OK-krav kan blive en sag for kongressen
Hovedbestyrelsen skal nu drøfte, om overenskomstkrav skal være en integreret del af kongressen
– Løn, ansættelsesvilkår og arbejdsmiljø – det er de ting, der fylder hos medlemmerne. Derfor er det i min optik også fagforeningens allervigtigste opgave at forhandle nogle gode overenskomster hjem. Men bør det så ikke være noget, der drøftes på kongressen, hvor medlemmerne er bredt repræsenteret, og hvor vi udgør den øverste myndighed?
Sådan begrundede Michel Kikkenborg, Kreds Storkøbenhavn, sit forslag på kongressen om, at der i den kommende kongresperiode skal arbejdes med, hvorvidt udtagelse af overenskomstkrav skal være en integreret del af kongressen.
106 stemte for forslaget, 72 imod – og 10 undlod at stemme. Forslaget blev dermed vedtaget.
Men forud for afstemningen var der mange på talerstolen, der argumenterede både for og imod. Fra hovedbestyrelsen talte Socialpædagogernes næstformand Verne Pedersen, som anbefalede, at forslaget blev forkastet.
– Hovedbestyrelsen diskuterer og godkender forud for hver overenskomstforhandling en samlet handlingsplan for hele forløbet, og her tager vi også stilling til, om der skal indkaldes til en ekstraordinær kongres. Vi har altså allerede muligheden for at beslutte, hvorvidt det er hovedbestyrelsen eller kongressen, der udtager overenskomstkrav, sagde hun.
Vores hjerteblod
Delegerede fra både Kreds Storstrøm og Kreds Lillebælt gav opbakning til forslaget om, at overenskomsterne gerne må fylde mere på kongressen.
– Vi snakker meget om kerneopgaver og kerneydelser, men overenskomsterne er vores rygrad. Og vi mangler lidt at komme helt ned i maskinrummet, synes jeg. Vi siger, at kongressen er den øverste myndighed – men er det så ikke tid til at lade overenskomstdebatten fylde noget mere på vores kongres?, argumenterede Klaus Jensen, Kreds Storstrøm.
Fra Kreds Lillebælt lød det fra Poul Erik Pedersen:
– Vi var ikke enige i hovedbestyrelsen, og jeg er en af dem, der altid har advokeret for, at overenskomstkravene skal udtages på kongressen, som jo er hjerteblodet af alt det, vi bygger vores fagforening op omkring. Du får det bedste mandat, Benny, til forhandlingerne, når du har hele salen med dig.
Det var dog ikke alle, der mente, at det var mest demokratisk at lade kongressen udtage overenskomstkrav.
– Hos os er vi vant til at holde medlems- og TR-møder, hvor vi diskuterer hvilke overenskomstkrav, vi gerne vil have kredsbestyrelsen til at bringe videre. Og det, synes jeg, er det rette demokrati. Vi risikerer, at medlemmer føler sig overrulet af os kloge kongresdeltagere, så jeg siger nej til forslaget, lød det fra Henrik Nørgaard, Kreds Midt- og Vestjylland.
Denne artikel er ændret i forhold til artiklen i det trykte blad.