icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Generalforsamling Midt- og Vestjylland

Midt i en forandringstid

52 stemmeberettigede medlemmer deltog i Kreds Midt- og Vestjyllands generalforsamling, hvor der bl.a. var fokus på forandringer

  • Af Maria Rørbæk
  • 17-2016 /


– Velkommen i din fagforening. Hvem er vi? Hvad vil vi? Og hvor vil vi hen?. Med disse ord åbnede kredsformand Peter Sandkvist generalforsamlingen i Kreds Midt- og Vestjylland, hvor 52 stemmeberettigede medlemmer deltog. Efter generalforsamlingen blev spørgsmålene livligt diskuteret under mere utraditionelle former (læs mere i artiklen ‘Hvor skal vi hen med fagforeningen?’). Men selve generalforsamlingen bestod hovedsagelig af kredsformanden og kasserens gennemgang.

I sin mundtlige beretning havde Peter Sandkvist bl.a. fokus på forandringer.

– Når jeg ser tilbage, synes jeg, at jeg har sagt det mange gange før, men det gælder også nu: Der er mange forandringer på den politiske bane. Der er usandsynligt mange sammenlægninger og centraliseringer, der skal føres ud i livet, og det hænger nogle gange sammen med besparelser og nogle gange med faglighed. Og som kreds er det vores fornemmeste opgave at være på forkant med forandringerne.

Kogt ind til benet mener Peter Sandkvist, at der er fire nøgler til vellykkede forandringer: Velfungerende ledelser, velfungerede MED-udvalg, veluddannede tillidsrepræsentanter og fagligt stærke socialpædagoger. Og på forskellig vis forsøger kredsen at styrke de fire nøgler, fx med fokus på det såkaldte TRIO-samarbejde, hvor tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og ledelser står sammen om at skabe et bedre arbejdsmiljø. Der har også været fokus på medlemmernes faglige udvikling gennem en række medlemsmøder med fagligt indhold.

Nye jobmuligheder

– I 2016 har der foreløbig været 425 deltagere på vores medlemsmøder, og det betyder, at fjorten pct. af kredsens medlemmer har deltaget, hvilket vi er ganske godt tilfredse med. Så den foreløbige konklusion er, at det er noget, vi skal fortsætte med, sagde Peter Sandkvist.

Den 8. november er der fx planlagt et medlemsmøde om ‘inkluderende fællesskaber’, og den 1. december taler sociolog Rasmus Willig om ‘afvæbnet kritik’.

En anden kilde til forandring kan være nye jobområder for socialpædagoger, og her nævnte Peter Sandkvist bl.a. demensområdet og uledsagede flygtningebørn som områder, hvor socialpædagoger kan gøre en forskel – og hvor der måske kan skabes flere job.

– Det er jo ikke os som fagforening, der ansætter. Men ved at blive stærke på, hvad vores kernefaglighed er – og via vores politiske forarbejde – kan vi blive anerkendt som et velfærdsbærende fag. Også på nye områder, sagde han.

Da ordet blev overdraget til kasserer Grete Rask Nielsen, talte hun bl.a. om vigtigheden af at få flere medlemmer, da kredsen – modsat forbundet som helhed – har oplevet et fald i antallet af medlemmer fra et gennemsnit i 2015 på 3.911 til  3.841 med udgangen af august 2016.

– Vi har alle sammen en fælles indsats, vi skal lave, for at vi i 2017 når op på det niveau, vi havde i 2015. Det handler bl.a. om at snakke med de kollegaer på arbejdspladserne, som har valgt at stå uden for fællesskabet, sagde hun.

Der var også mange andre emner på generalforsamlingen, hvor der bl.a. blev talt om arbejdsmiljø og trivselsnetværk for ledige.



Læs om valg til tillidsposter mv. på www.sl.dk/midtogvestjylland



Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Generalforsamling, Kredse, Forbund og a-kasse