icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Overgreb

Gråzoneprostitution skal forebygges

Nyt projekt skal forebygge, at udsatte og sårbare unge på sydsjællandske opholdssteder presses til at sælge sex

  • Af Tina Løvbom Petersen
  • 15-2016 /

50 opholdssteder og døgninstitutioner på Sydsjælland vil over de kommende to år få chancen for at sætte ind over for gråzoneprostitution blandt børn og unge – dvs. når unge udveksler sex for ydelser som gaver, stoffer, husly eller beskyttelse. Med støtte fra Velux Fonden har LivaRehab, Center for behandling og rehabilitering af kvinder, netop skudt et nyt metodeudviklingsprojekt i gang for at forebygge gråzoneprostitution blandt udsatte børn og unge.

Målet med projektet er at klæde det pædagogiske personale på opholdsstederne bedst muligt på til at forebygge, at der sker seksuelle overgreb.

– Gråzoneprostitution er ikke champagne og Chanel tasker, men overgreb. Det er unge udsatte, der alt for ofte kommer ud i uoverskuelige situationer, hvor deres grænser bliver overtrådt, og det kan skade dem meget. Vi er derfor glade for at få mulighed for at forebygge gråzoneprostitution ved at dele vores viden og de redskaber, som bostederne efterspørger, siger direktør for LivaRehab, Flora Ghosh, i en pressemeddelelse.


Der mangler viden


I 2015 udgav LivaRehab rapporten ‘Unge til salg – et projekt om gråzoneprostitution blandt udsatte børn og unge’, som blev præsenteret på en høringskonference. Blandt rapportens konklusioner var, at der er et stort behov for en koordineret indsats på området for at mindske risikoen for, at børn og unge finder vej ind i gråzoneprostitution – og at denne vej er kortere for udsatte børn og unge end for børn og unge fra ressourcestærke familier. Disse børn og unge er derfor afhængige af, at de pædagogiske og socialfaglige medarbejdere ved, hvordan de bedst forebygger problemet.

– Vi spurgte i 2014 landets opholdssteder til deres viden om forebyggelse af gråzoneprostitution blandt anbragte børn og unge. Undersøgelsen viste, at et stort flertal af det pædagogiske personale efterspørger både viden og redskaber til at forebygge gråzoneprostitution for dermed at undgå, at de bliver yderligere udsatte, lyder det fra Flora Ghosh. 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Marginaliserede, Børn og unge