icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Internationalt

Buddhas døtre

Som ledende nonne driver Vimala Nargi en blanding af skole og børnehjem i Myanmar. I et land hvor den offentlige sociale sektor er forsvindende lille, spiller buddhismen en vigtig rolle

  • Tekst og foto: Maria Rørbæk
  • 10-2016 /

Vimala Nargi løfter klokken og ringer et par gange. Under et skyggende plasticdække sidder mere end 200 kronragede piger i lyserøde gevandter og spiser ved otte langborde.

Ingen taler, og når en pige vil have mere ris, rækker hun én finger i vejret. To fingre betyder mere karry.

Vi er i den buddhistiske nonneskole Zabu Oak Shaung en times kørsel fra Myanmars største by, Yangon.

Her bor 250 unge kvindelige novicer mellem fem og 17 år – hvoraf ca. en fjerdedel er forældreløse.

– Til hverdag er jeg meget bevidst om at undlade at tale om, at nogen har forældre, mens andre ikke har. I stedet taler jeg om, at alle her er Buddhas døtre – og så er jeg sikker på, at det giver de forældreløse en tryghed, siger 41-årige Vimala Nargi, der er ledende nonne på den kombinerede skole og børnehjem, som hun selv har startet for otte år siden.

Hendes ringlen med klokken får de fleste piger til at rejse sig. Uden et ord stiller de sig op på en lang række, mens de sidste spiser op. Et stort skilt på væggen fortæller, hvem der har doneret dagens frokost, og i dag er donorerne – en mand og en kvinde – selv på besøg.

De har medbragt kasser med coladåser, sæbe, hygiejnebind og poser med chips, og da alle pigerne er kommet op i rækken, begynder de at synge.

– Vi håber, I vil blive sunde. Vi håber, I vil have held. Vi håber, I vil blive rige, så I kan donere, som I gør i dag, synger de.

Ro på

Uden den mindste masen eller puffen træder pigerne frem for donorerne og modtager en for en deres gave, mens de bliver ved med at synge. En ung pige fniser, da hun får overrakt et hygiejnebind. Måske fordi det er første gang.

– Der er ikke brug for ret meget disciplin, forklarer Vimala Nargi bagefter.

– De ved, hvad de skal gøre, når her kommer donorer. De ved, at de skal være rolige og stille sig op på række og fx ikke skrige: ‘Giv mig! Giv mig’, fortæller hun.

Vimala Nargi har umiddelbart svært ved at forklare, hvordan pigerne har tilegnet sig den rolige adfærd.

– De er novicer, og de er buddhister, lyder den første forklaring.

Gået lidt på klingen uddyber hun dog:

– Når de er helt små, fem-seks år, ved de måske ikke helt, hvad de skal gøre, men vi gør meget ud af, at de små skal lære af de store. Vi siger, at de skal se, hvad de store gør – og de ældre børn har også på skift ansvaret for de yngre, fortæller hun.

Endvidere er der en række straffe – i værste fald slag med en tynd bambuspind.

– Kun et slag, og kun på hoften, hvor det ikke gør så ondt, siger Vimala Nargi.

Fakta om Myanmar


Myanmar ligger i Asien med bl.a. Thailand som nabo. Tidligere har landet heddet Burma.

Ifølge Lonely Planet er Myanmar det eneste land i Sydøstasien, der bruger flere penge på militær end på sundhed og uddannelse tilsammen. Med en UNICEF-rapport som kilde opgøres det, at 29 pct. af det offentlige budget i 2012/2013 gik til forsvaret – mod 5,7 pct. til sundhed, 11 pct. til uddannelse og 0,3 pct. til social velfærd.

Landet befinder sig nu i en overgangsfase mellem militærdiktatur og demokrati – således har der i november været frie valg, men militærfolk er sikret en fjerdedel af pladserne i parlamentet.

Når man spørger Vimala Nargi, hvad de samfundsmæssige omvæltninger kommer til at betyde for hendes kombinerede skole og børnehjem, lyder svaret: ‘Det må vi vente og se’.


Riv græs op

Slagene falder fx hvis to piger er kommet op at slås.

– Jeg siger til dem, at hvis nogen generer dig, skal du komme til mig, så finder jeg en løsning. Men hvis de begynder at slås, er jeg ligeglad med, hvem der har gjort det rette, og hvem der har gjort det forkerte. Så får begge slag, siger Vimala Nargi.

Hun understreger samtidig, at det er yderst sjældent, at der bliver slået.

– Det er ikke sket en eneste gang i løbet af det sidste år, men da vi åbnede skolen, skete det oftere. Men nu fortæller de ældre børn de yngre, at vi godt kan finde på at slå – og så bliver det slet ikke nødvendigt.

Andre mildere straffe er, at et barn skal rive græs op med fingrene eller rejse sig op og sætte sig ned et antal gange.

– Det kan fx ske, hvis de små snakker, når de skal være stille… Bla, bla, bla… Så siger vi først: ‘I skal være stille’. Hvis de fortsætter, siger vi: ‘Du får en advarsel’. Og hvis de fortsætter, skal de fx rejse sig op og sætte sig ned nogle gange.

Selv om børnene virker ekstremt rolige, fremtræder de ikke kuede. Fx holder nogle øjnene åbne, da de egentlig skal bede med lukkede øjne – og det bliver ikke sanktioneret.

Vigtige donationer

I Myanmar er den offentlige, sociale sektor forsvindende lille (se faktaboks), og forældreløse og andre udsatte børn er i høj grad afhængige af den buddhistiske tradition med at donere til munke og nonner, der til gengæld hjælper udsatte – som her, hvor forældreløse får et hjem, og som det skete, da orkanen Nargis for nogle år siden hærgede og gjorde mange hjemløse.

– Det er ikke noget, jeg plejer at tale om, men faktisk kan det være krævende, at jeg er nødt til hele tiden at skaffe tilstrækkeligt med donationer, siger Vimala Nargi.

– Jeg kan godt få hovedpine af tanker som: Hvordan skal jeg skaffe penge nok til de ansattes løn? Jeg får lidt fra staten, men det er meget langt fra nok. Selv om jeg ikke bryder mig om det, er jeg nogle gange nødt til selv at kontakte nogle, der tidligere har doneret og spørge: ‘Kan I hjælpe mig nu?’. Og så gør de det altid.

I dag får pigerne én efter én en coladåse i favnen. Overrækkelsen tager lang tid, men det er en del af ritualet, at giveren personligt forærer hver enkelt novice sin gave. På den måde bliver den gode karma størst.

I Myanmar er det almindeligt at se lange rækker af munke eller nonner, som bærer en tiggerskål, som folk kan lægge mad i – og så bliver der fx lagt en skefuld ris i hver enkelt skål.

En skemalagt hverdag


04.30: Børnene vækkes.

04.45: Morgenbøn i sovesalene.

05.30: Morgenmad – efterfulgt af rengøring på sovesalene.

06.30: Læsetime i buddhistiske bøger.

07.30: Tid til lektier

09.00: Der bades og laves forskellige huslige pligter som fx rengøring af toiletter eller tilberedning af frokost.

10.00: Børnene undervises i Buddhas lære.

10.30: Frokost

11.00: Skoledag

16.30: Fritid

17.00: De ældste børn læser på deres værelser – de yngste kan lege.

18.00: Bøn

19.00: Læsetid til kl. 21.00. Man må læse hvad man har lyst til, men det foregår i fællesrummet – i tavshed, under overvågning af en lærer.

Kun i weekenden får børnene tilladelse til at se fjernsyn.


Faste efter tolv

Efter dagens donation sætter tre fem-seksårige piger sig sammen. Glade gennemgår de, hvad de har fået, og især chipsene ser ud til at vække lykke.

For bedre at kunne hellige sig de åndelige værdier må buddhistiske munke og nonner ikke spise efter klokken tolv middag – og den regel gælder til dels også for novicerne, der godt kan blive meget sultne, inden klokken lyder til morgenmad klokken halv seks om morgenen.

– Men vi gør en undtagelse med de små. Hvis de er meget sultne, må de godt få noget at spise. Ikke mad som fx ris, men gerne en snack, siger Vimala Nargi.

Efter frokosten kl. 11.00 begynder selve skoledagen, og her kommer der også børn fra lokalområdet. Skolen er gratis, og det er et af formålene, at også mindrebemidlede skal have en chance for at få en god uddannelse.

– Det, der gør mig allermest glad, er at se børnene læse, fortæller Vimala Nargi.

– Læsning er vejen til lærdom og udvikling.

Mor Vi

I dag er det eksamensdag, og vi undlader at forstyrre i klasseværelserne. I morgen begynder en måneds ferie – og de børn, der har forældre, rejser hjem.

– Så da bliver det tydeligt, hvem der ikke har forældre, og de kan godt blive kede af det. Men så plejer jeg at gøre noget ud af at sige, at det her er jeres hjem – og jeg er jeres mor Vi, siger Vimala Nargi, der arrangerer ferieaktiviteter for de tilbageblevne som fx en tur i zoologisk have eller et besøg i Myanmars største pagode.

– Jeg plejer også at sige: ‘Jeg laver mad til jer. Hvad vil I gerne spise?’, siger Vimala Nargi, der selv har forældre, men som siden 11-års-alderen har levet som først novice og siden nonne.

Hun fortæller, at hun vil blive glad, hvis nogle af pigerne følger i hendes fodspor.

– Men pigerne her er frie til at leve deres liv, lige som de vil, når de har taget deres afsluttende eksamen. De behøver ikke blive nonner, og vi gør meget ud af den basale uddannelse, der ikke har noget med buddhisme at gøre, siger Vimala Nargi.

Når det gælder de forældreløse, lægger hun vægt på, at Zabu Oak Shaung kan være deres hjem hele livet.

– Det er min drøm, at nogle af dem vil leve her og fx blive lærere for andre novicer, men de kan også gøre noget helt andet – og så vil de altid være velkomne her, siger hun.

Gode venner

I pigernes sovesal opholder der sig tre ældre børn, som af forskellige grunde ikke skal til eksamen. Den ene ligger under et tæppe og sover på en sivmåtte. De to andre viser os rundt.

– Om natten er her fyldt med sivmåtter, forklarer den ene.

– Der ligger børn, børn, børn overalt på gulvet. 71 børn sover vi sammen herinde.

Hvert barn har en kiste til deres personlige ejendele – de fleste med en hængelås.

– Jeg er rigtig glad for at bo her, siger den ene af pigerne.

– Jeg har nemlig rigtig mange venner.

For Vimala Nargi er det da også et mål, at pigerne skal opnå venskaber. Hun siger:

– Jeg gør meget ud af, at pigerne skal være gode ved hinanden. Og jeg plejer at sige: ‘Sådan som jeg tager mig af dig, skal du tage dig af de andre’.

Det er hendes største drøm, at den kombinerede skole og børnehjem vil vokse sig endnu større – og måske blive kombineret med flere aktiviteter.

– Jeg drømmer om at lave en form for alderdomshjem – kun for nonner, siger hun.

Spørgsmålet om, hvad Vimala Nargi gerne vil sige til danske socialpædagoger, får hende til at svare uden at tøve:

– Mit vigtigste budskab er, at det afgørende er ikke, om du har penge eller en særlig baggrund. Det afgørende er, om du har vilje. Vilje til at gøre noget godt.