Af Brian Degn Mårtensson og Leif Puggaard Aristoteles, Rousseau, Kant, Bordieu, Nietzsche og Sartre er bare nogle af de kendte filosoffer, man som læser bliver introduceret til i ‘Videnskab og pædagogik’. Bogen fungerer som en introduktion til den europæiske videnskabelige debat om spørgsmål om menneskets forhold til sig selv, fællesskabet og verden. De to forfattere giver allerede i forordet udtryk for, at det er lidt af en opgave at formidle videnskabsteori og gøre det lettere tilgængeligt, hvad de store af videnskabens tænkere står for. Med en parallel til sportens verden, hvor man fx aldrig kunne drømme om at lægge ud med et maraton, når man begynder at løbetræne, så gælder det også for filosofiens verden, at man skal tage det et skridt af gangen, så man er sikker på at komme frem. Med andre ord én filosof af gangen – eller et kapitel af gangen. Bogen kan bruges som et opslagsværk og henvender sig til alle, der uddanner sig inden for de pædagogiske, sociale og sundhedsfaglige områder. Ud over at give et videnskabshistorisk overblik frem til og efter oplysningstiden, så rummer bogen også kapitler om fx positivisme og rationalisme, konstruktivisme og socialkonstruktivisme, kritisk teori – og nyere videnskab og pædagogik.
Akademisk Forlag. 304 sider. 349,95 kr.