Maria bygger bro mellem kulturer
Åbenhed og dialog er nøglen til at skabe tryghed og løse problemer mellem asylansøgere og lokalsamfundet, mener socialpædagog Maria Bartholdy, der er streetwalker og dialogmedarbejder i Jammerbugt Kommune
Ansigterne lyser op på asylansøgerne, da Maria Bartholdy træder ind ad døren på Asylcentrets skole for voksne i Brovst. Hun bliver modtaget med store smil, åbne arme og masser af kram.
– Hej Maria!
– Det er godt at have dig hjemme igen, lyder det fra alle sider.
Socialpædagog Maria Bartholdy har siden 2013 været ansat som streetwalker og dialogmedarbejder i Jammerbugt Kommunes asylafdeling, som driver en lang række asylcentre i Nordjylland og Sønderjylland.
Da Socialpædagogen møder hende, har hun lige været et par uger på centrene i Sønderborg og Haderslev for at tage hånd om en utryghed, nogle i lokalsamfundet har følt.
Hun går i dialog med lokalsamfundet – og med asylansøgerne for at sikre, at de får et større indblik i den danske kultur, så mødet med Danmark og danskerne bliver så vellykket som muligt.
Alene i Sønderborg er 700 asylansøgere kommet til byen – en stor del af dem er enlige, unge mænd – og det har sat sit præg på nattelivet. Asylansøgernes opførsel på diskotekerne er blevet kritiseret, fordi der skulle have været episoder, hvor de gramsede på de kvindelige gæster og ikke respekterede en afvisning og et nej.
Derfor måtte Maria Bartholdy af sted til Sønderjylland.
– Jeg kan ikke skjule 700 asylansøgere, men jeg kan gøre en indsats for, at de ikke fylder i bybilledet på en uhensigtsmæssig måde, siger hun.
Og nogle gange handler det ikke så meget om kulturforskelle, men snarere om opdragelse:
– I asylansøgernes hjemlande gramser man heller ikke på kvinderne, så her handler det mere om nogle lømler, der skal opdrages. Jeg fortæller dem, at de ikke skal gøre tilnærmelser, pifte eller råbe efter piger, at et smil fra en pige ikke er en invitation til noget, at et nej er et nej osv., fortæller Maria Bartholdy.
En fælles opgave
Det er en vigtig del af hendes arbejde at få skabt et godt samarbejde med lokalsamfundet, så de kan blive trygge. Det handler om at mødes og skabe dialog, så der kan opstå en forbindelse, forklarer hun.
– Når vi først kommer i dialog med hinanden, er der faktisk ikke ret mange mennesker, som ikke vil hinanden, siger hun.
Jo mere hun kan få gjort borgerne trygge omkring asylcentrene, jo lettere bliver det for asylansøgerne at være i Danmark, men der er tale om en fælles mission for hende og asylansøgerne. Hun har brug for asylansøgerne hjælp til at løfte opgaven, og det fortæller hun dem:
– Jeg siger til dem, at de simpelthen bliver nødt til at hjælpe mig med det her. De skal snakke med hinanden, og hvis de ser, at der er nogle problemer, så skal de løse dem eller snakke med personalet. Langt de fleste asylansøgere vil meget gerne hjælpe og samarbejde, for de vil gerne have, at alt er så fredeligt og roligt som muligt, siger hun.
Danske normer skåret ud i pap
Da Maria Bartholdy tilbage i 2013 blev ansat som streetwalker skete det ud fra en erkendelse af, at asylcentre ikke bare er små øer, som kan passe sig selv. Det påvirker en by, når der kommer et asylcenter til, og det blev nødvendigt også at rette fokus mod lokalsamfundet.
– Da jeg blev ansat, oplevede de lokale forretninger i Brovst nogle problemer, fordi asylansøgerne drev rundt i gaderne. De kom altid i store flokke, de kunne være støjende, og indimellem skete der også butikstyverier, siger Maria Bartholdy.
Hun fortæller bl.a. om et midlertidigt asylcenter i en anden by, hvor beboerne ikke havde internetadgang fra deres værelser, men kun fra asylcentrets fælleshus. Derfor samledes mange af dem i byens butikscenter, hvor der var gratis wifi.
– Så måtte jeg jo forklare dem, at i Danmark er det ikke velset at hænge ud i butikscentret og føre højrøstede samtaler med hinanden og over mobiltelefonen dagen lang, fortæller Maria Bartholdy.
Hun udstråler både omsorg, humor og autoritet. Begge ben er plantet solidt på jorden, og det er tydeligt, at hun ikke lige er til at ryste. Hun sørger for at være meget tydelig og sige tingene så direkte og klart som muligt. Indimellem mener nogle af hendes kolleger, at hun taler ned til asylansøgerne, når hun skærer de danske normer ud i pap.
– Min kerneopgave er at tage vare på asylansøgerne og skabe den bedste trivsel for dem. Men jeg repræsenterer ikke tanken om det multikulturelle samfund. Jeg repræsenterer det danske samfund, og jeg agerer inden for den danske lovgivning. Som asylansøger er du ikke en del af det danske samfund endnu – du befinder dig på en mellemstation, og du må gerne have din kultur, men vi kan ikke have, at vi har områder i Danmark, hvor den danske lovgivning er sat ud af kraft. Derfor er jeg meget tydelig omkring, hvilke normer, regler og love, der gælder i Danmark. Og jeg er ikke bange for at fortælle dem om alt fra ligestilling til vigtigheden af den personlige hygiejne, siger hun.
Undervisning i uskrevne regler
Maria Bartholdy har sin egen interne informationstjeneste til formålet. Hun tager rundt til asylcentrenes skoler med en film, hun selv har produceret, og ud fra den taler hun om danske normer, kultur og lovgivning.
Hun fortæller dem, at store flokke af asylansøgere gør danskere utrygge, at danskere ikke råber til hinanden i det offentlige rum, men taler stille og roligt, og at danskerne har en privatsfære, som man helst ikke skal overskride:
– I en kø står vi ikke oppe i nakken på hinanden, og vi snyder os heller ikke foran i køen. Vi er et meget renligt folk, så dårlig personlig hygiejne virker frastødende på os. Og så er det vigtigt at komme til tiden og at respektere åbningstider. Den slags små uskrevne, men meget vigtige regler fortæller jeg dem om, for det er min erfaring, at det ofte er på de områder, at de kan træde ved siden af, siger Maria Bartholdy.
Hun kommer også ind på, at danskerne går meget op i at spare på energien. Det er ikke i orden bare at lade vandet løbe, at varme huset op ved hjælp af tændte kogeplader eller at smide affald på gaden. På samme måde lærer hun asylansøgerne, at de skal passe på i trafikken, tage et fælles ansvar for, at deres børn er trygge, og lufte ud flere gange dagligt:
– De kommer jo ofte fra varme lande, og for dem er det helt forkert at lufte ud, når nu der er så koldt udenfor. Men det er jo vigtigt at have et godt indeklima, så jeg lærer dem, at de skal skrue ned for varmen og lufte ud tre-fire gange dagligt, siger hun.
Asylansøgerne får også at vide, at det ikke er i orden, at stå og læne sig op ad andre folks biler, imens man ryger en smøg og venter på bussen.
– Jeg forklarer dem, hvor dyre biler er i Danmark, og at for mange danske mænd er bilen deres kæreste eje. Den skal en eller andens røv ikke stå og hænge op af, griner hun.
Den anerkendende tilgang
Maria Bartholdy har stort set formet sit eget job. Lige nu er hun kommet tilbage fra asylansøgernes skole i Brovst til asylcentrets aktivitetshus, som hun selv har skabt helt fra bunden sammen med asylansøgerne. Her kan beboerne mødes og spille billard, børnene kan lege og spille computer eller man kan bare hænge ud og hygge.
Maria Bartholdy mener, at hun i høj grad trækker på sin socialpædagogiske faglighed i arbejdet som streetwalker og dialogmedarbejder:
– Min socialpædagogiske faglighed gør, at jeg kan sætte mig selv i spil og tænke langt, langt ud af boksen. Hvis der er en problematik, prioriterer jeg at forfølge den, indtil jeg synes, at den er løst hensigtsmæssigt. Og så viser det sig jo ofte, at der er meget andet, som løser sig undervejs i processen, siger hun.
Men den socialpædagogiske faglighed spiller også en stor rolle for den måde, som hun kommunikerer på:
– Jeg har en anerkendende tilgang, jeg er tydelig og jeg taler til folk i øjenhøjde. Jeg fokuserer på deres ressourcer, og jeg møder dem med en forventning om, at de har ressourcer, og at de vil løfte opgaven sammen med mig, siger hun.
Demokrati og religionsfrihed
Men Maria Bartholdy fører også asylansøgerne ind i den demokratiske proces, der er i Danmark. Hun starter beboerråd op på asylcentrene og forklarer dem, hvad forretningsgangene er, hvis de vil skabe forandringer.
– Jeg fortæller dem om det danske demokrati, at vi har religionsfrihed, at stat og kirke er adskilt i Danmark, og at lovgivningen står over religion. Det glæder mange af asylansøgerne sig over, men nogle bliver også meget berørte, for de har jo levet hele deres liv med, at religion trumfer alt andet, siger hun.
På samme måde forklarer hun asylansøgerne, at i Danmark er vi frie. Vi har friheden til at vælge religion, til at være homoseksuelle eller til at være enlige mødre, men vi har frihed under ansvar – og vi tager hensyn til hinanden.
– Vi bygger vores land på demokrati, frihed og lighed. Nationalitet, religion og kultur har ingen betydning for, hvilke rettigheder vi har, for vi er ligestillede her. Det er også en vigtig pointe, når man bor på et asylcenter, hvor forskellige nationaliteter og religioner, bønder og kirurger bor side om side. Det er utroligt krævende at bo på et asylcenter, og jeg er imponeret over så lidt problemer, det giver, siger hun.
Maria Bartholdy vil i dialog med asylansøgerne – hun vurderer ikke, hvad der er rigtigt og forkert i de forskellige kulturelle baggrunde, men fortæller om, hvordan det er i Danmark:
– Jeg har ikke selv oplevet problemer med asylansøgeres kvindesyn, men jeg ved, at nogle fx ikke vil give hånd til det andet køn. Jeg bliver på min egen kulturelle banehalvdel, så jeg forholder mig ikke til, om det er rigtigt eller forkert ikke at give hånd til det andet køn. Men jeg fortæller, hvad det gør ved mig, hvis en mand ikke vil give mig hånden. At jeg vil tage mig det nært, og at jeg vil opleve det som mangel på respekt. På den måde håber jeg, at jeg kan sætte en proces i gang hos dem.