Fagbladet byder i seneste nummer nye studerende og nyudklækkede pædagoger velkommen. Spændende læsning, ja, men hvilken fremtid ligger der for dem fagpolitisk og endnu vigtigere, hvor rustet er deres fagforeninger, til at bakke dem op i deres arbejdsliv?
I mine øjne har Socialpædagogerne solgt ud. Hvor og hvordan? Jo, Socialpædagogerne organiserer uuddannet arbejdskraft. Og det samme gælder LFS i København. LFS er ud over dette lagt ind under FOA med Dennis Kristensen som bannerfører.
Hvorfor er det et problem, vil nogen spørge – ‘flere gør stærk’ osv. Men det udvander den socialpædagogiske faglighed.
Sidst set under foråret og sommerens debat, hvor FOA taler sikkerhed og udtaler sig fagpolitisk om løsningsmodeller i socialpsykiatrien.
LFS er næsten usynlige i debatten, hvor pædagoger i organisationen er klart i undertal i forhold til FOA’s største gruppe sosu-assistenterne.
Resultat: Den pædagogisk faglige debat og eftertanke og selvransagelse tabes på gulvet, mens der skriges på flere hænder og superinstitutioner med vidtrækkende magtbeføjelser.
Var jeg organiseret i LFS, ville jeg ikke tages til indtægt for den retorik og de synspunkter.
Derfor står de kommende pædagoger, de nye såvel som de ældre i gårde, stærkest med en fagforening, hvor kun faglærte pædagoger er organiseret.
Kommuner, regioner og stat tænker i økonomi frem for indhold og faglighed.
En pædagog koster selvsagt mere end en uuddannet eller en sosu-assistent.
Hvorfor ikke fremtidssikre Socialpædagogerne og LFS?
Hvis fx Københavns Kommune på baggrund af forårets debat skulle beslutte at sadle om til overvægt af faglært pædagogisk personale, hvad sker så?
Dennis Kristensens største enkeltstående faggruppe er sosu-assistenter – hvad vil han kæmpe for?
Ja, specialinstitutioner i kommunerne har såvel pædagoger som uuddannet arbejdskraft.
Socialpædagogerne organiserer begge. Fx i Egedal Kommune har de sidste år holdt fyringsrunder.
Kan og vil Socialpædagogerne forsvare den faglærte over for den ufaglærte, når begge er organiseret og betaler kontingent?
Ser vi på, hvilke offentlige faggrupper der har stået stærkt over tid, så vil jeg nævne socialrådgiverne og sygeplejerskerne. De er begge fagforeninger, der kun organiserer faglært personale.
I mine øjne er vi under pres og har været det længe, og vores fagforening kommer let til at tale med uld i munden eller endnu værre: får mundkurv på af storebror.
Så det er tid til selvransagelse og ja, det koster måske administrative hoveder i organisationen, hvis medlemstallet falder, men det er prisen for en større og stærkere faglighed, som jeg håber, at de faglærte medlemmer i organisationen støtter op om at betale.
Til slut en lille observation: Når vores tillidsvalgte drøner landet rundt i taxaer, der til og med får ventepenge, så bruges der næsten en dagsløn. Hvilket som medlem opleves som vanvittig frås med kontingentmidlerne, når vi selv køre til lav takst i kommunerne.
Kære Jørgen Brammer,
Tak for din interesse og dine mange spørgsmål om vores fag og forbund.
Med hensyn til dine kommentarer om de såkaldte mellemboformer, så er jeg enig med dig i, at vi som fagforening netop har til opgave at sikre, at fundamentet i arbejdet med udsatte borgere er vores socialpædagogiske faglighed. Det er vores særlige viden, erfaring og kompetencer, som skal være med til at hindre fx tvangsforanstaltninger og øget brug af medicin.
Vores faglighed bliver udvandet, skriver du. Jeg oplever præcis det modsatte i disse år. Jeg er da helt enig med dig i, at en solid faglighed er afgørende og er det, der skal bære vores fag. Derfor har vi også som forbund lagt mange kræfter i at sikre den nye specialiserede uddannelse, ligesom vi i OK-forhandlingerne har lagt vægt på kompetenceudvikling. Og jeg lover dig, at vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at styrke den socialpædagogiske faglighed og dens position også i de kommende år.
Du skriver, at vi ’får mundkurv på af storebror FOA’. Det er nu ikke korrekt. Vi har et fint og professionelt forhold til fagforeningen, hvor vi grundlæggende er enige om mange ting. Men selvfølgelig er der forskelligheder, og vi er bare ikke enige om fx øget brug af tvang og medicinering i psykiatrien.
På sin vis forstår jeg godt din undren over organiseringen af socialpædagoger i henholdsvis LFS og Socialpædagogerne. LFS’ beslutninger om deres tilhørsforhold tilkommer det ikke mig at kommentere på. Men opdelingen i de to forbund er kort fortalt historisk betinget, og den lange version er, ja, lang. Omkring hele dannelsen af forbundet kan jeg henvise dig til bogen ’Socialpædagogernes historie’, som vi udgav tilbage i år 2000.
På samme måde er organiseringen i vores eget forbund af både folk med en pædagogisk uddannelse og med en anden baggrund noget, der til dels har historiske årsager. Men en del af forklaringen er også, at det socialpædagogiske arbejde favner bredt. Det har været – og er – efter vores bedste overbevisning en styrke, at de, der er ansat til at medvirke til at løse den socialpædagogiske opgave, er organiseret hos os. Derfor har vi også overenskomster, der dækker både omsorgs- og pædagogmedhjælpere, håndværkere, lærere og andre.
Med hensyn til dine bemærkninger om kørsel og transport af de tillidsvalgte, så ved jeg jo ikke præcist, hvad du hentyder til. Men jeg kan da love dig, at vi er utrolig bevidste om, at medlemmernes penge – og de tillidsvalgte er jo også medlemmer – skal bruges med omhu, og at de tillidsvalgte i forbundet følger de regler, vi har. De regler har vi vedtaget i fællesskab. Nogle på de lokale kredsgeneralforsamlinger og andre på vores kongres, der er højeste myndighed.
Venlig hilsen
Benny Andersen, forbundsformand