Det handler om nu'et
Duften af kanel og følelsen af vand. Line Andersen fik flere sanser i brug, da nærværet kom på skemaet. Tag med på en skoledag på den nye pædagoguddannelse
Line Andersen snuser ind. Duften af kanel rammer næseboret og tænder billedet af et juletræ med levende lys. Vi er på pædagoguddannelsen på VIA UC i Viborg, hvor undervisningen i ‘sundhedsfremme og bevægelse’ i dag handler om mindfulness.
Line Andersen og hendes medstuderende sidder i en rundkreds. På lilla måtter med sorte masker for øjnene.
Underviseren Mette Specht Kristiansen sender ting efter ting i omløb: Sæbe, lakridsbåde, en krydderidåse med kardemomme og en lille stump ingefær.
Line Andersen kan ingenting se, og rækker famlende ud efter næste ting. Hun får et lille glas i hånden. Fører det op til næsen. Snuser ind. Og… Appelsinmarmelade! Bagefter fortæller hun, at det er meget specielt at dufte uden at se.
– Oplevelsen bliver mere intens. Sanseøvelsen er et element i dagens tema om mindfulness i bred forstand. – Du kan også bare kalde det nærvær. Det handler om at være til stede i nu´et. Om at afkoble sig til fortiden og fremtiden. Og om bare at være i det, der er, siger Mette Specht Kristiansen
Hjemmeøvelser
Undervisningen i mindfulness falder i tre dele: Forberedelsen, hvor de studerende skal læse forskellige tekster og også selv prøve nogle øvelser, der er udviklet af Psykiatrifonden. En teoretisk gennemgang i klasseværelset, og praktiske øvelser i salen.
– For mig er det meget vigtigt, at de studerende selv får en kropslig erfaring med det, vi taler om, siger Mette Specht Kristiansen, der selv er uddannet i idræt og sundhed på Syddansk Universitet.
Line Andersen griner lidt, da hun fortæller om hendes forberedelse.
– Jeg valgte at lave det, der hedder en ‘Kort bodyscan,’ hvor du koncentrerer dig om hver enkelt del af din krop. Men jeg nåede altså kun til brystet. Så faldt jeg i søvn.
Det var hun ikke ene om, viser det sig, da de studerende er samlet til klasseundervisningen.
– Ni minutter inde i forløbet begyndte jeg at snorke, fortæller en af de andre. Mette Specht Kristiansen smiler. Selv om det ikke er meningen, at man skal komme sovende gennem mindfulness-øvelserne, bruges nogle øvelser, der minder meget om dem, der bruges til at få urolige børn til at falde til ro – og måske falde i søvn.
– Og så skal I jo i det hele taget huske, at det som pædagog ikke handler om selv at være god til fx at lave mindfulness-øvelser eller løbe hurtigt. Det handler om at facilitere nogle aktiviteter, der gør det muligt for andre at udfolde sig kropsligt.
En fraværende kultur
Mette Specht Kristiansen starter den teoretiske gennemgang af mindfullnes med et spørgsmål:
– Hvor mange af jer kan gå en hel skoledag uden at tjekke jeres telefon? Ud af omkring 30 studerende rækker kun to en finger i vejret. – Hvor mange af jer kan lade facebook være en hel weekend?
Kun én rækker fingeren op – og det får endda en anden til at hviske: – Det er løgn.
Mette Specht Kristiansens pointe er, at det i vores kultur og samfund kan være svært at være nærværende, fordi der hele tiden er så meget, der kan distrahere – lige fra beskeder på telefonen til større krav på arbejdsmarkedet, for pædagoger fx krav om dokumentation og håndtering af færre ressourcer.
Line Andersen rækker fingeren i vejret. Hun kan godt se, hvor Mette Specht Kristiansen vil hen med facebook-eksemplet. – Jeg vil ikke dømme andre, for jeg har også selv gjort det, men når jeg ser på facebook, kan jeg nogle gange tænke, at andre ikke er helt nærværende. Når de fx er taget på kærestetur og hele tiden lægger billeder op af det, de foretager sig. Så kan jeg ikke lade være med at tænke: Nu er de optagede af, hvor mange likes de får på billederne – i stedet for at være optagede af det, de er i.
Hvorfor mindfulness
Mette Specht Kristiansen ser to formål med undervisningen i mindfulness: For det første kan det inspirere nogle studerende til at få forskellige målgrupper i gang med selv at arbejde med mindfulness. Fx ved at bruge nogle af Psykiatrifondens øvelser sammen med psykisk sårbare unge. Eller ved at have fokus på mindfulness i hverdagen.
– Mindfulness handler om at være opmærksom på det, man gør, mens man gør det. Hvordan ville I fx hjælpe en bruger til at være mere mindful under et bad, spørger hun.
– Man kan prøve at være opmærksom på temperaturen. Er det varmt eller koldt, foreslår en studerende.
– Ja, siger Mette Specht Kristiansen glad.
– Og man kan rette opmærksomheden mod det, man gør: Nu vasker jeg din arm, kan du mærke det? Og nu er det dine ben. Det andet formål med undervisning i mindfulness er at skærpe de studerendes opmærksomhed, så de selv kan være mere nærværende i deres egen pædagogiske praksis.
For Line Andersen giver det god mening at fokusere på nærvær i samværet med brugerne.
– Det er jo klart, at det ikke er så god en oplevelse for dem, hvis man har tankerne et andet sted, siger hun.
Planlægning skaber nærvær
Det er Line Andersens erfaring, at god planlægning kan hjælpe hende til at være mere nærværende.
– Jeg var i praktik i en specialbørnehave, og ved juletid blev der brudt lidt op og ned på strukturen, fordi det netop var jul – og der kunne jeg mærke, at både børn og voksne blev lidt forvirrede, fordi vi ikke præcist vidste, hvad der skulle ske hvornår. Men efter jul blev det meget mere struktureret, og så var det nemmere at være til stede i nu´et. Jeg behøvede ikke på samme måde at tænke fremad, fordi jeg hele tiden følte, at der var styr på, hvad jeg skulle bagefter.
I klasseundervisningen lægger Mette Specht Kristiansen også flere gange vægt på vigtigheden af at være til stede i dagligdagens aktiviteter med brugerne.
– Det gælder ikke om at få overstået badet eller ‘spist brugerne af,’ så man kan komme videre til de egentlige pædagogiske aktiviteter. Nej, det gælder om at være i det, der er. Og fx være nærværende i spisesituationen. Det kan godt være svært at være hele tiden, men prøv at beslut jer for nogle situationer, hvor I vil arbejde på virkelig at være nærværende. Og husk at mentalt helbred kan trænes på linje med fysisk helbred, siger hun.
Træning i salen
Og efter den teoretiske gennemgang er det så netop også tid til at træne. Øvelsen med de sorte masker og de lukkede øjne handler ikke kun om at dufte – men også om at føle.
Mens den ene halvdel af de studerende snuser ind, sanser den anden med fingrene, og mærker fx vandet på en våd klud. Line Andersen sidder lidt og venter.
– Det er også en del af øvelsen. I skal bare sidde og vente. Bare være til stede, siger Mette Specht Kristiansen. Så mærker Line Andersen et let puf fra sidemanden. Hun åbner sin hånd og får fat i noget hårdt og firkantet. Noget, der let kan være mellem tommelfinger og pegefinger. Noget, der hverken er særlig tungt eller særlig let. Line Andersen mærker på kanterne. Der er seks af dem. Med små indhak i. En, to, tre, fire, fem og seks. Så er det Line Andersen, der puffer til sidemanden på den anden side. Uden et ord sender hun terningen videre. Og gør sig klar til at sanse den næste ting.