I praktik blandt folk på flugt
I en tyrkisk flygtningelejr med mere end 15.000 syrere og irakere er 22-årige Sinem Yolal fra Albertslund i pædagogpraktik. De erfaringer, hun får fra flygtningekrisens yderste forpost få kilometer fra krigszonen, er der brug for herhjemme
Synet af det sydøstlige Tyrkiets smukke, bløde bakker med højt, grønt græs og gule blomster bedrager. For trods smukke, fredsommelige landskaber er livet alt andet end idyllisk i området langs landets knap 900 kilometer lange grænse til Syrien. Grænsebyen Kilis har i flere omgange været mål for raketbeskydning fra Islamisk Stat i det nordlige Syrien, og i de tyrkiske hovedbyer Gaziantep, Sanliurfa og Diyarbakir har islamisterne fra nabolandet både sprængt bomber og henrettet kritiske journalister.
Alligevel er det tæt på dette område, den 22-årige Sinem Yolal fra Albertslund er taget i praktik som pædagog. Her huses omkring 300.000 syriske og irakiske flygtninge i statslige eller kommunale lejre, mens endnu flere bor i lejede boliger for egne midler eller åben himmel. Og her har Sinem Yolal som en af de første i sin generation af danske pædagoger chancen for at gøre sig stærkt efterspurgte erfaringer i arbejdet med flygtninge. I den lejr, hvor Sinem Yolal arbejder, bor mere end 15.000 mennesker i snorlige rækker af hvide, halvrunde telte, der kan rumme en familie hver. Det er en by på størrelse med Skive eller Birkerød, men her bor familierne så tæt, at lejren kan kittes ind mellem de grønne bakker, så den næsten er usynlig fra hovedvejen.
Sange der gør ondt
For Sinem Yolal er praktikopholdet ikke blot de bedste pædagogiske princippers møde med virkeligheden. Det er også et møde mellem hendes private baggrund og professionelle liv. Som datter af en politisk flygtning fra Tyrkiets kurdiske del mestrer hun den kurdiske dialekt, mange af flygtningene taler med – ligesom hun er opvokset med kurdisk kultur og traditioner.
Hun genkender eksempelvis de kurdiske mødres grådfyldte og klagende sange, hvor de sætter egne ord på de traumer og dramaer, de har oplevet i Syrien og under flugten.
– Sådan gjorde min mormor også – og gør det stadigvæk. Hun synger om, at min onkel blev medlem af PKK (kurdisk bevægelse, der står på EU’s terrorliste, red.) og om, at hun ikke kunne sove, fordi tyrkisk militær kom og braste ind i deres hjem, siger Sinem Yolal.
Men selvom det er en del af kulturen, at kvinderne får sorgen ud via sange og fortællinger, så ved hun, hvor hårdt det ofte er for børnene at høre deres mor synge i gråd.
– Som Sinem genkender jeg sangen, men pædagogen i mig må gribe ind og sige til mødrene, at det ikke har en god virkning på deres børn. For mig selv gjorde det ondt at høre på. Jeg kunne heller ikke lade være med at lytte med, og det er og var en ambivalent følelse. For når min mormor sang med tårer i øjnene, kunne jeg heller ikke selv lade være med at blive ked af det – og samtidig var det også interessant fordi, det var min families historie.
I samråd med det team, hun er del af i flygtningelejren, er Sinem Yolal begyndt at gribe ind, når hun hører de klagende sange for at forklare mødrene om de uheldige konsekvenser og i stedet forsøge at få dem på andre tanker.
Stor dansk efterspørgsel
Hjemme i Danmark mærker pædagoguddannelsen på Professionshøjskolen UCC en markant øget efterspørgsel på pædagoger, der har erfaring med at arbejde med flygtninge. Behovet er vokset i takt med, at antallet af nye asylansøgere sidste år steg med godt 40 procent i forhold til 2014, så antallet nåede op på i alt 20.935.
De nye flygtninge er for længst begyndt at melde sig i kommunerne, og over hele landet bliver de ofte traumatiserede flygtningebørn og deres forældre derfor sendt i armene på personale, der ikke altid er vant til at have med dem at gøre.
– Praktikken taler ind i en aktualitet for hele Europa med alle de flygtninge, vi oplever. For os er det derfor interessant at uddanne pædagoger, der ved noget særligt om det. For der er hårdt brug for folk, der ved noget om flygtninge og de traumer, de måtte have. Det får Sinem mulighed for at få, og det er en uddannelse, der kan afsættes direkte i dansk praksis, siger lektor og international koordinator ved UCC, Birgitte Damgaard, der også har stået for en grundig sikkerhedsvurdering af Sinem Yolals ophold.
Inspirerer til fredelig leg
I det syrisk-tyrkiske grænseland er Sinem Yolal fra første dag blevet sat overfor traumatiserede og omsorgskrævende børn og forældre – og fået testet sine færdigheder i at skabe tryghed, fællesskaber og sociale relationer.
– De første dage, jeg var her, hilste jeg på en lidt ældre kvinde med otte egne børn plus hendes søsters tvillinger, hvis mor er i hænderne på Islamisk Stat som gidsel eller slave, siger Sinem Yalol. Hun nævner også en fem årig, der har mistet sit sprog – og to drenges IS’ inspirerede halshugningsleg som andre eksempler på mennesker og historier, der har gjort indtryk. Drengene var i syv-otte års alderen og løb og legede så voldsomt, at de skræmte alle andre børn væk. Den ene greb hårdt fat i den anden drengs hår og førte en håndkant henover hans hals, som var det en kniv. Da Sinem Yolal stoppede legen, sagde drengene, at de legede IS, og hun spurgte, hvorfor de legede det, når det ikke så særlig rart ud, og ingen af de andre børn syntes, at det var sjovt.
– De trak lidt på skuldrene og sagde, at de ikke vidste hvorfor, fordi de jo heller ikke kan lide IS. Det gav jeg dem anerkendelse for og sagde, at IS jo heller ikke har været særlig gode ved dem, da det er IS’ skyld, at de nu bor i flygtningelejr, fortæller Sinem Yolal. Ved at tale lidt med de to drenge fandt hun ud af, at de selvfølgelig selv var berørte af IS og egentlig ikke så vilde med deres leg – og stille og roligt fik hun dem sporet ind på en anden leg. Hun foreslog efter en pludselig indskydelse banke-banke-bøf – og efter selv at have deltaget for at få legen i gang kunne hun forlade drengene og alle de øvrige børn, der nu pludselig gerne ville lege med.
En af de erfaringer Sinem Yolal gør sig i Tyrkiet er, at hendes tilgang er en helt anden end de tyrkiske kollegers. Tyrkiet har ikke pædagoger i dansk forstand, så de nærmeste kolleger er typisk skolelærere eller frivillige. Og fælles for dem er, at deres indgriben i den slags episoder begrænser sig til at stoppe legen uden nødvendigvis at tage dialogen.
– Jeg tog eksemplet op på et gruppemøde, og mine kolleger svarede, at de godt ved, hvorfor børnene leger som de gør, men at børnene stadig er så små, at de ikke kan forklare sig. Men børn kan sagtens sætte ord på deres følelser, og for mig virkede det som om, at det var rart for dem at sætte ord på. Derfor kan det være svært for mig at nikke ja til det, mine kolleger siger. Men jeg vil jo ikke træde dem over tæerne med deres arbejdsmetoder, siger hun.
Tæt på grænsen
Fordi pressen ikke har adgang til den lejr, hun arbejder i, og fordi vi af sikkerhedsgrunde ikke må nævne hverken lejrens navn eller placering, møder Socialpædagogen Sinem Yolal på en cafe i den nærmeste by, som ligger klos op ad grænsen til Syrien. En stille grænseby, hvor støv blæser ind fra nøgne bakkeskråninger uden for byen og lægger sig som et brunt filter over byens liv. En by præget af betonhuse med flade tage, købmænd med oplandets friske frugt – og en duft af cafeens smørbagte kager. Det meste af byens liv foregår omkring hovedgaden, der efter en kilometer ender i en grusvej, som mellem et par marker fører ned til et pigtrådshegn, der udgør selve grænsen. På den anden side er det kurdiske oprørsstyrker, der kontrollerer, og selv om Tyrkiet ser dem som ærkefjender, skyder de ikke denne vej for tiden, så her ikke fare for raketter.
Men bare få kilometer længere væk meldes der løbende om dræbte og sårede tyrkere såvel som syriske flygtninge. Det får nogle af dem til at flygte videre til andre dele af Tyrkiet eller mod Europa, mens andre rejser tilbage til Syrien og Irak. Der er blandt andre kurderne i fuld gang med at genopbygge områder, de har tilbageerobret fra Islamisk Stat.
Fra de områder af Syrien, hvor kampene stadig foregår, presser nye flygtninge på for at komme over. Tyrkiet har dog nærmest lukket for adgang af nye flygtninge, men de, der kommer over, bliver placeret på tomme pladser i lejrene. For lejrpersonalet skaber den løbende udskiftning af flygtninge problemer i forhold til at skabe sammenhængende forløb og den følelse af fællesskab og tryghed, der er så vigtig for, at børn og voksne finder sig til rette med livet som flygtning i nærområdet.
– Det kan tage meget af vores tid og energi, at vi en dag møder op, og så mangler der fem børn, fordi familien har forladt lejren. Eller hvis to helt nye børn skal præsenteres og inkluderes socialt med de andre børn, og man er nødt til at have nogle ekstra øjne på, fordi det er ekstra sårbare børn vi arbejder med. Vigtigheden af at være inkluderet i fællesskabet har stor betydning for udvikling af sociale relationer, samspil og samhørighed med andre børn. Når et barn bliver ekskluderet, kan det være med til at hæmme deres udvikling i forhold til sociale og personlige kompetencer, siger Sinem Yolal, som hver måned sender skriftlige rapporter hjem til UCC med refleksioner over hendes konkrete erfaringer med for eksempel konflikthåndtering, kommunikation, institutionsforhold og æstetiske læreprocesser.
Taekwondo for kurdiske kvinder
Kort efter sin ankomst i december sidste år indledte Sinem Yolal et taekwondotræningsforløb for fem kurdiske kvinder i alderen 15-25. Alle er traumatiserede – og tanken var, at kvinderne ved at røre sig for en stund kunne komme på andre tanker end deres oplevelser i Syrien og få løsnet de spændinger, traumerne fysisk kan skabe i muskulaturen. Pigerne havde en tendens til at ekskludere sig selv fra fællesskaberne i lejren, og Sinem Yolals tanke var at lave vejledt deltagelse, hvor de for eksempel to og to øver spark og på den måde får skabt en relation til andre.
– Under udstrækningen hørte vi kurdisk afslapningsmusik, og pigerne og jeg fik snakket en masse både om træningen, om nogle af de ting, de oplevede hjemme i Syrien – og om hvilke mål de har for sig selv. Det forum blev tit og ofte et safe place forstået på den måde, at der opstod en god relation mellem pigerne og mig, hvor de åbnede sig. Det gav mig rig mulighed for at vise forståelse og omsorg, og der blev skabt et rigtig god dialog, siger Sinem Yolal.
Den gode oplevelse løb imidlertid ind i problemer med de fysiske rammer i lejren. For mellem rækkerne af telte er der ingen indendørs faciliteter, hvor pigerne kan træne. Så når vejret tillod det, trænede de udendørs med den konsekvens, at pigernes spark tiltrak sig til tider stor opmærksomhed fra nysgerrige.
– Dette skaber nogle gange forstyrrelser, og pigerne giver sig ikke altid fuldt ud, fordi de synes det kan være pinligt, at andre kigger på. Dette påvirker dem også personligt, at de ikke kan føle sig trygge under træningen. Det er dog blevet bedre efterhånden, og beboerne i min afdeling er nu med på, at denne aktivitet er for de unge piger, og de respekterer deres træning, siger Sinem Yolal.
Fået knækket tilliden
For Sinem Yolal har erfaringerne fra Tyrkiet gjort det klart, at såvel børn som voksne har brug for at sætte ord eller tegninger på det, de har oplevet, og så har de brug for en retning for at komme videre med deres liv.
– For flygtninge i Danmark tror jeg, at det er vigtigt at tale med dem om, at de er flygtet fra krig og ødelæggelse og så arbejde videre med det. Det er også vigtigt at spørge dem, hvad deres næste mål skal være, og hvad vi som pædagoger kan gøre for dem. For at få dem integreret i samfundet skal man vide, hvad deres egen lyst er. Ellers kan det være hårdt at blive presset ud på arbejdsmarkedet, siger hun. Nogen andet, den danske pædagogstuderende har lært i flygtningelejren, og som hun gerne vil arbejde videre med i Danmark, er, at børn, der har været vidne til krig, ofte har fået knækket tilliden.
– Vi har alle brug for tilknytning i livet, og flygtningebørn især har brug for at føle sig beskyttede. Derfor skal man som pædagog have rummelighed, være tillidsvækkende og omsorgsfuld. Det er også vigtigt at inkludere børn i fællesskaber, da et traumatiseret barn ofte er bange for, at andre ikke forstår dem – og de kan føle, at der er noget galt med dem. I det pædagogiske arbejde med flygtningebørn er det derfor vigtigt at fremme hvert enkelt barns oplevelse af selvværd og samhørighed i gruppen og arbejde med at fremme oplevelsen af forskellighed som et positivt element i en gruppe, siger Sinem Yolal.
Birgitte Damgaard fra Professionshøjskolen UCC håber på i fremtiden at kunne sende flere studerende i praktik i flygtningelejre. I skrivende stund arbejder en anden studerende på at komme i praktik i en lejr i Libanon.