Vidt omkring på Bornholm
Debatlysten var stor i forbundets mindste kreds – på generalforsamlingen i Rønne handlede det bl.a. om ytringsfrihed og familieplejeområdet
Som det allerførste ønskede kredsformand Michael Tysk-Andersen sig, at årets generalforsamling på Bornholm ville blive lige så debatlysten som de foregående år. Det skulle vise sig, at han skulle få sit ønske opfyldt.
Familieplejeområdet, ytringsfriheden, det bornholmske ‘budgetcirkus’ og nye arbejdsområder var bl.a. på dagsordenen i kredsformandens beretning og i den efterfølgende debat blandt de 25 fremmødte.
Familieplejen fylder meget på Bornholm, fastslog Michael Tysk-Andersen: Hvor seks ud af ti anbringelser på landsplan nu sker i familiepleje, er tallet endnu højere på Bornholm. Og kredsformanden udtrykte derfor tilfredshed med, at forbundets hovedbestyrelse har vedtaget igen at styrke indsatsen på familieplejeområdet, for det er der voldsomt brug for, sagde han.
– Vi oplever, hvordan familieplejerne bliver presset på honoreringen – at kommunerne vil have det billigst muligt, og at der ikke sker en ordentlig og saglig afdækning af sagerne, sagde Michael Tysk-Andersen og langede ud efter socialministerens ‘forstokkede billede’ af anbringelsesområdet, mens han roste familieplejerne for at være ‘vanvittigt dygtige til at løfte opgaverne under ringe vilkår’.
Ytringsfriheds-debatten har været hed på Bornholm efter en sag på det lokale uddannelsessted Campus Bornholm. Ytringsfrihedens kår er før blevet diskuteret blandt kredsens tillidsrepræsentanter, men senere på efteråret afholder kredsen et medlemsmøde om emnet, og flere i salen opfordrede til, at man også fik lokalpolitikere og embedsværket med på mødet.
Hele tiden i spil
Og netop regionskommunens tilbagevendende ‘budgetcirkus’ fik også et par ord med på vejen:
– Mange socialpædagoger er trætte af hele tiden at være i spil i forhold til besparelser, og trætte af at blive ignoreret af politikerne, selvom vi gerne vil byde ind med alternative løsninger, sagde således Bitten Sohn Thomsen fra kredsbestyrelsen.
Endelig blev også nye arbejdsområder for socialpædagoger berørt. Der har man i kredsen bl.a. haft blandede erfaringer på ældreområdet med ‘kultursammenstød’ med andre faggrupper, men Beo Kjeldsen, der er TR på Stenbanen, fremhævede, at det kan lade sig gøre, hvis man som på Stenbanen er meget præcis med at definere opgaverne i ansættelsesbrevene – og derefter give plads til at være nysgerrige på hinandens arbejde og dermed opbygge en solid tværfaglighed.
Det blev også til en snak om dokumentation og dens plads og funktion i forhold til det egentlige socialpædagogiske arbejde: Mængden af skrivearbejde og krav til dokumentation er vokset – men det er normeringerne ikke, lød det. Det giver mening at dokumentere det fag-faglige – men vi skal af med kontrol-dokumentationen, sagde en anden.
Og så var der fremmødet – det var ikke, som kredsbestyrelsen og de øvrige fremmødte kunne ønske sig. Nok kunne noget forklares med, at alle kredsens ledere var af sted på lederseminar, men alligevel blev der nikket rundt i salen til et forslag om, at alle tilstedeværende næste år ‘tager en ven med’. Forslaget er hermed givet videre til resten af landet.
Læs om valg til tillidsposter mv. på www.sl.dk/bornholm