Af Jens H. Lund
Mens tværprofessionelt samarbejde mellem pædagoger, lærere og socialrådgivere om udsatte børn og unge længe har været en vigtig del af professionel praksis, så er modulet ’Det Tværprofessionelle Element’ et forholdsvis nyt element i grunduddannelserne for de tre faggrupper. Med denne studiebog bliver studerende introduceret til en række teoretiske perspektiver på tværprofessionelt samarbejde om udsatte børn og unge med fokus på begreber som udsathed, børneperspektiv, sporing, radikalisering og overgange. Bogen er bygget op i to dele, hvor første del tager sig af det teoretiske, mens anden del af bogen præsenterer en række praksiseksempler og cases fra tværprofessionelt samarbejde i fx boligforeninger, idrætslivet, på det kulturelle område, i det kommunale system og i forskellige institutioner. Et kapitel handler fx om den socialpsykiatriske ungdomsinstitution Holmstrupgård, hvor det beskrives, hvordan politiske reformer og samfundsmæssige strømninger har påvirket det tværprofessionelle samarbejde både på det strukturelle og det uformelle plan. Bogen fungerer fint som inspiration og diskussion af det tværprofessionelle samarbejde om udsathed i praksis.
Turbine Akademisk. 384 sider. 250 kr.