Konfirmationen blev en øjenåbner
Peter Nielsens biologiske børn har fået rum til at sige fra og få opmærksomhed – biobørnene burde kunne få supervision, mener han
Da Peter Nielsen og hans kone besluttede sig for at blive plejeforældre til mindre børn, lyttede de til det råd, som kommunen gav dem om at vente et par år, indtil deres yngste var blevet ældre. Så plejegodkendelsen blev gemt i skuffen, indtil den yngste datter i 2010 fyldte 12 år.
– I dag kan vi se, at det var den rigtige beslutning, siger Peter Nielsen.
Ud over datteren tæller familien to ældre børn, der i dag er 25 og 26 år. De var begge flyttet hjemmefra, da familien modtog det første barn i familiepleje.
Peter Nielsen er 50 år og har flere uddannelser, bl.a. lokomotivfører og maskinarbejder. Han har i dag selvstændig virksomhed. Hans kone, Anna Nielsen, er 49 år og har en pædagogisk grunduddannelse og har bl.a. arbejdet i en SFO og været dagplejemor.
Efteruddannelse har en stor plads i deres liv, og det er derfor også naturligt for dem at møde op, når der er viden at hente. Og det var der, den dag i marts, hvor Styregruppen for familieplejere i Socialpædagogernes Kreds Midtsjælland indbød familieplejemedlemmerne til at høre et plejebarn og et biologisk barn fortælle om deres erfaringer (se artiklen ‘Jordhulen, slottet og den store familie’ på side 6).
– Vi er meget opsøgende, og er der problemstillinger, vi ikke kan løse, finder vi litteratur om emnet, tager det op i vores netværksgruppe eller køber et kursus. Det ligger i vores natur at søge viden, siger Peter Nielsen.
Dagen blev en aha-oplevelse for ham, og især gjorde det indtryk på ham, da Sune Hansen som biologisk barn fortalte om den angst, han og hans søstre havde for at miste deres plejesøskende.
– Selvfølgelig kan biobørn også være bange for at miste de plejesøstre, som har været en del af deres liv. Men jeg havde ikke tænkt den tanke.
I 2010 modtog familien det første barn i aflastning, en godt fireårig pige. Senere blev pigen døgnanbragt hos plejeforældrene, og her bor hun fortsat.
Et års tid senere modtog plejefamilien en nyfødt pige. Anna Nielsen tog imod pigen umiddelbart efter fødslen. Pigen bor fortsat hos plejefamilien.
To et halvt år senere fødte den samme mor en søn, og også denne gang modtog Anna Nielsen barnet umiddelbart efter fødslen. Også han er fortsat hos plejefamilien.
Skal lukke døren
I begyndelsen af plejeforholdet deltog både forældrene og datteren i hver sin supervisionsgruppe, der var oprettet af en studerende. Her mødte datteren andre biobørn. Da den studerende var færdiguddannet, ophørte supervisionen.
– Det, som vores datter ikke kunne sige til os, kunne hun sige til gruppen, og det betød, at hun fik ro på i forbindelse med nogle af sine bekymringer.
Fx var datteren bange for, at plejebørnene ville tage al fokus den dag, hun skulle konfirmeres.
– Det var en pæn måde at sige til os: ‘Jeg får ikke den opmærksomhed, som jeg synes, jeg skal have’, siger Peter Nielsen.
Det var plejeforældrenes holdning, at eftersom plejebørnene er en del af familien, skulle de også være med til konfirmationen. De forstod samtidig også godt datterens ønske, og det blev imødekommet ved, at de to ældste børn trådte til og tog sig af plejebørnene.
Konfirmationen blev på mange måder en øjenåbner for forældrene, fortæller Peter Nielsen
– Vi er blevet meget klarere i mælet om, at vores datter skal sige fra over for sine mindre søskende, og hun skal fx lukke døren ind til sit værelse, når hun vil være alene.
Datteren har også fået at vide, at hun skal sige til, når hun gerne vil have en alene-dag med sin mor eller far. Eller en med dem begge. Og det gør hun.
Det sidste kan bl.a. lade sig gøre, fordi de to ældste børn ofte kommer i hjemmet, og plejebørnene elsker dem. Derfor er der altid en barnepige i nærheden, som kan tage over.
Desuden laver forældrene i hverdagen hver især ting sammen med datteren alene, såsom cykelture, håndboldtræning og shoppeture.
Selvom familien har lagt aktiviteter og tid ind til deres egne børn, så synes Peter Nielsen, at det til tider kan være svært at balancere mellem deres egen datter og plejebørnene.
– Man engagerer sig 100 pct. i plejebørnene, der ofte er sårbare, og selvfølgelig får vores datter ikke samme opmærksomhed, som hun ville have fået uden plejebørn.
Det har en omkostning, hvis plejebørnene i en periode er meget krævende, og det fx falder sammen med et biologisk barn, som er ved at udvikle sig som teenager.
– Her overser man måske nogle signaler hos sit eget barn.
Peter Nielsen mener, at der burde være en mulighed for, at de biologiske børn – i lighed med plejeforældrene – kan få tilbudt supervision.
– Specielt når børnene er mellem 12 og 17 år, hvor de udvikler sig og skal finde ud af sig selv.
Peter og Anna Nielsen optræder under pseudonym.