icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Læserbrev

Grænser for kritik?

  • Af Vibeke Johansen
  • 20-2016 /

Er der grænser for, hvad man som medlem af Socialpædagogerne må udtrykke sin mening om i fagbladet Socialpædagogen? Undertegnede sendte den 16. august et indlæg til Socialpædagogen. Jeg måtte rykke to gange, før jeg blev oplyst om, hvorfor mit indlæg ikke blev bragt. Svaret fra redaktøren kom den 29. november, altså tre en halv måned efter indlægget blev indsendt.

Mit indlæg omhandlede en kritik af Socialpædagogerne Østjylland og (daværende kredsformand, red.) Verne Pedersens ageren i forbindelse med arbejdsmiljøproblemer på min tidligere arbejdsplads. Indlægget handlede om arbejdsmiljø og ytringsfrihed, og om, at en del af Socialpædagogernes medlemmer, inklusive tillidsrepræsentanten, mere eller mindre frivilligt endte med at fratræde deres stillinger på institutionen. 

Begrundelse for ikke at optage indlægget:

  1. For mange anslag i indlægget til et læserbrev, og for få anslag til en kronik!
  2. Indlægget indeholder videregivelse af tredjehåndsudsagn, og inddragelse af tredjepart, det er problematisk!

Det understreges også i svaret fra redaktøren, at hvis jeg bruger flere anslag, og gør indlægget til en kronik, er det redaktionen, der vurderer, om kronikken kan optages. Læserbreve fra medlemmerne skal optages, kronikker skal ikke, så mit gæt er, at min eventuelle kronik nok ikke ville blive optaget.

Så nu har jeg skrevet et læserbrev om, at jeg ikke kan få et læserbrev i fagbladet. Ironisk, men også meget bekymrende, ikke?

 


Kære Vibeke Johansen

Af Jens Nielsen, redaktør

Jeg har i mine svar til dig beklaget den lange svartid fra min side og vil gerne gentage denne beklagelse.

Når det handler om begrundelserne for ikke at optage dit første indlæg, så er der ganske rigtigt nogle formelle og længdemæssige krav til de indlæg, vi optager. Disse står at læse i bladet, både i bladkolofonen på side 2 og i forbindelse med Synspunkt-indlæggene, når de bliver bragt. Begge steder fremgår det, at Synspunkt-indlæggene bringes efter en redaktionel vurdering.

Hvad angår den anden begrundelse om videregivelse af tredjehåndsudsagn og inddragelse af tredjepart, så er det redaktionens vurdering, at du i dit indlæg inddrog andre parter i sagen, og tillægger dem udsagn og synspunkter, de ikke har mulighed for at forholde sig til. Dette strider imod vores retningslinjer for indlæg. Vi anser dette som en sag mellem dig og kredsen – en sag, som lader til at være afsluttet for et godt stykke tid siden – og har derfor vurderet, at det ikke som debatindlæg har relevans for læserne.

 


Kære Vibeke Johansen

Af Gert Landergren Due, formand, Kreds Østjylland

Hvad angår din kritik af kredsens håndtering af sagen på din tidligere arbejdsplads, så kørte den efter gældende regler og standarder, herunder blev der givet den krævede information om relevante klageinstanser. Vi kunne konstatere, at vi efter sagens afslutning ikke modtog klager over sagsbehandlingen og betragter derfor sagen som afsluttet.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Debat