Hvad dokumenterer vi ikke?
Alle de små papiropgaver tager i sidste ende tid væk fra det direkte relationsarbejde med børnene, lød meldingen fra Orøstrand, da S-formand Mette Frederiksen var på besøg
Hvis der er lus på skole- og behandlingshjemmet Orøstrand, kan børnene ikke bare få en lusekur. Og når 14-årige Alberte har menstruationssmerter og spørger efter en smertestillende pille, kan hun ikke få en panodil fra skabet med det samme.
Håndkøbsmedicin som lusekure og panodiler skal socialpædagogerne på Orøstrand nemlig have ordineret hos en læge, og efterfølgende skal det registreres i flere systemer. Processen skal gentages for hvert enkelt barn – hver gang.
Det er bare ét af mange eksempler, som forstander Søren Nielsen og afdelingsleder Søren Sandbjerg fra Orøstrand fremhæver, når de skal fortælle om deres arbejde med dokumentation. Og fortælle, det gjorde de, da Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen i november var inviteret til kaffe og en snak om de udfordringer og muligheder, de oplever på den socialpædagogiske arbejdsplads, når det handler om regler og dokumentationskrav.
Baggrunden for besøget er, at Mette Frederiksen – som også omtalt i Socialpædagogen nr. 18/2016 – i øjeblikket besøger arbejdspladser i den offentlige sektor i hele landet for at hente inspiration til, hvordan styringen i den offentlige sektor kan ændres som led i Socialdemokratiets ‘Fingrene væk’-reform. En reform, der fra partiets side er tænkt som et opgør med New Public Management og unødig dokumentation og bureaukrati.
Timevis af papirarbejde
På Orøstrand bor der 24 børn og unge. Desuden har institutionen to udslusningsboliger til unge, der er kommet så langt, at de er tæt på at kunne flytte for sig selv.
Og der er god grund til at se på mængden af krav om dokumentation og rigide regler, lyder fra Søren Nielsen og Søren Sandbjerg
– Når du spørger, hvad vi dokumenterer her, vil jeg hellere spørge: Hvad dokumenterer vi ikke?
Søren Nielsen peger op på en tavle fyldt med forskelligfarvede post-it-lapper, der illustrerer institutionens forskellige dokumentationskrav, og forklarer så, hvordan uddannelsesplaner, medicineringsjournaler, udviklingsrapporter og handleplaner fylder dagene med bunkevis og timevis af papirarbejde.
– Det er jo ikke, fordi vi ikke kan se meningen med dokumentation. Der, hvor dokumentation er med til at forbedre og kvalitetssikre vores arbejde, er det godt. Problemet er, når det bliver dokumentation alene for dokumentationens skyld, uddyber Søren Nielsen.
Han pointerer, at problemet er, at alle de små papiropgaver hober sig op og i sidste ende tager tid væk fra det direkte relationsarbejde med børnene. At det er proportionerne, der er problemet.
– Når vi snakker ordinering af medicin, kunne det jo give mening, at en læge fulgte op på de notater, vi laver her – og at vi så kunne gå i dialog, hvis lægen ser en eller anden form for mønster i vores praksis, vi kunne ændre til det bedre. På den måde ville vi kunne blive klogere, og der ville være en mening med dokumentationen, siger Søren Nielsen.
Mette Frederiksen nikker:
– Et eksempel som lusekuren kan vi jo alle sammen se ikke giver mening. Det afgørende må være at have barnet i fokus og fokusere på, hvad for noget dokumentation, I har brug for, for at give børnene de bedst mulige forudsætninger, siger hun.
Hun mener, at systemet skal vendes rundt, så man ikke fra start har et lovkrav om ens dokumentation for alle, men i stedet ser på, hvad der giver mening i forhold til den enkelte aktør og tilpasser dokumentationsindsatsen derefter – og det er Søren Nielsen og Søren Sandbjerg enige i.
Når ressourcerne ikke rækker
Mens de to gennem den næste time fortæller og forklarer, lytter formanden for Socialdemokratiet. Nogle gange ryster hun på hovedet over historier om de børn, der bliver kastebold i systemet med brudte anbringelser og utallige skoleskift. Om hvordan regler, dokumentation og besparelser begrænser medarbejdernes mulighed for det tætte arbejde med børnene.
– I dag har vi en rammebevilling – vi får en takst per barn, der rækker til, at vi i de fleste tilfælde kan være to medarbejdere på arbejde til otte børn. Men nogle gange er det ikke sådan. Og det skyldes, at vi har flere børn fra mere belastede hjem end tidligere, hvilket betyder, at vi har flere børn, som er her konstant og ikke kommer hjem i weekenderne, siger Søren Nielsen.
Han forklarer, at taksten er udregnet sådan, at der skal være to medarbejdere på i weekenderne. Men når der er flere børn i weekenderne, kræver det, at der er fire medarbejdere på arbejde de dage – uden at Orøstrand får flere ressourcer.
– Det har flere konsekvenser: For når vi får børn fra mere belastede hjem, kræver mange af børnene en større indsats. Fx skal vi i langt højere grad følge børn til overvåget samvær – et eksempel, hvor en ud af to medarbejdere er væk i et længere tidsrum med et enkelt barn, som så efterlader syv børn med én medarbejder. Det belaster, fordi det hele tiden kommer til at handle om, hvordan vi kan strække vores ressourcer længere, siger forstanderen.
Og Mette Frederiksen nikker igen, da forstanderen og afdelingslederen fremhæver det, de mener er vigtigst: At arbejde med at skabe netværk og relationer for børnene og deres familier ude i samfundet. Hvordan de på Orøstrand arbejder med høje ambitioner og stærke læreplaner for alle børnene i skolen. Og hvor meget man kan gøre, hvis man når at gribe ind på det rette tidspunkt.
– Et grundkriterie for os er, at der skal være progression for hvert enkelt barn – uanset hvor stor den progression er. Hvert barn skal udvikle deres fulde potentiale i det omfang, de overhovedet kan, siger Søren Nielsen.
Søren Sandbjerg tilføjer:
– Det er jo dér, dokumentationen giver mening. Dér, hvor vi kan blive bedre til at vise, hvilken forskel vores arbejde faktisk gør for vores børn og unge. Det er det, politikerne bør have fokus på. Og jo før, jo bedre.
Politikerne skal give plads
Mette Frederiksen forklarer, at det er samme udmelding, hun oplever ude på arbejdspladserne rundt i landet. At det ikke er dokumentationen i sig selv, der er problemet, og at de fleste offentlige medarbejdere gerne vil dokumentere. Men at de også efterspørger en dokumentation, som er brugbar – både for medarbejdere og for børnene.
Derfor mener hun, at politikerne skal blive bedre til at træde et skridt tilbage og acceptere, at der bliver begået fejl. Og at arbejdet ligger i at definere nogle flere opgaver som ledelsesopgaver i stedet for dokumentationskrav for samtlige institutioner landet over.
– Forudsætningen for, at I her på Orøstrand kan udøve jeres faglighed, er jo også, at der et rum til at gøre det. Og derfor er vi nødt til at se på, hvordan vi bedst muligt sikrer, at I kan løse jeres kerneopgave: At skabe de bedst mulige forusætninger for de børn, der er anbragt uden for hjemmet.