rockwool Fondens analyser viser, at udgifter set i forhold til BNP, altså tallet for den samlede produktionen af varer og tjeneste i landet, har ligget stabilt gennem de sidste tyve år: Både i 1996, i 2007 og i 2013 udgjorde udgiften til området ret præcist 0,8 pct. af BNP.
Men den store forskel er, at udgifterne til området efter strukturreform og ændringer i refusionsordninger m.m. er steget fra at være 64 pct. kommunale til nu at være 100 pct. kommunale.
Om det så kan forklare de meget store forskelle på anbringelsesområdet, der er kommunerne imellem, skal være usagt, men de er der, konstaterede Inge Bryderup: Anbringelsesfrekvensen svinger fra 0,03 pct. anbragte i én kommune til 3,5 pct. i den kommune, der har flest anbringelser ift. antallet af 0-17-årige. Og ser man på andelen, der anbringes i familiepleje, så svinger tallet fra 15 til 80 pct. som de to yderpunkter.
– Vi har ingen demografiske eller økonomiske forklaringer. Det er det kommunale selvstyre i praksis, sagde Inge Bryderup.
Hun konkluderede afsluttende, at de ‘stabile’ tal på området, hvor der ikke er de store udsving, tyder på, at den førte socialpolitik har haft begrænset betydning:
– Og der har stort set ikke været nogen effekt af forsøgene på at spare på området, konstaterede hun.
Til gengæld har kommunal- og strukturreformerne i både 1970 og i 2007 været efterfulgt af en klar tendens: flere anbringelser i familiepleje.
Og fremtiden?
Katrine Wilms Binzer, der er kontorchef i Socialstyrelsens Center for Børn, Unge og Familier, havde fået den noget utaknemmelige opgave at agere spåkone, da hendes indlæg havde fået overskriften: ‘Hvad bringer fremtiden?’. Hun holdt sig forståeligt nok til at fortælle, hvor Socialstyrelsen har sine fikspunkter i de kommende års indsatser. Og det handler ikke mindst om omlægningen til en tidlig forebyggende indsats – fordi det både menneskeligt og samfundsøkonomisk giver rigtig god mening.
– Her skal kommunerne have en dækkende tilbudsvifte, så barnet kan få det rigtige tilbud – og her er jeres faglige indsats afgørende, sagde hun til forsamlingen – og pointerede, at der ikke kun skal være én måde at gå til tingene på:
– Man skal ikke bare starte nedefra og så arbejde sig op ad indsatstrappen. Det rigtige tilbud kan jo nemt være en anbringelse. Og en anbringelse på en døgninstitution kan også være det rigtige, men det skal som udgangspunkt være kortere forløb, mens de langvarige indsatser skal foregå længere nede af trappen, sagde Katrine Wilms Binzer.
På familieplejeområdet har Socialstyrelsen fokus på at kvalificere familieplejerne til at håndtere stadigt mere belastede børn. Det sker bl.a. ved at teste KEEP, som er et gruppebaseret forebyggende kursusforløb for plejefamilier – i dette tilfælde familier med plejebørn på 4-12 år. Desuden har styrelsen også startet et kommunalt netværk, som skal udbrede god praksis, når det handler om vederlag, udarbejde en håndbog om den gode plejefamilieanbringelse samt udbrede netværksinddragende metoder, som plejefamilierne kan bruge i praksis.
På døgninstitutionsområdet vil styrelsen, fortalte Katrine Wilms Binzer, i høj grad have fokus på hverdagsperspektivet, og det vil kræve specialiserede indsatser fremfor specialiserede steder, og det vil øge efterspørgslen efter anbringelsessteder, der arbejder langt nede på indsatstrappen, sagde hun:
– Men det er ikke det samme som at aflyse den professionelle indsats – den skal blot være en slags ‘ambulant’ behandling, hvor den biologiske familie og netværket er i fokus.
Zoom ind på praksisviden
Socialstyrelsen vil også i langt højere grad rette blikket mod den ‘lovende praksis’, sagde Katrine Wilms Binzer:
– Vi holder ikke op med at arbejde med evidens og metoder – slet ikke – men vi vil arbejde mere for at samle viden om det, der bliver gjort ude i praksis – den lovende sociale praksis. Vi vil zoome ind på de kerneelementer i praksis, der skaber forandring for barnet. Det vidensbaserede arbejde skal både være forskningsmæssigt og praksisbaseret, sagde hun.
Dokumentationen af de lovende indsatser skal laves i samarbejde med både kommunerne og de konkrete sociale tilbud, og der skal fx ske en udbredelse af kerneelementerne i misbrugsindsatsen blandt unge med afsæt i erfaringerne fra det københavnske UTURN-projekt og den aarhusianske U18-model.
– Så fremtiden den bringer indsatser ud fra hverdagslivsperspektivet med professionel støtte, og arbejdet med den lovende praksis, der skal udvikles i samarbejde med alle jer derude, sluttede Katrine Wilms Binzer.
Pas på light-modeller
Konferencen bød også på en håndfuld temaoplæg og workshops, hvoraf to vil blive refereret i det kommende nummer af Socialpædagogen. Og da forfatter og foredragsholder Helen Eriksen havde snakket og mimet og gestikuleret sig igennem sit oplæg om de altid så truende forandringer – om ‘at det var meget bedre før’, at ‘det altid er nogen andres skyld at det er blevet sådan’, og om hvordan det er urfrygt og overlevelsesinstinkt, der styrer store dele af butikken i de forandringsprocesser, mange udsættes for i et væk – så sluttede konferencen tilbage på sporet af den gode anbringelse:
Socialpædagogernes næstformand Verne Pedersen afrundede dagen med atter at sætte fokus på Herningmodellen.
– Det, der gjorde Herningmodellen kendt, var de massive investeringer i sagsbehandlingen. Det hjalp, og det viser vel bare, at investeringer betaler sig. Men det er bydende nødvendigt, at vi får sat ord på hele modellen, for det er socialpædagogikken, der er kittet, der får indsatsen til at hænge sammen. Det er socialpædagogikken, der er midlet til at skabe, reparere og fastholde relationerne. Det handler om helhedsorientering, om at tænke mere end ét skridt frem. På den led er det i høj grad et samarbejdsprojekt, sagde hun.
– Vi må også være ærlige og indrømme, at dele af vores område har været præget af silotænkning, og for os i Socialpædagogerne er det afgørende, at den politiske tilgang til Herningmodellen er, at den faglige indsats skal være i fokus. Jeg kan da godt frygte, at vi kommer til at se nogle Herning light-udgaver, hvor det kommer til at handle om økonomi, og hvor børn og unge bliver tabt på gulvet, advarede Verne Pedersen.
Der er i satspuljen for 2016 sat penge af til at rulle modeller for tidlige forebyggende indsatser i stil med Herningmodellen ud til kommuner over hele landet, og her er det afgørende for Socialpædagogerne, at fagligheden og helhedssynet bliver bærende, sagde hun:
– Det er ikke kun besparelsestanken – det er hele tankesættet, der skal flytte ind i kommunerne, sagde Verne Pedersen.
Læs mere reportage fra konferencen i det kommende nummer af Socialpædagogen. Og læs mere om konferencen på det faglige selskab egen hjemmeside via www.kortlink.dk/kr7y