Er pædagogikken på plads, er etikken det også
Autismecenter Storstrøm har udarbejdet en værktøjskasse, som socialpædagoger kan gribe ned i, når de skal holde etikken på plads. Socialpædagogernes etiske udvalg har støttet projektet
Hans bor på Autismecenter Storstrøm og er på mange måder godt fungerende. Han er tilsyneladende meget glad for at bruge ironi og kommer konstant med ironiske udsagn, der ofte er virkelig morsomme. Medarbejderne kan rigtig godt lide Hans, og hans ironiske udsagn fremkalder både latter, smil og glæde.
Nogle gange forsøger personalet sig også med ironi over for Hans, men den form for kommunikation kan han slet ikke afkode. Han bliver lammet og kigger uforstående på den medarbejder, der er kommet med det ironiske udsagn. Af og til spørger Hans, om det var ironisk ment, og bliver der sagt ja, bliver han bare endnu mere usikker.
Medarbejderne er godt klar over, at Hans på grund af sin autisme ikke forstår ironi, men de kan komme til at glemme det, fordi de i den daglige omgang med Hans oplever, at han bruger det hele tiden.
Selvom medarbejderne således har en stor viden om autisme og arbejder ud fra principperne i autismepædagogikken, kan de i den konkrete situation glemme at bruge den viden, de har. Det er en viden, som skal holdes ved lige gennem daglige faglige etiske diskussioner. Alligevel var der flere medarbejdere, som mente, at etiske diskussioner fundamentalt set var forskellige fra praktiske diskussioner. Hver til sin tid.
Det var baggrunden for, at Autismecentret i 2014 søsatte et projekt, som skulle afdække, om det var muligt at forbedre de socialpædagogiske medarbejderes lyst til at diskutere praktiske etiske problemstillinger. Projektet hedder Beslutningsprocesser og blev til i samarbejde med og med økonomisk støtte fra Socialpædagogernes etiske udvalg.
– Ord som selvbestemmelse, værdighed, frihed og ligebehandling blev flittigt anvendt, når der skulle diskuteres etik. Men det skete på meget forskellige måder og blev ikke i særligt omfang koblet sammen med praktiske problemstillinger og løsningsforslag, fortæller projektleder Alexander Guld Riis.
Neutrale eksempler
Medarbejderne i Dagtilbuddet Paletten blev udvalgt til at deltage i et forløb, hvor de skulle arbejde aktivt med etisk teori og metode i forhold til de problemstillinger, de står med i det daglige socialpædagogiske arbejde.
Målet med projektet var ikke at skabe en ny pædagogisk tilgang til arbejdet, men derimod at få skabt nogle rammer, hvori autismepædagogikken kunne udfolde sig, fortæller Alexander Guld Riis.
– Målet har været at beskrive, hvordan man agerer fagligt og dermed etisk forsvarligt.
Projektet blev skudt i gang med en spørgeskemaundersøgelse, som bl.a. skulle vise projektgruppens og to testgruppers forhold til etik – fx om etiske overvejelser indgik i deres pædagogik.
Herefter gennemgik de et todages undervisningsforløb, hvor de fik teorier om etik gennemgået, og endelig blev teorierne fulgt op med praktiske eksempler.
Medarbejderne var meget engagerede, men det viste sig ret hurtigt, at det var svært at bruge praktiske eksempler fra deres egen hverdag, fordi diskussionerne ofte blev for følelsesladede, fortæller socialpædagog Mads Lohse.
– Det er lidt svært at øve sig på eksempler fra de brugere, vi har i dagligdagen, fordi vi måske har for mange følelser i klemme.
Afdelingsleder Thomas Iversen supplerer:
– Med eksempler fra andre afdelinger var det lettere at få tingene skilt ad og se mere nøgternt på problematikkerne.
Den etiske værktøjskasse
Undervejs i projektarbejdet blev medarbejderne præsenteret for en etisk værktøjskasse (se artiklen ‘Det er ikke nok med mavefornemmelser’), som skulle være det redskab, medarbejderne griber ned i, når rammerne for deres pædagogiske indsats skal lægges.
Værktøjskassen indeholder fire elementer, som skal være til stede i det socialpædagogiske arbejde og hjælpe medarbejderne til at tænke fagligt og dermed etisk forsvarligt.
Det er ikke nye elementer i det pædagogiske arbejde med mennesker med autisme, men værktøjskassen sætter fokus på, at det er vigtigt at være fagligt godt funderet, fortæller Alexander Guld Riis:
– Værktøjskassen indeholder redskaber, man griber tilbage i, og den giver et fælles holdepunkt til at finde ud af, hvad man fagligt mener med fx værdighed.
Det er også værktøjskassen, man kan bruge, når man skal diskutere, hvordan man i nogle situationer handler uden at bruge sin viden om autismepædagogik, sådan som det skete i eksemplet med Hans og brugen af ironi.
Og det er også værktøjskassen, der bliver åbnet, når man skal diskutere, hvad man stiller op med brugere, der pludselig kan finde på at smide tøjet. Skal man skærme brugeren, så han eller hun ikke udstiller sig selv? Hvad skal man gøre, når det sker på åben gade?
– Det komplicerede i eksemplet med tøjet er, at problematikken i udpræget grad har karakter af at være følt af personalet. Brugeren er ikke generet af at smide tøjet. På den måde er der tale om en abstrakt problematik, som ikke har direkte fysiske eller psykiske konsekvenser for brugeren selv, siger Alexander Guld Riis og tilføjer:
– Personalet skal overveje, hvori problematikken består: Handler det om at sikre brugerens privatliv eller om at beskytte brugeren mod eventuel hån? Er det i det hele taget et problem?
Bid for bid tygger personalet sig igennem problematikken og opstiller mål for indsatsen.
– Det er svært at sætte en fast formel på et etisk, pædagogisk problem. Men det handler om at behandle et problem så rationelt som muligt. Og her kan værktøjskassen hjælpe, siger Alexander Guld Riis.
Putte og Basse
Både for Mads Lohse og Thomas Iversen har projektet betydet, at der er blevet stillet skarpt på etik og pædagogik. Udgangspunktet for deres arbejde er fortsat autismepædagogikken, men de har fået redskaber til at holde fast i den – også i pressede situationer.
Det er svært at undgå, at man ikke på et eller andet tidspunkt lægger sine egne normer og værdier ind i arbejdet. Og et begreb som fx værdighed kan betyde noget forskelligt fra person til person.
Projektet har betydet, at der er kommet gang i de etiske diskussioner. Hvad forstår man hver især fx med, at noget ‘ikke er værdigt’ eller at noget er ‘etisk ukorrekt’?
– Vi har forskellig opdragelse og dermed også forskellige ting med i rygsækken. Når man arbejder som pædagog, bruger man sig selv som værktøj, og det er det værktøj, man kigger på, når man vurderer, om noget er etisk korrekt, siger Thomas Iversen og tilføjer:
– Medarbejderne skal kunne klare at tage egne værdier frem og diskutere, om de er i overensstemmelse med autismepædagogikken. Og for at debatten ikke skal foregå på et følelsesladet plan, kan man bruge principperne i værktøjskassen.
Hvordan forholder personalet sig fx til brugen af kælenavne? I en afdeling med svagt fungerende mennesker med autisme, hvor der forekommer en del udadreagerende adfærd, er det gradvist blevet mere og mere almindeligt, at medarbejderne bruger kælenavne i stedet for brugernes egne navne. Der er tale om nuttede navne som Basse og Putte. Medarbejderne bruger det på en venlig måde. En del medarbejdere mener imidlertid, at der er tale om en problematisk praksis, fordi det er uværdigt at tiltale voksne mennesker med kælenavne.
Her er begrebet værdighed blevet bragt i spil. Er der tale om, at det er uværdigt at blive kaldt for Putte? Er det et overgreb at kalde folk for navne, de ikke selv kan sige til eller fra overfor? Hvad betyder det for en person, der har brug for forudsigelighed, at han det ene øjeblik hedder ‘Joakim’ og det næste Putte? Og hvordan ville medarbejderne selv have det med at blive kaldt Putte? Er kælenavne kærlige over for beboerne eller et redskab til at pleje eget velbefindende?
Hvorfor giver personalet beboerne kælenavne? De arbejder i et miljø med udadreagerende beboere. Er kælenavne med til at gøre en svær dagligdag overskuelig?
Det, der umiddelbart kunne have udviklet sig til en meget følelsesladet debat om kælenavne, bliver nu holdt på plads af rammerne fra værktøjskassen, så debatten bliver flyttet fra et privat til et fagligt niveau.
Som Mads Lohse fortæller:
– Man kan godt være følelsesmæssigt involveret i en bruger – det gavner arbejdet – men man skal huske at bruge autismepædagogikken. Hvor vi før følte os ramt personligt, kommer vi i dag ud af vore forsvarspositioner. Her hjælper værktøjskassen os med at føre en debat på et fagligt niveau.
Og han kommer med denne klare konklusion:
– Når vi har pædagogikken på plads, har vi også etikken på plads.
Bedre arbejdsmiljø
Samtlige medarbejdere har deltaget aktivt i projektet, fortæller Thomas Iversen.
– Alle gik ind i det med åben pande og ville gerne diskutere etik og pædagogik. Vi har arbejdet på samme måde også før projektet, men nu har vi fået en fælles forståelsesramme, der gør det lettere at føre en etisk debat.
– Det er blevet tilladt at tale om, hvad der er gået galt, og man tager det ikke længere så personligt, når noget sker. I stedet diskuterer vi indbyrdes, hvad der kan laves om på, supplerer Mads Lohse.
– Der er skabt en stemning, hvor det er legalt at sige, at ‘jeg lavede en fejl ved fx at komme lidt for sent ned til en bruger – det var derfor han blev urolig’, fortsætter Thomas Iversen.
Værktøjskassen bliver også taget i brug i det indbyrdes forhold mellem kollegaerne, og det er blevet legalt at sige fra over for hinanden og fx bede den anden om at tale mindre støjende.
– Det er supergodt for arbejdsmiljøet, at man fagligt må udfordre hinanden, uden at det bliver personligt. Det skaber større samhørighed og respekt for hinandens arbejde. Det giver tryghed og stolthed, fortæller Thomas Iversen.
– Det giver også faglig stolthed og tilfredshed at få gennemført nogle ting over for brugerne. Vi har fået fjernet nogle uoverensstemmelser, fordi man måske tidligere har taget det personligt og oplevet at skulle føre en form for forsvarskamp for sine holdninger, slutter Mads Lohse.
Der er udarbejdet et idekatalog, ‘At træffe et valg – idékatalog til arbejde med etiske problemstillinger i socialpædagogisk praksis’, som bl.a. indeholder værktøjskassen og praktiske eksempler fra autismeverdenen.
Beboerne optræder under pseudonym.
|
Diskuter på facebook: Hvornår er kælenavne etisk i orden?
Basse og Putte er to eksempler på kælenavne, der af personalet bliver brugt om beboerne på en afdeling med svagt fungerende mennesker med autisme – og en del udadreagerende adfærd. Hvornår er det etisk i orden at bruge kælenavne? Hvad taler for og imod? Bruger du selv kælenavne i dit arbejde?
Deltag i debatten på facebook / se hvordan på www.sl.dk/facebook |