icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Familieplejere

Sejr i sag om vederlag

Guldborgsund Kommune erkender, at man burde have talt med hver enkelt, før der blev sendt brev til 40 familieplejere om ændring af vederlagene. Familieplejerne stod sammen med deres organisation, og nu vil kommunen samarbejde om ny vederlagsmodel

  • Af Lone Marie Pedersen
  • 10-2016 /

Det var ikke den rigtige fremgangsmåde, Guldborgsund Kommune valgte, da den tidligere på året sendte brev til omkring 40 familieplejere om, at deres vederlag vil blive ændret. For nogle familieplejere ville ændringen betyde en månedlig nedgang på 4.000 til 12.000 kr.

Kommunen havde ikke talt med de enkelte familieplejere om, hvorvidt det var på sin plads at ændre vederlagene. Brevene var stort set enslydende, og kommunens begrundede ændringerne i vederlagene ved at henvise til retningslinjerne i KL’s ‘Håndbog for familieplejere’. Og det var ikke den rigtige måde at gøre tingene på, erkender kommunen nu:

– Man kan ikke bare melde ud til familieplejerne, at de går så og så meget ned i vederlag, uden at der har været en forudgående drøftelse og dialog med plejefamilierne, siger formanden for børn, familie og uddannelsesudvalget Janne Hansen (V).

– Administrationen har efterfølgende beklaget det meget, og vi har også politisk rettet kritik af fremgangsmåden. Selve forløbet har været lidt bagvendt.

Baggrunden for brevet til familieplejerne var en administrativ beslutning om, at man ønskede at lave en mere jævn fordeling af aflønningen.

– Kommunens hensigt med ændring af vederlagene er at få en model, så ens opgaver bliver aflønnet ens. Der lå ikke et sparekrav bag ønsket om efterregulering, siger Janne Hansen.

Kommunens fremgangsmåde blev kritiseret af familieplejernes organisationer, Socialpædagogerne og Plejefamiliernes Landsforening, og omtalt i medierne. Herefter valgte politikerne at gribe ind og sætte sagen i bero, indtil man har fundet en anden aflønningsmodel.

Ingen skal stå alene

Da familieplejerne modtog brevet fra kommunen om, at deres vederlag ville blive ændret, opfordrede Socialpædagogerne i Kreds Storstrøm alle sine medlemmer til at henvende sig, og 24 familieplejere tog imod opfordringen.

– Vores budskab var, at det var en principiel sag, som ingen skal stå alene med, siger kredsformand Lisbeth Schou.

Socialpædagogerne holdt møde med alle familieplejerne, og på baggrund af det møde blev der sendt et brev til forvaltningen og til politikerne, hvor man gjorde opmærksom på, at det var en forkert fremgangsmåde, fordi man ikke havde holdt individuelle møder med familieplejerne, før man ændrede i deres vederlag. Det blev også påtalt, at den indsigelsesfrist på 10 dage, der var lagt op til i brevet, var alt for kort og reelt en tilsidesættelse af den ret til forhandling, familieplejerne har. 

– Det er svært at gøre indsigelser på en baggrund, familieplejerne ikke kender. I næsten alle de kontrakter, vi har set, som er indgået med familieplejerne, står der, at hvis kontrakten skal ændres, skal den genforhandles. Så en meddelelse om, at man inden for 10 dage kan gøre indsigelser, er ikke en forhandling, siger Lisbeth Schou.

Socialpædagogerne bad derfor om et møde med Guldborgsund Kommune, inden fristen på de 10 dage var udløbet.

– Herfra lød meldingen, at beslutningen var truffet, men at man gerne ville mødes for at drøfte sagen. Efter den besked skruede vi op for vores energi, siger Lisbeth Schou.

Kredsen arbejdede på mange fronter, bl.a. også på at påvirke politikerne. Og indsatsen bar frugt. Politikerne greb ind, og sagen blev stillet i bero.

Dialog og samarbejde

Derefter udsendte Guldborgsund Kommune en pressemeddelelse, hvor man gentog det, som man tidligere på året havde meddelt både plejefamilierne og deres faglige organisationer, nemlig at man ønsker at ændre på vederlagene, som ikke er blevet systematisk reguleret i årevis. Desuden er der et politisk ønske om at finde en ny aflønningsmodel for kommunens plejefamilier.

– Vi har brug for tid til at finde den bedste måde at aflønne plejefamilierne. Derfor stilles næsten alt i bero, indtil en bedre løsning er fundet. Den nuværende model har en omvendt incitamentsstruktur, hvor man ikke bliver honoreret for at gøre sit arbejde godt – snarere tværtimod, siger centerchef i Guldborgsund Kommune Lis Hamburger i pressemeddelelsen.

For at finde den bedste model vil administrationen inddrage viden fra andre kommuner og høre plejefamilierne og interesseorganisationer, herunder Socialpædagogerne.

– Kommunens målsætning er at finde en aflønningsmodel, som skaber større grad af tryghed for plejefamilierne. Samtidig skal der selvfølgelig også være en fornuftig balance mellem opgavens omfang og aflønningen, herunder muligheden for at have et arbejde ved siden af plejeopgaven, siger Lis Hamburger.

Socialpædagogerne i Kreds Storstrøm hilser arbejdet med en ny model velkommen og deltager gerne i et samarbejde.

– Jeg synes, det er rigtigt spændende, at man fra Guldborgsund Kommunes side vil arbejde på at finde en vederlagsmodel, som tilgodeser både børn og voksne. Jeg glæder mig voldsomt til at være en del af den proces. Jeg synes, det er godt og rigtigt set af kommunen, at man valgte at standse den oprindelige proces, siger formand Lisbeth Schou.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Kredse, Familiepleje, Forbund og a-kasse