Ryk dig, flyt jer - sammen
Hvem kan være der for den unge efter anbringelsen, og hvordan kan familierne rykke sig sammen? Der var fokus på relationer og pårørendearbejdet i temaoplæg på konferencen om ‘Den gode anbringelse’
Relationsarbejdet er centralt i indsatsen over for anbragte børn. De kommer tit med svigt og skuffelser i bagagen, og det er afgørende at få genopbygget tillid og tiltro til de voksne. Men hvad gør man så, når man arbejder med tidsbegrænsede anbringelser, hvor der ikke er tid til at tage det lange seje træk og få opbygget de helt tætte relationer til den unge?
Det gav socialpædagog Charlotte Hansen og afdelingsleder Else Clausen fra Claudisvej 9, der er en del af Hedebocentret i Herning, deres bud på i et af de fem temaoplæg, der blev holdt i to omgange på konferencen ‘Den gode anbringelse’.
Konference var den første i regi af Socialpædagogernes faglige selskab om børn og unge og havde undertitlen ‘nye mønstre – ny praksis?’ – og det er en betegnelse og et spørgsmål, der passede fint på den indsats, de to socialpædagoger fra Claudisvej fortalte om i deres oplæg: Hvordan arbejder de med relationer i anbringelserne, der for de syv unge, som der er plads til på stedet ad gangen, varer mellem 9 og 12 måneder?
Den tid bruges målrettet på at forberede den unge på det kommende miljø, han eller hun skal videre til efter opholdet på Claudisvej, fortalte Else Clausen til indledning.
– Vi arbejder ud fra et normaliseringsperspektiv, og man kan sige, at vi i stedet for at arbejde med relationsdannelse i den gængse forstand sammen med den unge, forældrene og netværket omkring den unge laver en samarbejdsalliance, hvor vi sætter et mål for, hvor den unge skal være, når tiden på Claudisvej er slut. Og helt fra indskrivningen har vi fokus på udskrivningen, sagde hun.
– I Herningmodellen har vi meget opmærksomhed omkring de praktiske færdigheder, der kan sætte den unge i stand til at mestre flere ting i sit liv. Vi vil også gerne tage fat i kerneproblemerne, men vi kan ikke som før, hvor de unge boede hos os i to år, arbejde til bunds med dem, siger Else Clausen.
Målet for tiden på Claudisvej er en mindre indgribende foranstaltning – et trin eller to længere nede på den indsatstrappe, som Herningmodellen opererer med, og som Claudisvej og resten af Hedebocentret arbejder efter.
For at nå dertil er det vigtigt med inddragelse af den unge fra dag ét og af netværket omkring den unge hurtigst muligt, understregede Charlotte Hansen:
– Den unge skal have ejerskab til målene og den behandlingsplan, vi lægger, og vi sørger for at holde et netværksmøde inden for de første tre måneder, for det er vigtigt at arbejde med den unges relationer i netværket og have fokus på, hvad der skal til efter opholdet hos os, sagde hun – og tilføjede, at det er den unge selv, der bestemmer, hvem der skal med til netværksmøderne.
Det kan fx være en kusine, en nær ven eller en anden, der er der og kan være en støtte, når den unge bliver udskrevet fra Claudisvej.
De opsatte mål bliver taget op hver sjette uge:
– Det arbejder vi meget systematisk med, og det giver den unge mulighed for at måle sin indsats og udvikling og justere på tingene, sagde Charlotte Hansen.
Familierne rykker
Hun og Else Clausen supplerede hinanden i beskrivelsen af elementerne i den samlede indsats på Clausdisvej: Arbejdet tager afsæt i miljøterapi og handler om en intensiv familieindsats og -behandling og netværksinddragelse, og der er fokus på skole- og beskæftigelsestilknytningen.
Derudover arbejder man med de såkaldte ART-forløb, som er gruppeforløb, der sigter på at udvikle den unges personlige og sociale kompetencer. ART betyder Aggression Replacement Training og bruges til unge, som ikke gennem deres opvækst har fået indlært social adfærd. Et ART-forløb kan hjælpe disse unge til at udvikle egne færdigheder, få større selvindsigt, få indblik i andre menneskers tanker og motiver – og lære, hvor afgørende det er for at kunne omgås andre og have sunde relationer.
Nogle af de unge på Claudisvej har også tilknyttet en såkaldt færdighedstræner, der kommer udefra og fx er en 18-20-årig gymnasieelev eller studerende.
– En færdighedstræner havde fx som opgave at tage med en af vores unge med til ridning, så hun kunne lære at komme på rideskolen og indgå på lige fod med de andre. En jævnaldrende kan for mange være en vej ind i et normalt ungdomsliv – og den unge, der begyndte at komme på rideskolen med en færdighedstræner, kunne efter noget tid selv klare det, fortalte Charlotte Hansen.
Især familieindsatsen kan noget, sagde Else Clausen, som selv er familieterapeut:
– Arbejdet med familierne kan meget mere, end vi havde troet. Indsatserne er meget forskellige – lige så forskellige som familierne og de udfordringer, de og de unge har. Og ja, det kan være særdeles udfordrende – men familien skal indgå i forløbet, og det rykker, når både familien og den unge indgår i samarbejdsalliancerne, sagde hun og fortalte, at indsatsen bl.a. kan omfatte ART-forløb, hvor familierne kan arbejde med social adfærd og relationer.
Der er altid et netværk
Men hvad med arbejdet med den øvrige del af netværket? Som skrevet oven for har den unge selv et afgørende ord at skulle have sagt om, hvem der skal indgå i netværksmøderne og være en del af arbejdet med netværket, som altså spiller en rolle fra starten af opholdet på Claudisvej:
– Vi starter med at spørge: Hvem er vigtig for dig? Hvem kan hjælpe dig, når du er færdig med at være her? Og det kan fx være en nabokone, der stiller op til tage den unge med på café, når der er brug for lidt luft, fortalte Charlotte Hansen.
– Men det kommer jo ikke af sig selv – hvis netværket bare fungerede, var de unge jo ikke her. Og det er måske ikke altid det ‘sundeste’ netværk, den unge har – men det er der, og det arbejder vi med. Her er det os, der skal være de ihærdige og insisterende – også når der fx er tale om ‘dårlige kammerater’, sagde Else Clausen.
– Og når det ‘andet’ trækker, arbejder vi med at motivere dem med alle de redskaber, I også kender som socialpædagoger, sagde hun til tilhørerne.
Men der har været eksempler, hvor det ikke er lykkedes, fortalte hun:
– Vi har haft nogle store udfordringer med unge, der har haft et misbrug – unge, hvor vi ikke har kunnet komme videre.
Det er jo forebyggende
Alle de 18 unge, der indtil videre har været igennem Claudisvej under den nuværende model, er gået til en mindre indgribende foranstaltning – fx fra anbringelse i en plejefamilie til at bo på egen hybel. 14 ud af de 18 har fået markant bedre relationer til deres forældre.
Kun en ud af de 18 har ikke modtaget en eller anden form for efterværn efter opholdet på Claudisvej – og kun en ud af de 18 er endt med at flytte hjem til familien.
Men er det ikke fattigt, at kun en er kommet hjem til sin familie igen, ville en tilhører vide:
– Det synes jeg ikke, det er, og det er heller ikke forventningen, når det som her gælder 16-18-årige unge. Og for mange af de her unge er netop det at have en vis afstand til familien en mulighed for ikke at havne i konflikter, svarede Else Clausen.
Kort efter konferencen ville der ligge en evaluering af de første år med den nye model for arbejdet på Claudisvej, men Else Clausen pegede allerede på, at den store ændring er inddragelsen af familien og netværket:
– Vi har lært at turde give ansvar fra os og stole på ressourcerne i familien og netværket, sagde hun.
Else Clausen konstaterede også, at Claudisvej ikke får så mange henvisninger som tidligere – og det kan hænge sammen med en af grundtankerne bag Herningmodellen, påpegede hun:
– Som døgntilbud ligger vi jo på øverste trin på indsatstrappen, og det er vi ikke helt tilfredse med. Vi er jo et tidsbegrænset tilbud og udfører jo en slags forebyggende arbejde, sagde Else Clausen.
Afmontere stressmønstret
Et andet eksempel på forældre- og netværkssamarbejde blev præsenteret af Berit Lykkegaard Hellesø og Margrethe Stenild fra Børnefamiliecentret Kløvergården i Hjørring. De har arbejdet med familiebehandling i henholdsvis 12 og otte år, og har nu gennem seks år arbejdet med de unge og de meget konfliktramte familier, som er en af Kløvergårdens opgaver og den primære for den gruppe, Berit Lykkegaard Hellesø og Margrethe Stenild arbejder i. De fik i sin tid frie hænder til at opbygge en ny form for indsats over for familierne, der har forskellige problematikker. Ideen opstod, fordi de to ofte løb panden mod en mur:
– Vi oplevede at komme ud i familierne og blive mødt med afvisning fra den unge. ‘Fuck jer, hvad kan I gøre for mig’, kunne de finde på at sige og så skride, mens de opremsede antallet af kontakter, de havde med kommunen. Og så var det vi tænkte: Hvad gør vi, fortalte Margrethe Stenild.
– Så startede vi grupperne op i kommunalt regi – selvom der i starten var stor skepsis over for den form for familiearbejde: De vil bare ‘smitte’ hinanden, når man sætter familier med problemer som ADHD, autister, skolevægring osv. sammen, lød det… Men vi fik lov at starte op med familier, der fik støtte efter servicelovens § 11.3 og 11.7 og visitering efter § 52.3, fortsatte Berit Lykkegaard Hellesø.
For hende og Margrethe Stenild handler det i høj grad om at ændre på familiernes og de unges opfattelse af den kommunale hjælp:
– Vi gør meget ud af at gøre mødet med os til en skuffelse, der ikke går i opfyldelse. At vi sørger for, at deres negative forventninger til ‘systemet’ ikke bliver indfriet, sagde Margrethe Stenild.
Arbejdet med familiegrupperne tager afsæt i empirien, men er også knyttet tæt til teorien:
– Vi arbejder tilknytningsteoretisk, bruger systemteorien, narrative elementer og neuropædagogik. Men først og fremmest møder vi ikke den unge som den, der har slået sin lærer, vi ser ikke den ‘onde mor’ eller den ‘onde unge’, men taler om den dårlige stemning, forklarede Berit Lykkegaard Hellesø.
– Ja, vi prøver at afmontere stressmønstret og sænke stressniveauet. Vi griner meget og leger meget – og er vi to internt uenige, så viser vi, at det kan man godt være uden, at det højner konfliktniveauet. På den måde er vi rollemodeller, sagde Margrethe Stenild.
20 minutter hver søndag
Det handler om at lære den unge – og de øvrige familiemedlemmer – at operere med forskellige opfattelsespositioner: at der både kan være en ‘mig’-, en ‘dig’- og en ‘udefra’-tilgang og opfattelse af en situation.
– Det virker i sig selv eksternaliserende, og vi er selv blevet overraskede over, hvordan en ellers konfliktsøgende 15-årig, der jo qua sin alder ikke er færdigindrettet i den øverste etage, kan indoptage det her system. Det giver simpelthen mening for dem, fortalte Berit Lykkegaard Hellesø.
Bl.a. via arbejdet med opfattelsespositionerne og via lege, hvor forældre og børn bliver sat i uvante roller, der bryder med deres ellers ofte fastlåste opfattelser af hinanden, blødes konflikterne op:
– Når man får bind for øjnene i en øvelse, og far skal være guide, der skal få en sikkert rundt i landskabet, kan det være ok rart at stå og putte sig lidt op af ham, konstaterede Margrethe Stenild.
Desuden, sagde hun, handler det om at være meget præcis i sin tilgang til de elementer, der kan vende stemningen:
– Vi er ekstremt specifikke omkring adfærden og de rammer, den udvises i. Når vi fx taler om tålmodighed, så taler vi konkret om, hvordan man skal være tålmodige med hinanden, hvornår og også hvor længe man skal holde ud. En aftale kan fx være, at den unge og en forældre går en 20 minutter lang tur med hunden hver søndag, sagde Margrethe Stenild.
Et fast punkt på dagsordenen på de ugentlige gruppemøder er ‘Kvikke Kalle’, som deltagerne selv står for. Det handler kort fortalt om at man fremhæver og roser noget helt konkret, en anden fra gruppen har gjort eller sagt.
– Det øver dem i at være specifikke – og det har vi jo alle sammen brug for i familien, i skolen og på arbejdet, konstaterede Berit Lykkegaard Hellesø.
|
Den gode anbringelse Dette er den anden af to artikler fra konferencen ‘Den gode anbringelse’. Den første blev bragt i Socialpædagogen nr. 06/2016. Læs mere om ART-forløbene i Socialpædagogen nr. 11/2014 Læs mere om Claudisvej 9 via www.kortlink.dk/ktya Og læs mere om Kløvergården på www.kloevergaarden.hjoerring.dk |