Hvor skal vi hen med fagforeningen?
Fagforeninger bør prioritere arbejdsmiljøet benhårdt. Sådan lød et af budskaberne fra arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen, der i Kreds Midt- og Vestjylland satte gang i en livlig diskussion om fagforeningens rolle
Set udefra så det måske ikke så seriøst ud: Efter Kreds Midt- og Vestjyllands generalforsamling stod lidt mere end et halvt hundrede voksne mennesker på gulvet for skiftevis at stampe i jorden, klappe i hænderne og blævre med læberne, mens de højt sagde:
– Brrrrr!
Men selvom der var vin i glassene og en glad aftenstemning, var det skam alvorligt nok. Kreds Midt- og Vestjylland havde sat intet mindre end fagforeningens fremtid på dagsordenen – både med de store linjer i form af hele fagbevægelsens fremtid, og de mere nære: Hvad skal der lige præcis ske nu i Kreds Midt- og Vestjylland?
Og for at få debatten på gled var der både et oplæg fra arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen og hjælp fra proceskonsulenterne Toscana Blues, der satte rammen om en debatform, der involverede alle. Og her spillede stamp, klap og prusten en rolle til at bryde isen og skabe energi.
– Pyha, sådan her kunne man godt starte et personalemøde, sagde en deltager glad, da hun satte sig efter introøvelsen.
De unge vil fællesskabet
Mere traditionelt gik det for sig, da Henning Jørgensen kridtede banen op med statistik fra en stor undersøgelse, hvor Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet, CARMA, i alt har spurgt 7.000 lønmodtagere om deres holdninger til arbejdsliv og politik.
Han lagde ud med med at ridse nogle myter op for derefter at punktere dem:
– Vi siger, at det er gået fra at handle om 1. maj til at handle om mig, mig, mig og at fagforeningerne er blevet overflødige af individualiseringen. Men i virkeligheden vil de unge gerne solidaritet og fællesskab, sagde han.
Eksempelvis begrunder næsten halvdelen af de unge fagforeningsmedlemmer under 30 år deres valg med, at de gerne vil være solidariske med kollegaerne. Da CARMA i 2002 lavede en tilsvarende undersøgelse, gjaldt det kun for en fjerdedel.
Og når man spørger de unge, der ikke er medlemmer af en fagforening, tyder det på, at der er potentiale for, at de kunne melde sig ind. Eksempelvis svarer 60 pct. af de unge under 30 år, som ikke er med i en fagforening, at fagforeninger er nødvendige for at sikre lønmodtagernes interesser.
– Kan I se, hvad jeg mener? Der ligger guld på gaden, sagde Henning Jørgensen.
– Men det er ikke de unge, der skal komme jer i møde. Det er jer, der skal komme de unge i møde, der hvor de er.
For få unge
Selv om fagforeningerne i Henning Jørgensens øjne altså har et stort potentiale for flere medlemmer, er virkeligheden i mange LO-forbund en medlemsnedgang – dette gælder dog ikke for Socialpædagogerne. Henning Jørgensen påpegede, at det i høj grad er de unge, der vælger medlemsskabet fra.
– I er blevet for midaldrende og usexede… Ja, prøv engang at se på sidemanden, så kan I se det, sagde han provokerende.
For at illustrere pointen med den skæve aldersfordeling, blev aftenens yngste deltager udpeget: 27-årige Tine Sofie Børlum, der i januar blev færdig som pædagog og nu er nyvalgt tillidsrepræsentant på Marienlund Kollegiet i Ikast, der et bosted for voksne udviklingshæmmede.
For hende er der ingen tvivl om, at medlemsskabet giver stor mening.
– Fagbevægelsen har aldrig været mere relevant end nu, for der er pres på arbejdsvilkårene. Folk går på kompromis med deres egne vilkår, fordi de er bange for at blive arbejdsløse, siger hun.
Og det svar ligger godt i tråd med en af Henning Jørgensens andre pointer: Spørger man lønmodtagerne, hvad de synes, der er fagforeningens vigtigste opgave, er der ingen tvivl om, hvad der vægtes højst: Arbejdet for et bedre arbejdsmiljø.
For Tine Sofie Børlum handler det også om at få spændt et sikkerhedsnet ud under sig selv, og om at tale de udsattes sag, og også her ligger hendes holdninger i tråd med undersøgelsens resultater: Mange unge begrunder både medlemsskabet af fagforeningen med individuelle og kollektive fordele.
Mere synlighed
Efter Henning Jørgensens foredrag blev det så tid til at kigge fremad. For hvad skal der nu helt konkret ske? Hvor skal fagforeningen – og i særdeleshed Socialpædagogernes Kreds Midt- og Vestjylland bevæge sig hen?
Ved lodtrækning blev deltagerne fordelt ved små borde, hvor de bl.a. diskuterede Henning Jørgensens oplæg og kom med skriftlige forslag til Kreds Midt- og Vestjyllands hovedbestyrelse. Alle grupperne havde fået navne fra et musikinstrument, og hos klarinetterne drejede diskussionen sig bl.a. om synlighed.
Bente Nielsen var blevet inspirereret af Henning Jørgensens budskab om, at der er opbakning til fællesskabet.
– Nu var jeg selv på arbejdsmarkedet i 70’erne, og da var fagforeningerne meget større. Nu synes jeg, at vi skal blive mere synlige, sagde hun.
– Har I nogle ideer til, hvordan vi kan blive mere synlige, spurgte Jens Ole Poulsen, der havde rollen som dirigent.
– Jeg tænker, at vi skal lidt mere ud på gader og stræder, sagde Bente Nielsen.
Jens Ole Poulsen havde selv et andet bud:
– Jeg tænker, at vi ved næste kommunalvalg skal arbejde for at få socialpædagoger valgt ind i alle kommuner. Vi skal bakke op om kandidaterne ved fx at holde medlemsmøder, hvor vi kan profilere dem, foreslog han.
Svært at strejke
Spørger man aftenens yngste deltager, ser hun også gerne, at fagbevægelsen kommer til at spille en mere aktiv rolle i samfundsudviklingen.
– Jeg kunne godt tænke mig, at alle velfærdsprofessionerne gik massivt ind og sagde stop for forringelser. At foden virkelig blev sat ned. Men problemet er, at hvis vi fx strejker, så sker det på bekostning af de mennesker, vi netop ønsker at beskytte. Jeg ved ikke, hvad løsningen er, men det kunne være godt fx at invitere til en åben brainstorm for at få nye perspektiver på bordet og anderledes ideer til, hvad vi kan gøre, sagde Tine Sofie Børlum.
Efter gruppediskussionerne blev alle forslagene hængt op på plancher, og efter en lille fangeleg var det tid til at gå rundt og se, hvad de andre havde skrevet ned. Forslagene kom vidt omkring og spændte fra fokus på en overenskomst til familieplejere, over etablering af et forum, hvor man kan ringe ind og fortælle, når noget er svært på arbejdspladsen, til oplysning og rådgivning om beredskabsplaner ved vold og trusler og opkvalificering af arbejdsmiljørepræsentanter. Der var også nogle der foreslog, at Kreds Midt- og Vestjylland skal lave et lokalblad, og andre der påpegede, at fagligheden i højere grad skal synliggøres på de sociale medier.
Ondt i arbejdsmiljøet
Undervejs gik kredsformand Peter Sandkvist også rundt og lyttede ved bordene, og til sidst samlede han op i plenum:
– Det, jeg har hørt, passer fint med, hvad jeg selv har tænkt. Og jeg ved ikke, om det hænger sammen med, at jeg ligesom mange af jer er lidt grå i toppen. Først og fremmest har jeg bidt mærke i, at spørgsmål om arbejdsmiljø jo fylder rigtig meget. Og hvorfor fylder det? Det fylder, fordi det gør ondt derude. Det andet, jeg har bidt mærke i, er, at mange diskuterede solidaritet, og så fyldte spørgsmålet om de unge også rigtig meget. Jeg hørte nogen, der sagde, at vi skal gøre ligesom 3F, der har medlemshistorier i deres fagblad, hvor man kan læse, hvordan de fx har fået hjælp af fagforeningen. Og her skal jeg måske gå lidt på kompromis med mine egne værdier, for jeg plejer at tænke: ‘Vi sælger altså ikke mobiltelefoner.’ Men hvis de unge ikke ved, hvad en fagforening er, og hvad den kan og vil, hvorfor skulle de så være medlemmer?
Henning Jørgensen sluttede også af med et råd:
– Det undrer mig, at der ikke blev skrevet noget om, at vi skal have en bedre socialpolitik. For det er jo socialpolitikken, I udfører. Og hvis der er nogen, der tænker, at I ikke længere skal være en kamporganisation, vil jeg sige: Selvfølgelig skal I være en kamporganisation. Men I skal være det på nye måder.
|
Diskuter på facebook: Hvor skal fagforeningen markere sig? På hvilke områder ser du gerne, at fagforeningen markerer sig i fremtiden? Hvordan skal det ske? Og er der noget, der skal gøres mindre af?
Deltag i debatten på: www.facebook.com/groups/Socialpaedagogen/ |