Spyt, slag, spark, tilråb af alverdens skældsord kombineret med en skovl, en kop eller en anden genstand, som kastes gennem luften. Det sker - og det sker for mange pædagoger. Selv drab er blevet en realitet for det pædagogiske personale at skulle forholde sig til på deres arbejdsplads. For mange pædagoger er det hverdagskost at blive udsat for psykisk eller fysisk vold eller trusler herom. Faktisk har op mod hver tredje socialpædagog oplevet fysisk vold (NFA, 2012).
Vold er dermed i høj grad også en virkelighed, som pædagogstuderende skal forholde sig til i deres praktikker, og de studerende er en meget sårbare gruppe i forhold til fysisk og psykisk vold; de er nyansatte, unge, nederst i hierarkiet og har ofte et lavere uddannelsesniveau end deres kollegaer. Men de står ikke alene!
I PLS mener vi ikke, at nogen skal slås hjem fra arbejde, og den slags er en faglig udfordring, der skal løftes. Mennesker med udadreagerende adfærd har ikke til formål at skade andre, det er blot en mestringsstrategi. Det er den eneste løsning, de har til at kunne løse den problemstilling, de står overfor. Det kan være et krav stillet af personalet, et indre kaos der er svært at sætte ord på - eller en konflikt, der er udløst af noget helt tredje. Hvis man som fagperson har de fornødne kompetencer til at håndtere de udfordringer, der kan resultere i vold, kan man ofte afværge, at det menneske, man arbejder med, tyr til det. Det er et spørgsmål om faglighed - at have en bærende og dybfølt relation til de mennesker, man arbejder med samt at kunne hente støtte hos sine kolleger.
Men denne faglige standard er svær at opretholde, når normeringerne stadig svinder mere og mere ind. Forskning viser, at det er sværere at vurdere en situations udfald, hvis man står alene i situationen, end hvis en kollega opholder sig i nærheden. Med den viden kan man klø sig i håret over, at der fortsat ikke investeres i flere hænder til at løse konflikter, så vi undgår, at kroppen og sindet hos personalet skal agere boksebold og til stadighed tage imod større og større belastninger. Belastninger som i sidste ende kan betyde, at man ikke længere kan arbejde som pædagog.
I PLS er vi bekymret for den udvikling, og vores bekymring bliver ikke mindre, når vi møder studerende, der har udviklet angst, daglig hovedpine, mistet appetitten eller har fået stress ved at være i praktik. Disse symptomer er ikke tegn på svage studerende. Det er tegn på syge forhold i arbejdsmiljøet. Forhold, der ikke tager hensyn til, at man som studerende ikke har tilegnet sig de samme kompetencer som ens kollegaer. De studerende ønsker at lykkes som kommende pædagog. Men de studerende kan ende ud med at tro, at det er dem, den er galt med. De føler sig måske ikke egnet til jobbet, de oplever personlig fallit og overvejer at tage orlov eller at stoppe studiet helt.
Dette kalder på politisk handling, og i PLS vil vi som de studerendes talerør lade deres fortællinger komme til orde. Derfor er PLS gået sammen med BUPL og Socialpædagogerne om at lave en undersøgelse af de pædagogstuderendes vilkår i praktikkerne. Den vil vi gerne bede ALLE studerende om at besvare.
Derfor, kære pædagogstuderende, vil vi bede dig om at besvare det spørgeskema, som sendes ud i september. Få dine medstuderende til at gøre det samme - så sørger vi i PLS for, at I kommer til orde.
Kira Liv Angelbo Christensen er faglig sekretær i PLS, Pædagogstuderendes Landssammenslutning.